Tredjedagen på Copenhell osede af en afslappet stemning, nu hvor det hele kørte efter planen, man havde undersøgt alle hjørner af den store plads, og man vidste hvilken ølbod, der som regel havde den mindste kø. Men den hyggelige stemning skulle snart stå sin prøve, da amerikanske Agnostic Front, som har 41 år på bagen med det originale lineup, skulle smadre sit New York hardcore ud i fjæset på folk.
Agnostic Front
Guitaristen Vinnie ”Stigma” var den første til at komme ind på scenen, og man fornemmede med det samme, hvad der snart ville ske. Med sit barberede hoved og lyn tatoveret på siden vandrede han rundt som en utilpas løve i et bur, mens han skar onde grimasser ud mod publikum. Snart kom de andre kumpaner til og den første buldrende rytme satte højttalerne på en seriøs lydprøve. Hold kæft, det var højt, og da sangeren Roger Miret endelig dukkede op med en krop dækket af tatoveringer, gik det for alvor løs. Hardcorescenen i New York er ikke for sarte sjæle, og bands som Agnostic Front og Madball satte standarden i firserne med en komplet uforsonlig og aktivistisk punkrock, skåret skarpt ind til benet med en solid og metallisk bund. Der var ikke tale om punkens anarkistiske brøl, der flagrede i alle mulige retninger, men mere om et vredt, indestængt, konfrontatorisk urbrøl, som havde sit blik stift rettet mod samfundsordenens og ikke mindst myndighedernes regelrette kontrol. Og det skulle ændres! Og det startede lige her i New York i 1984, da Agnostic Front udgav deres Victim in Pain. Nu knap 40 år efter stod bandet der stadig med den samme paroler, den samme energi og den samme dedikerede lyst til at levere et show til folk foran dem. Den ene moshpit blev afløst af den næste, og der blev endda orkestreret en Wall of Death fra scenen, hvor publikum tordnede mod hinanden som to søelefanter i brunst. Bandet spillede tight som ind i helvede og musikken levede med en indre gnist og tænding især Miret lagde for dagen. Til sidst sang publikum med og nærmest overdøvede Miret, hvilket fik smilet frem på det barske gangsteransigt. Sidste nummer blev en hyldest til det band, der om nogen indvarslede og skabte fundamentet for den amerikanske punkrock, da ”Blitzkrieg Bop” af Ramones fræsede hen over scenen og ud til et begejstret publikum. Man ved det bliver en god dag, når den starter med at man skråler ”Hey ho, Let’s go”!!
Hällas
Nogle gange skal man sætte kontrasterne på og bare opleve noget helt andet. Og noget helt andet var svenske Hällas, som spiller en besynderlig omgang 70er progpoprock, iført deres lige så besynderlige dragter og kapper og med finurlige tegninger omkring øjnene, der fik dem til at ligne små nuttede vaskebjørne.
Musikken er rodfæstet i den lettere symfoniske rock a la Journey og Styx og med et touch a la danske Demon Head, der også trækker store veksler på 70ernes proggede rock. Selv trommerne var designet efter inspirationskilderne og havde ikke bund på tamtam’erne, hvilket skabte et atypisk tørt smæld, i stedet for det sædvanlige og mere rumlige boing boing. Der var kælet for detaljen og bandet gik planken ud. Det var lidt skørt, men også meget underholdende. Men ikke så underholdende, at det kunne holde os væk fra Baest, som tordnede i baggrunden fra den store Helviti-scene.
Baest
De danske dødsmetalkonger i Baest knoklede løs på den store scene, og det endda uden de store virkemidler andet end deres kompromisløse døsmetal. Og selvom Simon Olsen vandrede rundt på hele scenen, lykkedes det desværre ikke for århusianerne at få skubbet stemningen helt ud over rampekanten.
Musikken fejler absolut intet, det blev eksekveret stålhårdt, og Baest er allerede et gennemrutineret band med tre albums og en EP i bagagen siden 2015. Denne dag var rammerne bare for store, og bandet havde ikke de fornødne sange til at blæse pladsen op foran dem. Ærgerligt på sin vis, men omvendt tegner det godt for dansk dødsmetal, at vi har nye upcoming bands, der tør prøve kræfter med de store scener. Og respekt for Copenhell at give chancen til Baest, når norske Emperor skulle på umiddelbart efter på den mindre Hades-scene. Det burde måske have været omvendt.
Emperor
Metallica, Judas Priest og Kiss giver Copenhell respekt, Emperor giver Copenhell mening!! Ubetinget den bedste koncert på dette års festival og tæt på den bedste, jeg har set nogensinde på Refshaleøen. Den norske kvartet, som har været med til at definere og skabe den norske black metal-bølge tilbage fra start 90’erne leverede simpelthen et knusende overbevisende set med noget af det bedste nærmest proggede black metal, der har fundet vej til Copenhell.
Mayhem og Immortal har gjort det tidligere, og nu gentog Emperor igen det faktum, at der simpelthen er uomgængelige bands fra den genre fra den scene. Sanger og guitarist Ihsahn havde tilmed arrangeret med vejrguderne, at et blågråt skydække krøb hen over himlen og skabte det perfekte skumringslys til det sorte metal, der blev eksekveret med knivskarp præcision. Bandet har gennemlevet flere epoker med periodevise fængslinger af bandets medlemmer i forbindelse med kirkeafbrændinger og sågar mord, og på den måde står Emperor på ingen måde tilbage for Mayhem.
Men i dag fremstår bandet skarpt og dedikeret på deres egen baggrund og har også smidt alle de tidligere reminiscenser i form af corpse paint og andre bloddryppende gestalter. Tilbage er kun musikken! Og stemningen! Og udførelsen! Eminent! Og koncerten blev endnu mere historisk ved det faktum, at det var første gang nogensinde, bandet spillede i Danmark!!
DAD
Et andet band, der også har skrevet historie i Danmark – om end en noget anden slags – er danske DAD, tidligere kendt som Disneyland After Dark, indtil de blev sagsøgt af den amerikanske underholdningskoncern og tvunget til at skifte navn. Men det slog ikke Binzer og Co ud af kurs, de forkortede bare navnet til de initialer, vi kender i dag. På Helviti denne aften viste DAD igen, hvad det er for en råstyrke og elementær spilleglæde, der bærer bandet og deres numre frem og ud til publikum. Første gang jeg oplevede Disneyland var engang i midt firserne i Valby Parken til en eller anden rodet festival. Her var udsmykningen kun et hornet kohovede foran mikrofonen, og Jacob Binzer sad ned på en skammel det meste af tiden for at eksplodere i nogle indlagte soloer, hvor han drønede rundt på den lillebitte scene og skabte ravage. Stig Pedersen optrådte i en lang støvfrakke og en ganske almindelig bas. Senere kom der halmballer med på scenen, når de spillede deres cowpunk, men pludselig skete der noget, og DAD blev kæmpestore! Som i nok det mest populære live band op gennem 90erne, hvor de spillede land og rige tyndt. Denne aften havde publikum bestemt setlisten, og alle var naturligvis spændte på, hvad det mon kunne indebære af klassikere og kuriositeter. Og da ”Isn’t that Wild” åbnede, vidste vi godt, at der ville komme flere numre fra de første to albums, dengang bandet stadig var dansk undergrund og hvor numrene var sprængfuldt af ukontrollerbar humor og originalt cowpunkrock. Senere kom ”Marlboro Man” og fik publikum til at eksplodere i begejstring, og på det tidspunkt overgav jeg mig og min skepsis for de gamle drenge oppe på den store scene. De leverede simpelthen et forrygende show med en god blanding af nyt og gammelt, alt sammen spillet med et kæmpe overskud og tilpas meget galimatias og tro mod det ældre materiale, så der igen igen blev sat en fed streg under, at DAD simpelthen er Danmarks nationalorkester, når det kommer til underholdende, inkluderende og straight rock uden de store dikkedarer.
