Copenhell 2023 – Onsdag

Sick Of It All (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Programmet for 2022 var historisk på mange måder, og stort set alle hovednavnene levede op til de gigantiske forventninger, samtidig med at der blev leveret solidt metal og rock i alle dets afskygninger på de mindre scener. Spørgsmålet var naturligvis, om dette års festival kunne leve op til sidste års standarder? Det kunne den naturligvis ikke, fristes man til at sige – og slet ikke med det line-up af hovednavne. Men der skete alligevel små mirakler på de mindre scener i løbet af de fire dage, og som helhed bød 2023 på endnu en stærk og muskuløs oplevelse. Man skulle bare holde sig langt væk fra hovedscenen Helviti!

Clutch (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Clutch – Helveti

Ikke desto mindre startede vi med første navn på netop Helviti, hvor Clutch åbnede metalballet med deres gyngende boogiebluesrock. Egentlig havde jeg glædet mig til et levende og energisk show, hvor bas, guitar og trommer ville være i fokus, men det blev hurtigt til en underlig indadvendt og uengageret forestilling af slagsen. Nu var bandet også udfordret ved at bassisten Dan Maines forlod touren akut for at tilse ”domestic matters”. Det gav plads til Fu Manchus bassist, som trådte til med kort varsel, og hatten af for det. Det gav dog nogle underlige skvulp i starten, hvor bas og resten af gruppen lige skulle finde hinanden, men til sidst faldt det nogenlunde i hak, og drengene fra Maryland huggede sig igennem både nye og gamle skæringer.

Clutch (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal rubricere oplevelsen af Clutch, som spiller helt basic rock med et skær af boogie og blues, men uden andet engagement end forsanger Neil Fallon, der skridter scenen af som en arrig gammel løve. Det blev i hvert fald ikke til meget andet end et Fallon Show, bakket op af et introvert og uengageret backingband. Og det kan de gøre bedre!!

Sick Of It All (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Sick Of It All – Hades

Efter 37 år frygter man også at drengene i Sick Of It All, som efterhånden er blevet til ældre herrer på min egen alder, har mistet pusten lidt. Men det har de krafthelvede på ingen måde! Fra start til slut sprang ikke mindst lillebror Pete Koller rundt som en sæk lopper, mens Lou Koller på vokal brølede al sin galde om vores fucked up verden ud over vores syndige hoveder. Der var smæk for skillingerne, og den mest hardcore punkrock tonsede ud fra den mindre hovedscene. Fedt at vi endelig kunne gense denne hårdtslående og supersympatiske Queens-baserede flok drengerøve, der nægter at lade sig spise af med noget. Efter 45 minutters punkrock skrålede vi alle ”let’s celebrate that we don’t give a fuck”, og Copenhell var nu skudt ordentligt i gang!!

Sick Of It All (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Mötley Crüe – Helveti

Et andet band, der heller aldrig har bekymret sig stort om hvad andre mente om noget som helst, er glamrockbandet fra Los Angeles, Californien. De har stort set brugt hele deres karriere på at smadre hotelværelser, drikke sig i hegnet, tage stoffer, der ville slå en elefant ihjel, og score alle de babes, der havde lyst til et love ride. Derudover har de lavet adskillige albums, stort set skåret over den samme læst og med et catchy refræn til at skaffe adgang til radiostationerne. Bevares, de var umulige at komme udenom i starten af firserne da de udgav deres to første albums, og de leverede et adrenalinkick til en rockscene, der enten var gået i stå i 70’er prog eller fræsede derudaf på punkbølgen. Mötley Crüe gjorde præcist som det passede dem, og de gjorde det godt!!

Efter en lang række op- og nedture, besluttede bandet endelig at holde deres afskedstourné, som bragte dem til Falkoner Salen for otte år siden. Den aften fik vi et afdanket rockorkester, der stort set ikke kunne eller gad hverken stå på benene eller levere bare et nogenlunde show. Heldigvis var det slut – troede vi. Indtil de pludselig står på hovedscenen igen som hovednavn med en forsanger, der ikke har en tone tilbage i livet. Vince Neil sang stort set ikke på noget tidspunkt, men heldigvis havde man udstyret de to dansemus med en mikrofon hver, så der en gang imellem dukkede nogle kvæk op i højttalerne. Og heldigvis kan Tommy Lee og Nicki Sixx stadig spille rock, så man kan mærke det. Det var bare ikke særligt imponerende, det vi var vidne til denne dag. Men ret skal være ret, jeg havde frygtet noget der var langt værre, og heldigvis lagde de ud med en række numre fra netop de to første albums, som stadig holder. At det hele så endte i et underligt freakshow med en pige fra publikum, der blev hevet op på scenen og instrueret i at vræle ”fuck Bon Jovi”, og en række andre kvinder, der flashede deres mælkekirtler til ære for Tommy Lee, der truede med at hive pikken frem, hvis ikke snart der skete noget. Så jo, Mötley Crüe er fuldstændig som de altid har været, bare dårligere. Og så hjælper det ikke at man forsøger at score billige point med et medley af Beatles’ ”Helter Skelter” (som i øvrigt er i sin helhed på Shout at The Devil), ”Anarchy in the UK” og ”Blitzkrieg Bop”, som ikke kræver nogen nærmere introduktion. Så da koncerten endelig var slut, tænkte jeg kun på, hvorfor de ikke bare stoppede dengang de faktisk lovede det? Faktisk indledtes koncerten med Mozarts ”Requiem”, og man kan da håbe på, at det samtidig var den formelle dødsmesse over et band, der har overlevet langt udover sidste holdbarhedsdato.

Employed To Serve (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Employed To Serve – Pandæmonium

Ifølge programmet spænder britiske Employed To Serve ”fra melo-død og turbo-thrash til tempofyldt punk og sludgy hardcore og understøttes suverænt af dobbeltvokalens snerrende brøl og skærende skrig”. Og den beskrivelse rammer meget godt plet på dagens oplevelse. Det mest bemærkelsesværdige ved ETS er dog Justine Jones i front som en koket Amazonas, der med sine gutturale brøl fejede enhver tvivl om, hvorvidt kvinder kan growle, af bordet. Hold kæft, det lød fedt, og når hendes sidekick Urwin på guitar forsøgte at synge, var der simpelthen klasseforskel på de to. Det gav dog en god dynamik at have dobbeltvokal, og musikken, som til tider blev nærmest industrial hardcore, fik flere lag og nuancer ved vokalarbejdet. Der var god energi, og lyden var overraskende god på den mindre scene. Så efter en lille time i selskab med bandet fra Woking lidt nord for London var stemningen løftet, og bandet var tydeligvis begejstrede for at spille for de fremmødte. Der er masser af kvalitet i ETS, så får du mulighed for at opleve bandet på et spillested, er det bare med at komme afsted!

Employed To Serve (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Def Leppard – Helveti

Aftenens sidste hovednavn var lige så britiske Def Leppard fra Sheffield. Men her hører enhver lighed også op. Hvor ETS spiller hardcore rock, spiller Def Leppard tilbagelænet og radiovenligt poprock. Det er ikke desto mindre et band, som i deres storhedstid i firserne blev anset for at være ikke mindre end et af verdens største rockbands. Og deres tre første albums er da også blevet skamhørt gennem hele min ungdom. De to første albums On Through The Night og High’n’Dry er gedigne rockalbums med numre, der er bundsolide og af høj kvalitet på en lidt skramlet måde. Da Pyromania udkom i ’83 var der sket en mærkbar forandring i produktionen. Væk var det lidt skramlede og rå rockudtryk, og i stedet var produktionen lagt i hænderne på John ”Mutt” Lange, der blandt andet er kendt for sit arbejde med Bon Jovi. Og så siger vi ikke mere her. Stilen var lagt, man ville væk fra det rå og mere over i det radiovenlige. Men numrene var stadig af høj kvalitet, og denne aften fik vi flere skæringer fra disse albums, og især ”Too Late for Love” stod frem som et mindre højdepunkt. Men herefter gik det jævnt ned ad bakke, og da ”Pour some Sugar on me” væltede ud i æteren, var bandet dybest set reduceret til et sing-along-gig på Nibe Festival. Og ikke et ondt ord om Nibe! Det blev bare bevist med al tydelighed denne aften, at Def Leppard er langt fra fordums storhed, og de nyeste numre fra deres seneste album er simpelthen jævnt kedelige. Men giraffen stod der, og nu er den set.

Flere billeder fra onsdagen

Riverhead (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
Riverhead (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
Riverhead (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
Employed To Serve (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
Employed To Serve (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
Written By
More from Carsten Meedom
08.11.2019 – Sacred Reich – Pumpehuset
Selvom Sacred Reich havde holdt udgivelsespause i 23 år, fejler energien og...
Read More
0 replies on “Copenhell 2023 – Onsdag”