Ithaca fra England spiller et vred og politisk mix af hardcore og metalcore med tekster, der har en masse på hjerte — derfor er det ærgerligt, når lyden, og specielt vokalen, ikke spiller denne torsdag på Gaia-scenen.
I løbet af første nummer fra bandet halter det gevaldigt med at kunne høre forsanger Djamila Boden Azzouz, og selvom der bliver skruet op for mikrofonen, så går der noget tid, før både hendes råbende og rene vokal går lige rent igennem. Det er ærgerligt, når teksterne og vokalen har så meget at sige, som de har hos Ithaca. Heldigvis er bandet velspillende, og generelt er instrumenterne ret solidt mixet hele koncerten igennem. Bandet har en lækker indlevelse i deres optræden, og det føles ikke som endnu en dag på jobbet for nogle af dem.
Selvom det kniber med at høre, hvad bandet har på hjerte rent tekstmæssigt, når musikken spiller, så efterlader de dog ingen tvivl hos de fremmødte senere i koncerten. Her giver en af guitaristerne en rørende og passioneret tale, der tydeligt udpensler, hvad bandet står for — de er en stemme for de udsatte, som kæmper for diversitet i scenen og at det er umuligt indenfor hardcore-genren ikke at tage stilling til den slags. Der er stadig meget at kæmpe for, og det er tydeligt, at Ithaca ikke har tænkt sig at gå stille om dørene med det. De får da med rette også en kæmpe applaus og man kan mærke, at den moshende del af publikum giver den ekstra gas herfra.
Det er dog ikke meget mere, vi får herefter. Da de når til “They Fear Us” fra pladen af samme navn fornemmer jeg, at vi er klar til en hård afslutning, men det ender med at være næstsidste nummer, og efter 30 minutter er de færdige. Man står lidt tom tilbage med fornemmelsen af, at det her godt kunne havde været en vildere oplevelse. Ithaca er et sympatisk band, og på plade går de rent hjem, men i dag kommer vi desværre ikke helt i mål.
