Der kan nok siges meget om betydningen af, at et band som Queens of the Stone Age plejede at stå på Orange Scene og denne onsdag var blevet “nedgraderet” til Arena. Rock- og metalmusikken fylder ikke lige så meget på Roskilde Festivals program, og samtidig har ørkenrockbandet været ude af rampelyset i et stykke tid (hvis man ser bort fra det netop udkomne album, så har de sidst udgivet noget i 2017). Men hvis det skulle betyde, at de ikke skulle spille, som om at de var hele festivalens headliner, så er der ikke nogen, der har fortalt dem det.
Bandet lægger benhårdt ud med deres vel nok største hit “No One Knows” og derfra ser de sig ikke tilbage. Arena koger fra begyndelsen og man får hurtigt fornemmelsen af, at vi kan være vidne til noget rigtigt stort her, hvis bandet kan holde kadencen. Spoiler alert: Det kan de godt.
Josh Homme føles som festivalens største comeback king efter nogle hårde år med skilsmisse og en kræftdiagnose, men selvom han uundgåeligt er omdrejningspunktet for bandet, så holder resten af holdet sig ikke i baggrunden. Der er spilleglæde at mærke hele vejen rundt.
Et par numre inde i koncerten forsøger en sikkerhedsvagt at få en pige ned fra skuldrene af en koncertgæst, men det finder mr. Homme sig ikke i. Løst citeret siger han til vagterne: “I arbejder for mig i aften! Vi er kommet her for at have en fest, og vi kan godt finde ud af at passe på hinanden!” Publikum kunne ikke være mere enige. Vi skal nok sørge for hinanden.
“Go With the Flow” får næsten teltdugen til at løftes, mens den sexede “Make It Wit Chu” groover godt igennem og udløser fællessang. Bandet spiller med en selvsikkerhed, som man kun kan, hvis man ved, at det man spiller, holder. Det ved Josh Homme og co. denne aften, og de har Arena i deres hule hånd hele vejen igennem.
Queens of the Stone Age er på Arena et bevis for rockens relevans på Roskilde Festivals større scener. Selvom det sikkert kunne havde været sejt at se dem tilbage på Orange Scene, hvor det føles som, at de hører hjemme, så ender Arena-showet faktisk med at blive en mere intim oplevelse, selvom der er helt proppet. Det føles som om, at det her er en koncert “for os” — os, der stadig blot har brug for en guitar, trommer og bas. Jo, Roskilde Festival skal kunne rumme mange genrer, men nogle gange har man også bare brug for et show, som det Queens of the Stone Age leverer. Ikke så meget pis, bare gode numre, en fed attitude og masser af kærlighed.
