25.01.23 – Laibach – Bremen Teater, København

Foto: Tobias Bagge

Slovensk kitsch med humor og slagkraft

Slovenske Laibach blev dannet for 43 år siden og var i starten i det kommunistiske Jugoslavien så hård kost, at de ofte fik forbud mod at udføre deres totalteater af elektroniske lyde på hjemmelavede devices og ægte tåregas på scenen. Altsammen med en visuel performance af provokerende billeder og symboler, som fik politi og andre myndigheder til at skride ind mod gruppens aktiviteter i en tid, hvor kommunismen holdt folket i et benhårdt jerngreb. Disse tider er nu vel overstået, og Slovenien er i dag mest kendt for sin smukke natur og kraftige rødvin. Men Laibach huserer stadig – blot i et helt andet kunstnerisk regi.

Foto: Tobias Bagge

Laibach anno 2023 er på ingen måde, det de var engang, selvom frontmanden Milan Fras stadig lader sin barytone vokal og særegne hovedbeklædning pryde musikken og scenen. Tilbage er et kunstnerisk ensemble, der gennem de seneste fyrre+ år har eksperimenteret med et hav af stilarter, genrer, udtryk, fortolket andre kunstnere til ukendelighed, og holdt fanen højt, når politiske ikoner skulle karikeres. Hele tiden balancerende mellem at forfalde til plat karikatur og udtryksfuld kunst. Denne aften på Bremen Teater gav de smagsprøver fra deres tidligere udgivelser men med hovedvægten lagt på de seneste og med EP’en Love is Still Alive, som vi indledningsvist fik i adskillige versioner.

Sektion 1

Lyset er afdæmpet i det hyggelige teater, som er helt fyldt med spændte, lidt ældre publikummer, som summer med drikkevarer i hånden i de bløde plyssæder. Scenen består af en kæmpe storskærm bagerst og henholdsvis to supplerende skærme i hver side, altså fem i alt. Og jeg skal da love for, at Laibachs visuals kom til deres ret, selvom det irriterede lidt i starten, at der var synlige overgange mellem skærmene.

Foto: Tobias Bagge

En kvinde kommer ind, akkompagnerende sig selv på guitar og slår over i en countrysang, som kunne være skrevet af Lee Hazelwood. De andre Laibachere siver ind på scenen, og visuals med Fras siddende på en raket som i et gammelt computerspil fylder hele bagtæppet. Og endelig dukker The Man in Black op – med en løjerlig Stetson-hat oven på den karakteristiske hovedbeklædning – og crooner sig igennem ”Love is Still Alive”. Det er småkomisk det hele og minder om den samme gakkede stemning, der er i filmen Iron Sky, som Laibach har leveret soundtrack til. Efter første version af nummeret forsvinder Fras og de næste godt tredive minutter bliver der skruet godt op for det elektroniske, der begynder at pumpe ud i heftige rytmer, mens skærmenes visuals bliver til syrede, eksploderende digitale landskaber. Det er flot, insisterende og lækkert at lade sig rive med i, men har ikke rigtig noget med det Laibach at gøre, sådan som jeg husker dem fra jeg så dem første gang omkring 1990 på Islands Brygge et eller andet sted. Fras ser vi ikke mere til, indtil bandet pludselig forlader scenen og en tekst proklamerer, at nu er der et kvarters intermezzo. Meget besynderligt.

Sektion 2

Efter pausen og en fjollet digital vittighed, da intermezzoet bliver forlænget med yderligere fem minutter, får vi noget, der mere lyder som det ”rigtige” Laibach! Stemningen bliver mere mørk og dyster, Fras synger på tysk, og de bagvedliggende visuals begynder at gå mere tilbage i tiden med motiver fra totalitære styrer, nazismen og med utvetydige symboler af forskellige fascistiske karakterer. De første fem-seks numre er stadig fra det nyere materiale fra Wir sind das Volk fra ’22 og fra teateropsætningen af Nietzsches Also sprach Zaratustra fra ’17. Og endelig kom der noget fra det helt tidlige med et par numre fra Nova Akropola tilbage fra ’86. Her var der endelig fuld tryk på visuals og udtrykket på scenen blev mere marcherende, kompakt elektronisk med en Fras, der også begyndte at spadsere mere løssluppent rundt på scenen – selvom det aldrig blev en fest.

Foto: Tobias Bagge

Encore 1

Leonard Cohen tonede frem på skærmen og ”The Future” blev eksekveret med ligelig respekt for originalens mørke stemme og Laibachs elektroniske univers. Straks efter fik vi Rolling Stones’ ”Sympathy for the Devil”, som sammen med fortolkningen af Beatles-albummet Let it Be, er en af de tidligere fortolkninger af andres POPulære udgivelser. Det er altid underholdende at opleve Laibachs fortolkninger eller forvanskninger af andres værker, og denne aften var ingen undtagelse. Og da sidste ekstranummer var det næsten fjollede ”The coming Race” fra det kommende soundtrack til Iron Sky var vi tilbage i det kitschede og corny.

Foto: Tobias Bagge

Encore 2

Det massive bifald fra et underholdt publikum fik Laibacherne tilbage med det sidste nummer ”Getting Closer” fra Spectre fra ’14, som blev eksekveret nærmest med en lounge stemning og stille trommeføring.

Foto: Tobias Bagge

Tilbage står indtrykket af et band, som stadig leger med alt, hvad der falder dem ind fra Kommunismen til Cohen og med fantastisk flotte visuals, der understøtter den performance, som Laibach reelt er. Hvad bandets mission er fortoner sig i deres brogede fortid, og hvem der egentlig udgør bandkollektivet afhænger lidt af, hvem der er tilgængelig på dagen. Men Milan Fras er der altid, stående i front med sit umiskendelige kontrafej. Og Laibach leverer altid høj, høj kvalitet af underholdende collager af alt muligt fra taler af Mussolini til Rolling Stones’ sympatiske djævel. 

Karakter 8

Karakter

8
Written By
More from Carsten Meedom
Asonat: Love In Times Of Repetition
Asonat bringer nyt liv til IDM som genre, med en glød og...
Read More
0 replies on “25.01.23 – Laibach – Bremen Teater, København”