Chat Pile ankommer til årets Roskilde Festival med en genial debutplade, God’s Own Country. En plade, som lyrisk afdækker bandets frustrationer med hjemlandet USA og specielt deres hjemstat Oklahoma, på et bagtæppe af støjrock og sludge. Det er kompromisløs musik, hvor forsangeren Raygun Busch svinger mellem en Tom Waits-agtig snakkende vokal og bestialske skrig.
Der er heller ikke tvivl om, at bandets ry som et solidt liveband har løbet dem forud. Et tætpakket og kogende Gloria byder dem velkommen, da de stille og roligt træder ind på scenen. Forsangeren har droppet skoene og begynder på sine stakato-dansemoves, mens han messende prædiker for de fremmødte. Bandet spiller tight, og varmen blandt publikum spreder sig til scenen, da forsangeren smider t-shirten blot to sange inde.
Der går lidt tid, før bandet virkelig slår sig løs, men cirka halvvejs igennem får energiniveauet et nøk opad. Mellem sangene proklamerer forsangeren sin kærlighed for Pusher-trilogien, og lige så rolig og næsten akavet han er, når bandet ikke spiller, lige så tændt virker han, når musikken spiller.
Og alligevel mangler der et eller andet. Jeg vil virkelig gerne have, at den her koncert er federe, end den reelt er. Bandet spiller godt, numrene kan man ikke tage fejl af, men den desperation og vrede, som man fornemmer på pladen, og som de udtrykker live, bliver denne aften i Gloria lidt påtaget – det virker ikke helt ægte. Og når stilen er så intens og sangene har så meget på hjerte, så virker det på en måde vigtigere, at man kan føle oprigtigheden i bandets optræden. Den mangler jeg lidt.
Alt andet lige er det dog en solid optræden, og der er ikke tvivl om, at jeg dukker op næste gang, at de spiller i landet.
