Det kan godt være, at du kan lide at være på Roskilde Festival, men du kan ikke lide det lige så meget som Damon Albarn. Hvor mange artister gerne proklamerer med mere eller mindre troværdighed, at de er glade for at optræde på festivalen, så har forsangeren i Blur et generalieblad, der beviser det. Han har været forbi et utal af gange med sine mange projekter, men i år virker det lidt større end normalt. Blur, der var med til at definere britpop-genren, er blevet gendannet og denne aften skal de som eneste rockband på årets program spille på Roskilde Festival. De var her sidst for tyve år siden, så det er for nogle et kærkomment gensyn og for endnu flere første gang, at de får denne mulighed.
Det virker til at starte med helt gammeldags at se bandet komme ind på scenen — hvor mange af de store popartister har kæmpe sceneelementer med (måske nogle gange for at tage lidt opmærksomhed fra musikken), så er det her “blot” fire venner (+ gæstekeyboardspiller), der har genfundet glæden ved at spille musik sammen og er kommet for at bevise, hvorfor de blev så store tilbage i 90’erne.
De har dog ikke tænkt sig at lefle for det store fremmøde i aften. Vi får leveret deres nyeste single “The Narcissist” som noget af det sidste, og de er heller ikke nervøse for løbende at grave lidt dybere i bagkataloget. Det skræmmer måske noget af publikum væk, der helst bare gerne vil huje med på “Song 2”, men for de gamle fans må det være en fantastisk fornemmelse at høre nogle rarities live, og så endda på denne legendariske scene.
“There’s No Other Way” er et tidligt pletskud på aftenens sætliste, og jeg tager mig selv løbende i at blive overrasket og tænke “hov, det her nummer har de sgu da også lavet – fedt!”. Førnævnte “Song 2” får den forventede reaktion, og klassikere som “Park Life”, “Girls & Boys” og “Country House” sætter gang i den helt store fællessang og — tør jeg sige det? — orange feeling.
Damon Albarn er hjemme denne aften på Roskilde Festival. Han bevæger sig rundt som om, at han ejer scenen, og det er tydeligt, at han virkelig har en forbindelse til denne festival. Blur viser, at der stadig er plads til rockmusik på Orange Scene — måske er der længere mellem navnene i dag, der kan bære den, men det skal jo ikke gå udover dem. For undertegnede, der kun overfladisk er bekendt med deres katalog, leverer bandet en god optræden, som måske ikke giver mig lyst til at tage direkte hjem at sætte pladerne i kø på Spotify. Men hos de store fans er der ingen tvivl — Blur er tilbage, og de må meget gerne blive hængende.
