Man kan ikke få alt, hvad man peger på, og det gælder også på Copenhell. Men man kan godt undre sig lidt over, hvorfor man har placeret mægtige Testament på hovedscenen allerede kl. 13.30, hvor mange stadig befandt sig på arbejde. Jeg nåede derfor ikke hverken Testament eller Aborted, som jeg havde set frem til, og første band på dagens tour var derfor den brasilianske kvindegruppe, Nervosa, der af al magt forsøgte at smadre højttalerne på den mindste Gehenna-scene.
Nervosa – Gehenna
Når man lytter til Nervosas albums er det ikke den kunstneriske kvalitet, der springer i øjnene. Stilen er traditionel dødsthrash, og selvom kvartetten måske ikke ligefrem er ekvilibrister på deres instrumenter, fejler energien ikke noget! Der blev gået til stålet, og det var fedt at se fire dedikerede kvinder, der selv havde en fest på scenen. Oplevelsen blev dog skæmmet af nok den dårligste lyd på hele festivalen, hvor det samlede lydbillede var mudret og usammenhængende.
Nu er det ikke fordi Nervosa spiller på de fine nuancer, men man kan godt unde dem en bedre behandling fra den lydmand, der stod bag roret den dag. Ikke desto mindre leverede de smukke sydamerikanere et solidt sæt fyldt med energisk thrash, og smilene var brede på scenen, da de til sidst takkede publikum for den solide opbakning.
Fever 333 – Pandæmonium
Energi havde bandet fra Californien i den grad også. Faktisk i en sådan grad, at den næste time blev noget af det mest højoktane show, jeg længe har set. Stilen kalder de selv for afro-punk, og bandet er da også meget bevidste om deres afrikanske etnicitet, selvom forsanger Jason Butler er det, man kalder mulat (må man sige det i dag? Uha uha!), med en sort far og en hvid, skotsk mor. Bassisten April Kae havde til gengæld det største garn, jeg nogensinde har set. Hun ville have svært ved at gå ind i en bus med det hår. Hun er også et helt nyt medlem og brugte det meste af tiden med at ryste røven og lave gymnastiske øvelser på scenen, hvor bassen kun indgik et fåtal af gangene.
Ude på fløjen stod guitaristen og flåede sit instrument sønder og sammen, men Butler sprang rundt som en ukontrolleret punkteret ballon. Den eneste gang, jeg har oplevet samme anarkistiske energi, pakket ind i hip-hop og hardcore, var ved Rage Against The Machine i ’92, hvor de spillede i Pumpehuset for en flok måbende publikummer – undertegnede inklusive! Læg dertil Public Enemy, Beastie Boys, og en rå energiudladning a la Henry Rollins, og du har Fever 333. Medhørsforstærkerne blev stablet oven på hinanden, hvorefter Butler stillede sig op som en punkrockens frihedsgudinde, og til sidst forsvandt manden helt for kun at dukke op på en skrænt ved siden af scenen, iført sin mikrofon og et skateboard. Herefter tog han turen ned ad et omvendt trækors, snublede hæmningsløst ned ad skrænten, væltede over hegnet, og fortsatte med at synge, som om intet var hændt. Højpotent og udadvendt hardcore punkrock og hip-hop, når det er bedst!
Brutus – Gehenna
Efter at være tæsket igennem af Fever 333 var det nærmest rart at blive kælet for af Brutus’ mere afdæmpede og poetiske postrock. Den belgiske trio har noget så eksotisk som en kvindelig, syngende trommeslager. Det er ikke noget, man ser hver dag!! Og hun håndterede begge roller forbilledligt. Stefanie Mannaerts synger rent og flot, og vokalen gik godt i spænd med det tunge og reflekterende rock, som blev eksekveret af hendes medkumpaner på bas og guitar.
Der blev skruet tilpas meget op for lyden, så vi momentvist fik en lille smule Wall-Of-Noise-følelse, men det er tydeligvis ikke her, bandet har deres mission. Brutus spiller elegant og kantet postrock og på scenen er de primært båret af Mannaerts performance, som er det hele værd.
Halestorm – Hades
Og fra den ene kvindelige performer til den næste. Amerikanske Halestorm fra Pennsylvania har karismatiske Elizabeth Hale i front og lige så underholdende og sprælske brormand, Arajay, på trommer. Stilen udspringer af den meget amerikanske grunge, men har et overflødighedshorn af sing-along-elementer og en fuldstændig balstyrig Hale i front på guitar og vokal. Der blev spillet numre fra alle deres albums og med en del afveksling i forhold til deres sidste koncert for nylig i Falkoner Teatret.
Og stemningen på scenen var også mere løssluppen, hvor især guitaristen Joe Hottinger virkede usædvanligt udadvendt. I Falkoner stod han nærmest anonymt ude i siden, men på denne solbeskinnede torsdag befandt han sig tydeligvis vel. Og det gjorde de mange tusind mennesker foran scenen sig også. Det er altid en fest at se Halestorm, og så tilgiver vi gerne, at Arajay kører det samme fjollede show af ved den obligatoriske trommesolo.
Green Lung – Gehenna
En fest nåede britiske Green Lung desværre ikke at få stablet på benene med deres introverte psychrock, der mest er inspireret af 70’ernes syrerock og en nærmest økologisk performance med drømmefangere og diverse hippiekitch. Numrene var fra deres anmelderroste debutalbum Black Harvest fra 2021, og der er ingen tvivl om, at de kan deres kram. Numrene blev også trukket godt ud og fik en levende livestemning over sig, men det blev alligevel lidt for indadvendt og stillestående for min smag.
Pantera – Helveti
Indadvendt og stillestående kan man ikke kalde den version 2.0 af Pantera, som vi oplevede på Helviti. Det skulle også blive den eneste koncert på hovedscenen, der holdt hele vejen. Til gengæld holdt den big time! Phil Anselmo var tilbage på bare tæer og med en vokal, der (næsten) kunne følge med de gamle klassikere. Vreden var tilbage i hans udtryk, og det var tydeligt, at han følte sig hjemme i de gamle numre. Vi fik en masse klassikere, og selvom man måske nok kunne have ønsket sig et par numre mere på setlisten, blev det alt i alt et højpotent og godkendt show.
Min største bekymring var, om den konstant guitaronanerende Zack Wylde ville ødelægge den benhårde stemning, der er i Panteras musik, men han klarede det faktisk udmærket. Jeg bliver aldrig fan af den mand, og hans soloer stinker værre end henkogt svinepis, men denne aften fungerede det i store træk. Og med Anthrax’ trommeslager, Charlie Benante, i stedet for afdøde Vinnie Paul, var vi i solide hænder. De to afdøde brødre, Dimebag Darrell og Paul, fik også en storladen memorial med masser af fotos på bagskærmen, mens Anselmo stod messende midt på scenen. Respekt for det!
Og ”Respect” fik vi også, endda med en energisk Chuck Billy, der pludselig dukkede op på scenen med en mikrofon i hånden. Jeg tror ikke Pantera kunne have leveret bedre, det var fuldstændig helstøbt, og man var næsten tilbage i de gode gamle 90’ere, hvor de var et af de mægtigste metalbands on this planet.
King Buffalo – Gehenna
Den amerikanske bøffel var også engang et af de mægtigske dyr på den amerikanske prærie. De er for en stor del væk i dag, men til gengæld har vi King Buffalo, som er en psykedelisk trio, der også eksekverer den fedeste stonerrock. Deres tre albums er eminente, og denne aften fik vi mestendels numrene fra sidste års fabelagtigt gode Regenerator. Igen var det rart med den mere tilbagelænede stonerrock efter en sønderlemmende omgang Pantera. Der blev heller ikke skiftet instrumenter i ét væk, og med Sean McVays sikre guitarspil og indfølende vokal blev vi nulret ind i en lækker psykedelisk stemning, mens bassisten Reynolds gik vuggende rundt som en rockskonnert i søgang. King Buffalo var et af de bands, jeg glædede mig allermest til at se, og de indfriede til fulde mine forventninger. Nu må de gerne komme tilbage og give koncert i Lille Vega, tak!
