Skønheden og udyret
Roskilde Festival fyrede det helt store fyrværkeri af allerede onsdag aften, hvor Robert Plant og Alison Krauss indtog scenen på Arena midt på aftenen. Hvor Robert Plant ikke behøver den store introduktion, så er det værd at bemærke at Krauss er den 3. mest Grammy-vindende kunstner, med hele 27 statuette – de fem sammen med Plant for deres første album Raising Sand fra 2009. Kraus og Plant er måske et umage par, da Kraus er funderet i bluegrass og contry-miljøet, mens Plant har bygget fundamentet i den rock vi kender, men han har siden sine haydays i 70’erne bevæget sig fra sin egen solokarriere over i mere eksperimenterende musik fra Afrika og til nu i samarbejdet med Krauss mere americana, hvilket som nævnt har kastet en del priser og anerkendelse af sig.
Arena er her til aften pakket med et oplagt og forventningsfuldt publikum, der sikkert mindes den fantastiske koncert Robert Plant gav på scenen or blot 3 år siden, med bandet Saving Grace. Og det med rette. Scenen blev indtaget af et simpelt setup: et enkelt, men tight spillende trommeslager, en kontrabas, et orgel og naturligvis to guitarister; en på elguitar og en på akustisk samt mandolin og ukulele – det kommer vi tilbage til.
Aftenens setliste er funderet på Krauss og Plants samarbejder på Raising Sand fra 2007 og Raise the Roof fra 2021 og det gør de godt; bandet giver hinanden plads når det kræves og det er især trommespillet, der lægger en solid bund sammen med den fyldige kontrabas. Krauss meget fine og lyse stemme med masser af luft matcher på magisk vis Plants stemme, som man godt kan høre er præget af at manden er over 70 år og har taget sine høje toner gennem 6 årtier, men der er stadig luft i den aldrende herre. Det er med ’Please read the letters that I wrote’ at publikum for alvor er med og undervejs i settet skiftes de to til at tage føreringen på scenen. De to forskellige stemmer komplimenterer hinanden perfekt: Alisons meget fine stemme, der spænder vidt og Plants mere rustne, der bærer præg af at han har rundet de 70 år.
Plant træder gerne tilbage på scenen med hænderne fulde af cimbals og giver både plads og ro til band og Krauss – ganske enkel magisk sammenspil. Der spredes små guldkorn i form af gamle Led Zeppelin klassikere, som ’Rock and Roll’, ’The Battle of Evermore’ og ’When the Levee Breaks’ (alle 3 fra albummet Led Zeppelin IV, som er velkendt for balladen overe alle ballader; ’Stairway to Heaven’) at taget på Arena rejser sig helt. Helt naturligt indledes ’The Battle of Evermore’ af en lang intro på mandolin akkompagneret af Alison på violin. Men det er under ’When the Levee Breaks’ at undertegnet oplever at være med i en drøm, da bandet på transcenderende vis får alt til at gå op i samspillet og Robert Plant endnu engang får skreget sin stemme ud, som havde han sit gamle band i ryggen. Og hvor det i de gode gamle dage var Jimmy Page, der håndterede soloen i nummeret, er det i denne opsætning Krauss der sikkert og smukt udfører den på violin. Forventninger var høje, men blev fornemt indfriet af naturligvis Krauss og Plant, men også af et utroligt velspillende band. Tak for americana og ’Rock and Roll’.
