Copenhell 2022 – Lørdag

Mercyful Fate på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Den fjerde og sidste dag på Copenhell kunne være blevet noget af en langtrækker, efter at publikum var blevet præsenteret for verdensnavne som Metallica, Judas Priest, Kiss og med en festsmittende bordbombe i form af de revitaliserede DAD, der væltede Helviti fredag aften. Men ikke desto mindre var der hele tre store navne, der havde materialer og format til at toppe festivalens perlerække af oplevelser.

Mastodon

Første store band på Helviti var amerikanske Mastodon fra Atlanta, Georgia, som med deres southern sludge skulle vise en noget anden type metal, end der ellers havde været på programmet. Og med deres tyve år på bagen og otte albums plus det løse i bagagen skulle det nok blive en interessant første del af den sidste aften på Copenhell. Der gik heller ikke længe, inden ”Black Tongue” fra The Hunter blæste ud over Refshaleøens Helvedeslandskab og satte skub i en overbevisende koncert med de rutinerede amerikanere.

Mastodon på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Denne aften var det hovedsageligt bassist Troy Sanders og trommeslageren Brann Dailor, der tog sig af lead vocal, som Troy i hvert fald plejer at dele mere med hans sædvanlige sidemakker Brent Hinds. I løbet af den næste halvanden time fik vi hovedsageligt numre fra de seneste tre albums, hvor sidste års Hushed and Grim for alvor satte bandet tilbage på rette kurs.

Mastodon på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Lyden af Mastodon er massiv, og deres tekniske begavelse gør, at musikken flyder på sin helt egen særegne måde. Om man kan tune ind på den kanal og tage med på den oplevelsestur, bandet lægger op til, er en smagssag. Men ingen tvivl om at drengene fra Georgia på en god dag har både tyngden og materialet til at levere noget af det mest overbevisende metal, der findes lige nu.

Mastodon på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Denne dag på Copenhell leverede de en absolut udmærket indsats, men de er set bedre. Heldigvis sluttede de af med den Moby Dick-inspirerede ”Blood and Thunder” fra Leviathan, og satte det hele op i et ekstra gear der viste, hvorfor Mastodon er – ja – mastodonter indenfor deres lyd og genre. Efter denne effektive indledning på aftenens metalkavalkade var der egentlig kun tilbage at vente på aftenens første hovednavn, nemlig britiske Iron Maiden.

Death To All

Men først skulle vi lige et smut over til den mindre Hades-scene og se nærmere på Death To All, et tribute band til det oprindelige Death fra Florida, som var pionerer inden for death metal-genren, indtil bandets frontfigur Chuck Schuldiner døde i 2001. Denne dag på Copenhell skulle koryfæer som trommeslager Gene Hoglan fra bla Dark Angel og Testament samt bassisten Steve di Giordio, som faktisk spillede i det oprindelige Death og senere i bands som Testament og Megadeth, sammen med Max Phelps på vokal og guitar, løfte arven efter Schuldiner.

Death To All på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Spørgsmålet var, om det nye tribute-band kunne levere noget, der bare lignede det gamle, oprindelige musik, og svaret på det spørgsmål svæver stadig lidt ude over den grå betonplads. Der var ikke noget at sætte fingeren på eksekveringen af numrene fra de gamle Death-albums, men det samlede indtryk bliver alligevel lidt bedaget, når man går hjem og sætter debutalbummet Scream Bloody Gore på.

Death To All på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Men kan man overhovedet sætte de to ting op mod hinanden? Ja, selvfølgelig kan man det, men ud fra præmissen, at der er tale om to vidt forskellige bands, der bare spiller de samme numre. Fans af Death har helt sikkert nydt at høre de gamle klassikere, hvor nye lyttere formentlig har fået en helt anden oplevelse, dog stadig af et særdeles vellykket death metal-act, som gav de gamle numre nyt blod.

Iron Maiden

Solidt plantet i pitten skulle jeg gense de britiske metal-veteraner for syttende gang (sådan føles det), men det er altid med en forventningens glæde. Hvad har de nu fundet på af fjollerier, og har Bruce Dickinson stadig den samme energi, han altid plejer at lægge for dagen? Dagens program skulle tydeligvis begynde med numre fra det seneste album Senjutsu, da scenen var opbygget som et orientalsk tempel. Og ganske rigtigt drønede titelnummeret ud som det første, mens Dickinson sprang rundt som en tangloppe på Redbull. I modsætning til nogle af festivalens tidligere hovednavne kommer Iron Maiden altid med nyt kvalificeret materiale på setlisten. Det kan godt være det ikke lyder en skid anderledes end alt det tidligere Maiden, men det holder altid højt niveau, og sekstetten på scenen har altid en fest kørende, når de pløjer igennem nyt og fra deres imponerende bagkatalog.

Efter tre numre fra Senjutsu røg vi straks tilbage til 1983 med ”Revelations” fra Piece of Mind, og så kom de ellers som perler på en metalsnor. ”Blood Brothers” fik publikum til at skråle med, ”Flight of Icarus” fik Dickinson helt op at flyve, ”Fear of the Dark” skabte ny fællessang, inden ”Hallowed Be Thy Name” og ”The Number of the Beast” fik taget til at løfte sig, hvis der havde været et. Det eneste nummer fra Di’Anno-æraen var ”Iron Maiden” som også sluttede hovedsettet. Folk var godt oppe at køre, og da ”The Trooper” og ”The Clansman”, der fik Dannebrog til at blafre, ledte frem til det afsluttende ”Run to the Hills”, havde Iron Maiden endnu en gang cementeret, at de stadig er et kæmpe navn på verdensscenen, som bare sprudler af spillelyst og med en helt ufattelig mængde numre fra bagkataloget. Eneste finger på hele programmet er faktisk også kun, at de i al for høj grad spiller de samme numre til deres koncerter. Nu har vi hørt ”Run to the Hills” som sidste nummer så mange gange, at det kunne være interessant at høre noget andet. Og spil dog også noget andet fra de to første albums end det evindelige ”Iron Maiden”.

Men endnu en pragtpræstation fra et af de største metalbands ever!

Mercyful Fate

Sidste act på festivalen for undertegnede var også det, jeg på mange måder havde set mest frem til. Jeg købte albummet Melissa, da det udkom i 1983 og har altid været sindssyg fascineret af King Diamonds diabolske og originale sound og musikalske univers. Og af en eller anden grund fik jeg aldrig oplevet bandet, dengang de eksisterede i sin oprindelige form.

Mercyful Fate på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Det skulle der laves om på nu. Stor var min skuffelse da også, da jeg kunne konstatere, at det kun var Hank Sherman på guitar, som var med af de oprindelige medlemmer. Hvor var Michael Denner henne? Men den hårdtslående trio med Sherman som kapelmester fik nu meget godt styr på numrene og bakkede den okkulte ypperstepræst godt op, mens han tågede rundt på scenen som en tegneseriefigur med opsat hår og corpsepaint.

Mercyful Fate på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Men der skal ikke herske tvivl om, at Mercyful Fate for mig står for noget af det mest banebrydende og originale heavy metal, der nogensinde er kommet fra Danmark. Og numrene fra Melissa og Don’t Break The Oath holder stadig i dag, fyrre år efter, selvom det kan være svært at tage den udklædte Udsending fra Helvede alvorligt, når han forsvandt ind i sit lille mørkekammer og omklædningsrum øverst på den trappe, scenen var bygget op omkring.

Mercyful Fate på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Efter at være blevet bombarderet med klassisk Mercyful Fate i godt halvanden time begav jeg mig hjemad i nattens mørke, kun oplyst af den indre glæde, det har været at opleve Copenhell 2022. Dette års festival vil ubetinget stå fremover som en af de mest vellykkede og med de mest prominente navne på programmet nogensinde.

Copenhell 2023

På vej hjem langs vandet omkring Christiania grublede jeg over, hvem man kan sætte på programmet, der kan hamle nogenlunde op med dette års. Og jeg vover hermed pelsen og kommer med de umiddelbart mest oplagte bud på både hovednavne og nye, spændende bekendtskaber, jeg godt kunne tænke mig at opleve på Refshaleøen.

Til næste år føler jeg mig overbevist om, at Volbeat står øverst på plakaten. Muligvis sammen med Rammstein eller måske Def Leppard. Som et forsigtigt alternativ kunne man placere Aerosmith som trækplaster, selvom det godt nok er længe siden The Toxic Twins har præsteret noget overbevisende materiale.

Fra Norge mangler vi stadig at opleve Darkthrone og Ulver, og af nye spændende navne kunne det være fedt at invitere ukrainske White Ward, som spiller progget, nærmest ambient jazzet black metal, og danske Afsky, som vel leverer det mest komplette black metal sammen med Solbrud, der forhåbentlig snart er klar med ny forsanger. Derudover er der Slægt og Demon Head, og et helt nyt dansk navn, som stadig har deres første koncert til gode, er albumdebuterende Afsind, som jeg vil glæde mig til at se live.

Måske på Copenhell 2023?

Vi ses i hvert fald!

Billeder fra andre af lørdagens koncerter

The Hellacopters på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
The Hellacopters på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
The Hellacopters på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
The Hellacopters på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
High Command på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
High Command på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
High Command på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
High Command på Copenhell 2022 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
Written By
More from Carsten Meedom
The Amazing: The Amazing
The Amazing har skabt et dybt og inderligt musikalsk univers med deres...
Read More
0 replies on “Copenhell 2022 – Lørdag”