Kamæleonen St. Vincent er en uforudsigelig performancekunstner, der laver lige så meget teater, som hun spiller koncert. Hendes seneste inkarnation blev født med 2021 albummet Daddy’s Home, og hun har nu antaget en legesyg fortolkning af 1950’er hausfrauen komplet med afbleget bob, tværet make up, et lyserødt playsuit og lakstøvler. Hun er som kunstner en ener i musikkens verden, og efter et par runder på Arena skulle Orange have St. Vincent behandlingen.
Men til plænens store fortrydelse nåede St. Vincent ikke langt ud over de to pits foran Orange. Hun lagde ellers stærkt fra start med den punchy uptempo ”Digital Witness” fra hendes 2015 album St. Vincent. Her viste hun sine guitarfærdigheder, mens hun fik vokal back up af tre korsangerinder, der gav et touch af soul til hele settet. Hun havde fra start et højt energiniveau, som hun holdt koncerten igennem, hvor hun småsnakkede og besøgte pit. Hun agerede natklubsangerinde på balladen ”New York, hvor hun udfoldede sin vokal og viste, at hun har en stemme, der er fuldt ud på højde med kollegers som Adéle. Hun gav publikum en guitargasm med sit spil i afslutningen af ”Sugarboy” fra hendes sublime album Masseduction, hvor hun blandede electrodisco med distortion på guitar, mens hun vred sig på scenegulvet og rullede rundt.
Men det ændrede ikke på situationen foran Orange, hvor St. Vincents nærvær ikke kunne mærkes bagerst. Folk var lidt ligeglade og ville hellere snakke og flyde i græsset i eftermiddagssolen end lytte og engagere sig i St. Vincents verden. Og koncerten forblev derfor en oplevelse forbeholdt de længst fremme. Måske ville St. Vincent have været bedre tjent med Arena og et lukket rum, som hun kunne gøre til sit eget, som hun gjorde det i 2018. Her var hun en neonklædt rockgudinde, der forførte et henrykt publikum med fokus og nerve. Forhåbentlig er det den persona, der vender tilbage næste gang, hun besøger Roskilde Festival.
