Politiske budskaber i vivar af lyd
Forventningerne til Irreversible Entanglements var store herfra, da de repræsenterer en bølge af bands, der arbejder i krydsfeltet mellem jazz og elektronisk musik, ligesom fx Sons of Kemet, The Comet is Coming og til dels også Kae Tempest. Gloria scenen denne eftermiddag var rimelig fyldt op og man fornemmer med det samme en forventningsfyldt crowd i det mørke rum – sammen med de hvide spots og sort-hvide visuals skaber det en perfekt ramme
Irreversible Entanglement er i ordets bogstaveligste forstand et protestband opstået pga politidrabet på den caribiske immigrant Akai Gurley tilbage i 2015. Og protesten og oprøret er definerende for bandet og man kan sige det kan afspejle sig på mange måde i udtryk og tekstunivers. Bandet er et kollektiv, men det er tydeligt at det er sangerinden og digteren Camae Ayewa – eller bedre kendt som Moor Mother – er den der driver og tegner bandets tekstunivers. Det er dog kollektivet der møder publikum og de åbner koncerten ved at stå sammen i en halvcirkel midt på scenen, spillende sammen med claves, koklokke, klokker og andet percussion. Herefter spredes bandet på de forholdsvise store scene i Gloria mindre telt, og en for en tager de plads ved deres respektive instrumenter: en sampler/rytmeboks, en anden på kontrabas, en på trommer og congas og en på trompet. Der spilles, men ikke som et band, da alle har sin egen agenda og free-jazz stilen og improvisationen tager afsæt fra start af. Det virker som om bassen spiller uden plan og meget improviserende, trommerne anviser forskellige retninger og kaosset er grundtonen her. Et bækken mangler et hjørne og de andre er stramt sat op, som så giver en meget kort og raslende klang. Trompeten raller derudaf og ham der det ene øjeblik styrede en sampler er nu i gang med at spille sax. Imens er Moor Mother i gang med sin spoken word, som umiddelbart kan være svær at tyde i kaosset, men det er ikke så vigtigt her og nu – i hvert fald ikke for mig – da vi har nok at gøre med at fange musikken.
Moor Mother benytter sig også af effekter på sin mikrofon, så stemmen forvrænger eller får mere rumklang. Mit gæt er at bandet sikkert har en grundfigur, men ellers lade improvisationen råde, når musikken spiller og det er tydeligt at hver enkelt musiker mestrer sit instrument. Det giver naturligvis en frihed til hver enkelt, men free-jazz kræver meget af sin lytter og selvom flere i publikum selv flyder med enten drømmende med lukkede øjne eller dansende, så er det hård kost at være i det kaotiske univers gennem længere tid. Stor respekt for at favne store og vigtige emner som hjemløshed og politivold mm. – men budskaberne drukner for mit vedkommende i den kaotiske Free-Jazz.