På Azorernes østlige kyst ligger en lille by med udsigt over Atlanterhavets kraftfulde bølger, og det er også her, solens første stråler kaster sin varme glød, når den vælger at stå op hver morgen. På portugisisk kalder man daggryet for ”madrugada”, som også er navnet på den lille kystby med de mange vilde katte. Det norske rockfænomen med samme navn er lige så sammensat og farverigt som solopgangen på Azorerne, og med det gamle teater som kulisse var der lagt op til en oplevelse ud over det sædvanlige. Huset var da også komplet udsolgt, og publikum sad spændt summende og betragtede nysgerrigt de lidt uvante omgivelser, mens de sidste folk fandt deres pladser.
Og præcis kl 20 gik bandet på til højlydt applaus, og de første tre numre ”Only When You’re Gone” fra The Nightly Disease og ”Strange Colour Blue” og ”Belladonna” fra debutalbummet Industrial Silence varslede præcist, hvad der var i vente de næste knap to en halv time. Sivert Høyem var tændt, og han spankulerede energisk rundt iført sit elegante jakkesæt med blomst i knaphullet, mens de øvrige koncentrerede sig om deres instrumenter. ”Strange Colour Blue” er et af mine yndlingsnumre, og jeg har hørt det mange gange live før, men ikke noget tilnærmelsesvist så levende, pulserende og omarrangeret i en sådan grad, at nummeret denne aften fik nyt liv. Og det skulle blive et gennemgående træk, hvor adskillige numre enten fik trukket tempoet lidt ud og leveret som sumpet blues eller tilsat ny energi og fremført med en vibrerende intensitet, der gjorde oplevelsen fuldstændig unik. Påfaldende var det også, at vi skulle hele otte numre frem i sætlisten, før vi fik det første nummer fra det seneste album Chimes at Midnight med ”The World Could Be Falling Down”, og da ”Nobody Loves You Like I do” fra samme album bølgede ud i teaterrummet, rejste folk sig spontant fra sæderne og klappede som sindssyge. ”Look Away Lucifer” fra det sidste album med den oprindelige guitarist Robert Burås, som døde af en overdosis i 2007, blev leveret med snerrende bid, mens gloomy visuals flimrede på bagtæppet og gav stemningen endnu et nøk opad. Det hele kulminerede med en elektrisk udladning af ”The Kids Are On High Street” fra The Deep End og afslutningen på første sæt med episke ”Majesty”. Frem til her havde jeg en, måske naiv, forestilling om, at bandet sagtens kunne spille en koncert uden dette nummer. Også fordi Høyems vokal her kan blive meget højstemt og risikere at punktere stemningen med sin vibrerende patos. Og da spotlyset faldt på den ranglede mand nu uden jakke og med opsmøgede ærmer og sin guitar frygtede jeg det værste. Skulle vi nu trækkes igennem endnu en slidt, akustisk udgave af bandets største hit? Men igen leverede Madrugada en om ikke omarrangeret så yderst elektrisk udgave af nummeret, hvor der næsten gik fuzz improvisering på guitaren, inden det hele sluttede med Høyem alene igen på scenen i spotlyset, med den mørke vibrato i centrum. Her kunne koncerten næsten godt slutte for mit vedkommende. En god halvanden times kvalitet fra scenen, og så måske lige et par ekstranumre som outro. Men sådan skulle det ikke være.
Efter en kort pause kom bandet tilbage, anført af multiinstrumentalisten Christer Knutsen, som fungerer som live medlem på alt fra mundharpe, klokkespil, orgel, piano, guitar og backing vocal. I det hele taget virkede bandet utroligt sammenspillet og den nye guitarist, Cato Thommassen, som skulle fylde de store sko ud efter Robert Burås, gjorde det glimrende. Bevares, Cato er ikke Burås, men han larmer på sin egen lidt stilfærdige måde og tilfører den rette energi og rå distortion, som er en nødvendig ingrediens i de ofte underspillede numre. I dette andet sæt på næsten en time kom vi rundt om syv numre med afstikkere til igen Industrial Silence med ”This Old House” og ”Quite Emotional”, inden Høyem dansede en tribal ceremoni til ”Black Mambo” og sluttede det hele af med ”Valley Of Deception”, som har lige præcist den storladne episke lyd og stemning, man har lyst til at gå ud i natten med.
Det samlede indtryk var en tour de force gennem bandets imponerende katalog, understøttet af fantastisk flotte visuals på bagtæppet og en sølvjakke, der fik lyset til at eksplodere i et kalejdoskopisk sansebombardement. Men der var også momenter med tyste og følsomme øjeblikke, som viser alsidigheden i især Høyems karakteristiske vokal. Madrugada var denne aften en organisk enhed, som igen var stået op over den musikalske horisont og kastede sit varme lys ned over vores syndige hoveder på en aften i Det Kongelige. En oplevelse, som på alle måder var majestætisk!
