14.12.19 – Heilung – Amager Bio

Foto: Tobias Bagge
Heilung er i sin essens et konglomerat af vores fælles nordiske historie, sat på udtryk i et audiovisuelt univers, hvor autenticitet, lidenskab, ritualer og historiefortælling går hånd i hånd. Denne aften i et udsolgt Amager Bio stod publikum andægtigt tavse, beredte, da forestillingen – for det er først og fremmest en samlet forestilling – blev indledt med røgelse, der blev viftet ud over de forreste rækker. Snart bredte den tørre røgelse sig i hele salen, og rejsen ind i Heilung kunne begynde.

Shamanisme, valkyrier og hedenske ritualer

Heilung er i sin essens et konglomerat af vores fælles nordiske historie, sat på udtryk i et audiovisuelt univers, hvor autenticitet, lidenskab, ritualer og historiefortælling går hånd i hånd. Denne aften i et udsolgt Amager Bio stod publikum andægtigt tavse, beredte, da forestillingen – for det er først og fremmest en samlet forestilling – blev indledt med røgelse, der blev viftet ud over de forreste rækker. Snart bredte den tørre røgelse sig i hele salen, og rejsen ind i Heilung kunne begynde.

Det giver ikke rigtig mening at forsøge at anmelde musikken ud fra de numre, der blev spillet på scenen, da det hele væves ind i en visuel performance, der er yderst kompleks og fuldstændig overvældende. Selve Heilung består af tre skikkelser; Christoffer, som sørger for de elektroniske klange; Uwe, som den kutteklædte ceremonimester i front, der med sine brøl og riter sætter fortællingerne og forløbene i gang. Momentvist træder det sidste medlem, Maria, frem med sit smukt malede ansigt og kæmpegevir og fletter sin æteriske stemme ind i musikken som et sølvfarvet filigran i alt det mørke. Udover de tre kernemedlemmer i Heilung var også to kvinder på skiftevis kor og ceremoniel dans og performance med til at gøre oplevelsen filmisk i sin dramaturgi og spændingskurver.

Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge

Scenografien

Centreret på midten var en stor blodrød stortromme, som pulserede og bankede som et kæmpe hjerte. Og for at understrege det pulserende, det rituelle og det episke, marcherede en otte mand stort fylke ind på scenen, kun iført lændeklæder, spyd og skjold, og med corpse paint, der fik dem til at ligne frygtindgydende krigere. I takt med musikken og dens pulsslag marcherede de taktfast på stedet og brølede, så hårene rejste sig. I fylket var også en nærmest nøgen kvinde, kun dækket af corpse paint, som senere i showet blev rituelt ofret til mosen med løkke om halsen og overskåren strube. Der blev ikke sparet på de dramatiske effekter, og det er her, Heilung bliver enestående! Alt, hvad de beskæftiger sig med, er fuldstændig autentisk, gennemført, dedikeret og veltilrettelagt. Der foregår intet tilfældigt på scenen, og alle elementer smelter sammen til én homogen rytmisk performance, der pulserer og bevæger sig i en cyklisk fremadskridning.

Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge

Musikken

Bortset fra de elektroniske samplede lyde, der strømmede ud fra Christoffers skindindhyllede pult, var samtlige instrumenter analoge. Lige fra de monumentale trommer til de hule knogler, som Maria slog i takt. Fraværet af traditionelle instrumenter og melodilinjer, som vi normalt orienterer os imod, er med til at gøre Heilungs performance til en helstøbt musikalsk oplevelse. Det musikalske udtryk er fokuseret fuldstændig på det rytmiske, og kun Marias rene, klare vokal og de samplede lyde brød med de dystre og tranceagtige rytmer, som hypnotiserede publikum i den halvanden time, ceremonien varede.

Selve musikken bestod af numre, eller kompositioner – om man vil, fra de to første albums, men tilrettelagt og eksekveret i forløb, som flettede sig organisk ind i hinanden og fungerede perfekt som underlægning til det, der ellers skete på scenen. På intet tidspunkt virkede Heilungs performance konstrueret eller gøgleragtigt, hvilket der er stor risiko for ved den type reenactment af historiske udtryk, som Heilung jo er, og man købte præmissen fra start til slut, at man var en del af en yderst kompleks ceremoni, som besad dybder, man kun lige kunne fornemme.

Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge

Da det hele er slut, samles ensemblet foran på scenen, men med ryggene vendt mod publikum, hilsende det blodrøde hjerte i midten. Først bagefter vender de sig rundt og bukker for det massivt klappende publikum. Et publikum, der har stået og svajet i takt med musikken, tydeligt henført og overgivet de tribale rytmer og det visuelle sansebombardement.

Da hele oplevelsen har bundfældet sig efter et par dage, er der én ting, der bliver ved med at dukke op: Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har oplevet en så intens og overbevisende musikalsk performance, som Heilung leverede. Og selvom der er flere andre ensembler, som eksempelvis Wardruna, lyder Heilung ikke som noget andet, jeg kan komme i tanke om. Måske lige bortset fra de vikinger og shamaner, der er forlæg for det hele. Men ikke desto mindre en helt enestående helhedsoplevelse, hvor sanserne blev bombarderet fra start til slut. Kan ikke anbefales varmt nok!!

Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge

 

 

 

Karakter 10

Karakter

10
Written By
More from Carsten Meedom
20-21.08.2010 – Gutter Island Festival – Masnedø-fortet, Vordingborg
Gutter Island Festivalen blev afholdt første gang i 2000, men der er...
Read More
0 replies on “14.12.19 – Heilung – Amager Bio”