Det er snart små 40 år siden, Reidbrødrene udgav deres milepæl Psychocandy.
Et mesterværk, der definerede meget af den støjrock scenerne skulle fyldes med de kommende år. Deres kombination af hylende feedback, øresønderrivende volumen isat stærkt meloditæft for en blanding af rock´n´Roll og noget der i momenter nærmede sig tyggegummipop blev skoledannende og et band som Pixies gav også deres respekt ved at lave en coverversion af “Head On” i løbet af storhedstiden.
Dengang leverede Jesus and Mary Chain kaotiske koncerter. Ofte med slagsmål både med publikum og blandt brødrene selv og hvorpå bandet forlod scenen efter blot et kvarters spilletid – i øvrigt spillet med ryggen til publikum. I dag er der kommet mere ro på gemytterne og decibelen er væsentlig nedsat siden dengang. Selvom nyeste udspil Glasgow Eyes indeholder et nummer som “Chemical Animal”, der omhandler stofindtagelse fra en antagonist, der løber fra det mørke han har i sig, er det vist mere en stil end egentlig livsstil, der præger musikken.
Dengang var de to brødre anæmisk tynde og coked up konstant på scenen, hvor de i dag – naturligvis havde jeg nær sagt – ser noget anderledes ud. Jim Reid ligner dog noget nær sig selv på afstand, mens William Reid er blevet noget mere trind med tiden, som han står der med sine iltre grå krøllede lokker og minder om King Buzzo fra Melvins.
Glasgow Eyes er desværre en halvsløj affære, men heldigvis havde Jesus and the Mary Chain valgt at indlemme fire af albummets bedste numre i aftenens sæt.
“Venal Joy”, “JAMCOD”, “Baby 81” og førnævnte “Chemical Animal” var alle eftertrykkelige indslag med power og substantiel bund, mens jeg sagtens kunne have undværet makværket “The Eagles And the Beatles”, der med sine gumpetunge riffs og tynde lyrik, aldrig burde have forladt idebordet, hverken på plade og da slet ikke live med tanke på bandets ellers så stærke repertoire.
Men der var masser af gammelt guld fra deres fire bedste og helt uomgængelige album Psychocandy, Darklands, Honey’s Dead og b-side/outtake kompilationen Barbed Wired Kisses.
Også “Blues From A Gun” fra Automatic trak et gevaldigt stik hjem.
Men de helt store trumfer i løbet af aftenen blev som altid blev “Sidewalking”, “Some Candy Talking”, “Happy When It Rains”, “Far Gone And Out”, “Nine Million Rainy Dans” og “In A Hole”
Flere steder kom William til kort på sin guitar. Især under “Cracking Up” blev det helt grelt og han virkede rusten, selvom de efterhånden har spillet en del koncerter inden i aften. Der var sekvenser, hvor han faldt lidt bagud og ikke helt fulgte trit med resten af det i øvrigt velspillende band.
Til gengæld kom han stærkt igen på aftenens helt store finale; en lang, syret og herligt tungt svævende, næsten krautet version af “Reverence” fra Honey’s Dead.
Her glødede det nærmest fra scenen og guitarkaskaderne flød i rigelige mængder, i en stil der mindede om bands som Loop og Sun Dial’s storhedstid i 80’erne.
Mægtigt, mageløst og megahøjt!!
Koncerten steg og dalede i intensitet gennem aftenens 90 min. Det var utvivlsomt på den lille håndfuld ekstranumre, at Jesus var bedst og mest eksplosive. Som om de her for alvor slap tøjlerne og gav fanden i coolness og stramme stiløvelser.
Det blev i mange henseender en godkendt aften. Publikum var naturligvis oppe i alderen for manges vedkommende, men der blev stadig givet gas og smilene var store, hver gang i ny klassiker satte igang fra det fem mand store orkester.
Lyden var rigtig god og bandet var tilpas engagerede. Jim siger jo næsten aldrig noget mellem numrene, men lidt kommunikation blev det da til.
Det er syvende gang, jeg ser skotterne og de holder altid et stabilt og fint grundniveau. I aften fik vi hverken mere eller mindre.
