Mens natten sænkede sig over Amager, besøgte nogle af de tunge drenge indenfor postrockens avantgarde Amager Bio på en aften, der viste bredden indenfor shoegaze og det mere progressive avantgarderock. Aftenens rockbrag havde endda et nærmest internationalt skær over sig med norske Spurv som første band på tapetet, efterfulgt af texanske This Will Destroy You og med det tysk-svenske musikkollektiv The Ocean som aftenens afsluttende band. Aftenen startede med den instrumentale sekstet fra Oslo, der har foreløbigt tre albums på samvittigheden.
Spurv
Det er altid et hårdt arbejde at starte som opvarmning, når der står hele to hovednavne ude i kulissen og venter. Det måtte Spurv sande på en aften, hvor arbejdsbetingelserne ikke var de bedste. Selv med tre guitarister lykkedes det ikke at skabe den Wall of Sound, som man fornemmer der er potentiale til i musikken. Men ingen tvivl om at bandet kløede på og gav den hele armen med deres mere klassiske postrock a la Mono, hvor det var det stigende og faldende tempo, der skabte oplevelsen. Det positive ved Spurv var deres forfriskende brug af trombone, som lagde en varm glød over det hele, mens de tre guitarister knoklede løs. Desværre var lydniveauet bare ikke godt nok til at man fornemmede tilstedeværelsen af tre guitarer, og det samlede indtryk var derfor mere en forpjusket spurv end en flyvefærdig ørn fra de norske fjelde. Men de får heldigvis masser af mulighed for at vise sig frem, da de er fast opvarmning for This Will Destroy You på deres igangværende tour.
This Will Destroy Your Guitar
Det er ikke helt nemt at beskrive TWDY. Deres instrumentale musik spænder over indadvendt elektronisk shoegaze indenfor den efterhånden klassiske postrock og til mere eksplosiv støjrock som Mogwai, når de fyrer bomben af. På deres plader får man kun fornemmelsen af, hvor eksplosivt deres musik kan være, og deres seneste udspil Vespertine fra sidste år er næsten rent ambient, når musikken beskriver oplevelsen af en fin Michelin-restaurant af samme navn. Prætentiøst eller visionær kunst? Døm selv.
Efter at Spurvene var fløjet og et hurtigt sceneskift kravlede guitaristen Galindo ind på sin stol, som han ikke forlod på noget tidspunkt under koncerten, mens King indtog den anden fløj med sin effektfulde og eksplosive økse, som måtte grueligt meget igennem i aftenens sæt. Jeg var spændt på at opleve, hvordan bandet ville performe live og frygtede vel inderst inde, at det ville blive en lidt tam affære med for mange lange sekvenser med for stillestående shoegaze. Men kort tid inde i koncerten blev min frygt gjort til skamme, da King nærmest eksploderede i et manisk raseriaffald og øvede nærmest vold på sin guitar, mens jeg greb mig selv i at holde vejret. Pludselig gav det mening at have de lange, introverte forløb med simple melodier, der blev afløst af ekstremt støjende kaskader af lyd. Om det var den aggressive brug af guitaren, der fik Kings guitar til at stå af godt midtvejs, kan absolut godt tænkes. Heldigvis blev den lappet sammen igen, men efter halvanden time havde King tilsyneladende fået nok af spaden, som under det sidste nummer blev hensynsløs flået i stykker, mens han selv proppede samtlige ledninger fra pedalerne i munden, hvilket skabte et hvinende overtryk af lyd. Samtidig lukkede og slukkede Galindo og Kees på bas og Gonzales på trommer et formidabelt set, hvor vi fik smagsprøver fra stort set hele bagkataloget med et vanvittig tight og eksplosivt udtryk, der viste postrocken, når den er bedst. Og her skal lyde en stor ros til publikum, som forholdt sig stille under de mere tyste passager. Man kunne ikke høre den sædvanlige knevren fra folk, der burde være blevet hjemme, og det gav spændvidden i TWDY lov til at vibrere i rummet og leve på alle de facetter, som deres musik indeholder.
The Ocean
Etableret omkring årtusindskiftet af den tyske guitarist Robin Staps og rullende som en tung bølge hen over landet de følgende år med en konstant udskiftning på samtlige poster, undtagen Staps, som er bandets primus motor og sangskriver. Aftenens konstellation af det oprindelige musikkollektiv har været nogenlunde stabilt de seneste 5-10 år, og det var da også en yderst sammenspillet flok, der indtog scenen med Loïc Rosetti som den primære indpisker på vokal. Der skulle dog gå tre-fire numre, hvor der ikke rigtig var bid i numrene, og hvor man ventede på en eller anden forløsning i det ellers komplette og flot spillede progrock. Forløsningen kom fra publikum, som spontant orkestrerede en mindre Wall of Death, som antændte hele koncerten og tog den op på et højere og mere intenst niveau. Resten af aftenen så The Ocean sig ikke tilbage og leverede det ene hårdtpumpede proggede rocknummer efter det andet. Når de var mest tekniske, mindede de lidt om Tool, især med en formidabelt spillende Seidel på trommer, og når de slap tøjlerne og blev massive i deres lyd, mindede de momentvist om Ministry og i højere grad om Nine Inch Nails, når Trent Reznor er vred. Sindssygt godt spillet og med en tænding, der bare steg og steg koncerten ud. Selvom salen kun var godt halvt fyldt, afstod det ikke Rosetti uden varsel at kaste sig ud på de fremstrakte hænder og fortsætte sit growl, mens han blev holdt oppe af en flok yderst dedikerede fans. Som en arrig pirat knælede han på publikum og leverede en showcase, der gik rent ind hos de fremmødte. Bølgen ruller stadig med en naturkraft i ryggen, og The Ocean leverede denne aften en forrygende og dedikeret indsats, der gjorde aftenen nærmest fuldendt.
To fantastiske bands, som vel egentlig begge var hovednavn, suppleret med en opvarmning, som helt sikkert vil fungere rigtig fint et mindre spillested, men som sagtens kunne være sparet væk. Men man kan ikke tillade sig at klage, når man har fået det bedste fra to så store og kompetente navne.
