15.08.23 – Steve Von Till – Lille Vega

Han er nok mest kendt for sin rolle i mægtige Neurosis, men denne aften skulle et siddende publikum præsenteres for Von Tills solomateriale, akkompagneret af to på synth og en opretstående elektrisk bas. Det var med andre ord et noget andet setup end hvad Von Till normalt turnerede rundt med i form af det ekstremt støjende hardcoresludgepunkrockband Neurosis, som han har været en del af i en menneskealder. De godt tres siddende og helt tyste publikummer fik en utrolig stærk og meget personlig performance af manden med det lange skæg, men først skulle vi lige igennem et warm-up med manden på bassen.

Innerwoud

I næsten totalt mørke, kun oplyst af en enkelt modlyslampe, slog belgiske Pieter-Jan Van Assche tonen an på sin majestætiske bas. Ved hjælp af en repeat-pedal fik han sat forsigtige sløjfer i gang, som blev underlægning til bassens varme, sprøde men også utrolig vemodige klang, og i godt en halv time blev vi forført af simple melodier med lange strøg af buen. Til tider var bassens klang decideret dyster, og halvmørket og det stille publikum lavede for en stund den lille sal i Vega til en mindre katedral, fyldt med højstemt tristesse. Efter den korte session og en endnu kortere pause kom han ind igen, men denne gang som det ene ben af aftenens kvartet.

Steve Von Till

Han har komponeret musik så længe han kan huske, og mange af de noter og skitser, der har ligget i diverse skuffer og gemmesteder gennem de seneste godt tyve år har fundet frem til de nu ti albums, fordelt under eget navn og som Harvestman. Der er med andre ord et righoldigt bagkatalog at gribe fat i. Og derudover har manden også udgivet en digtsamling, som vi fik et par smagsprøver på i løbet af aftenen som spoken word.

Efter at de fire gutter havde fundet deres pladser og Von Till fik stemt guitaren en ekstra gang, åbnede aftenens set med titelnummeret No Wilderness Deep Enough fra 2020. Her skal det indskydes, at det mest bemærkelsesværdige ved Von Tills solomusik er det nærmest introverte og meget ambient udtryk, som står i skærende kontrast til Neurosis’ brutale hardcore punkrock, Von Till har været fast eksponent for siden 1990. Denne aften stod manden med de synlige tatoveringer og det lange skæg som en ydmyg poet og spillede på de helt nedstemte og tyste klange, kun momentvist afbrudt af en forsigtigt støjende distortion fra en guitar, som kun sjældent gæstede mandens favn. I halvanden time fik vi smagsprøver fra hovedsageligt No Wilderness Deep Enough og det fabelagtigt flotte A Life Unto Itself fra 2015 og med et par afstikkere tilbage til If I Should Fall to the Field fra 2002. Jeg kunne måske godt have ønsket mig lidt flere numre fra de andre albums, bortset fra det seneste A Deep Voiceless Wilderness, som er én lang instrumental yogaøvelse. Men det var tydeligt at aftenens numre først og fremmest afspejlede mandens udgivelser under eget navn. Så må Harvestman selv tage på turne en anden gang. Numrene fremstod homogene i deres udtryk, og da rejsen endte med ”Known But Not Named” havde vi fået så meget af Von Till, at man nærmest ikke kunne rumme mere. På den gode måde!

Det samlede indtryk fra denne vemodige og livsbekræftende aften er en buket yderst personlige sange, fyldt til bristepunktet med transcendentale tanker om livet og døden, naturen omkring os, leveret af en søgende sjæl, som er på en konstant rejse mod bedre og større indsigt om livets og verdens mysterier. De to synths leverede primært brede klangflader, suppleret med kantede og uventede loops og lyde, der satte rammerne for Von Tills skiftevise guitarspil og stille piano. Og med Van Assches grædende bas blev publikum for en stund ført ud på den mentale prærie, Von Till kommer fra, hvor man enten forenes og forliges med den omkringliggende natur eller forgår. Og med en så rå styrke og poetisk kraft, at vi nænsomt blev blæst bagover.

Steve Von Till 8

Karakter

8
Written By
More from Carsten Meedom
Moon Duo: Circles
Moon Duo har berøringsflader med klassikere som Beach Boys, T Rex, Jesus...
Read More
0 replies on “15.08.23 – Steve Von Till – Lille Vega”