Escuela Grind – Pandemonuim
Dagens første koncert, for mig, begyndte tidligt, lige til Copenhells åbningstid, kl 12.30. Jeg havde set frem til at se Escuela Grind, men det virkede umiddelbart som en helt klart utaknemmelig opgave. Altså for et forholdsvis ungt band at skulle starte som de allerførste på en halvstor scene, hvor det stadig er godt sjappet efter nattens regn, på en festivals sidste dag, hvor folk måske nok var begyndt at være lidt trætte. Der var også nærmest bekymrende få mennesker ved Pandemonium, før koncerten startede. Men al bekymring blev gjort til skamme. For selv om bandets guitarist oven i hatten også havde brækket benet for et par dage siden, og måtte stå lænet op af en stol under hele koncerten, så skal der tydeligvis mere til at stoppe Escuela Grind. Med fuld knald på fra starten, og øjeblikkelig direkte kontakt ud til os om at komme tættere på. Og overraskende nok virkede det nærmest med det samme. Folk begyndte faktisk hurtigere at trække til fra hele pladsen, og mudderet begyndte at blive banket til støv under fødderne. Som navnet siger er bandet grindcore, med rigtig mange hardcore-elementer, og attitude. De er et female-frontet band med Katerina Economou som forsanger. Det med en energi , som de fleste punk-/hardcore-forsangere kun kan drømme om, og hvor der der var crowdkontakt med det samme. Katerina var på samme tid et stort smil og en række ustoppelige energi-eksplosioner, med vel-lagt make-up, smykker, øjenvipper, øreringe og lange negle, der sikkert kunne få nogle til at tænke på en opdullet instagram-influencer. Men som man allerede kan regne ud nu, ville det være en virkelig, virkelig dum forudintagelse….Og tænkte du lige dum dulle, selv om jeg ikke skrev det? Fik jeg sagt, at Katerina faktisk er uddannet arkitekt, med en minor i filosofi, og eget arkitektfirma? Her gælder det virkelig om at få lagt alle forudindtagelser helt ned, før det går galt for én selv.
Escuela Grind er cool, på mange forskellige måder, men helt sikkert også fordi du ikke skal prøve at fucke med dem ved at putte dem i en kasse. Desuden var de lige her også netop den fuldstændige modsætning af beefcake-oplevelsen med Harm’s Way fra dagen i forvejen. Ikke noget testosteron-bullshit, men helt omvendt musik med “the right aggression”, der samler alle diverse freaks i begejstring. Fik jeg sagt, at de har en sang der hedder “Incel circle jerk”? Og at Katerina formåede at kombinere skrig, growl, twerking (ja!), headbanging og klassisk hop-fra-monitor, i en under ca. 160 cm høj krop? Der er ikke mange fucks, der bliver givet, med numre som “My heart, my hands” og “All is forgiven” (og nej, det er det ikke) og den nye single “Alway watching you”.
Jamen for fanden, der er ikke et øje tørt på mig, da jeg ser en lille familie, med to små døtre med kjoler og lyserøde høreværn stå og danse til Escuela Grinds grindcore. Da Katerina Economou ved koncertens afslutning giver et shoutout til Body Count, der spiller senere, for at have åbnet døre, og så siger at der er brug for flere “Bitches, Putas, colored and queers” i metal og hardcore, kan jeg kun viske “Amen”.
Fu Manchu – Pandemonuim
Det er samme scene, bare lidt senere, da går Fu Manchu på. Man kunne give dem mange titler, nærmest levende legender og kongerne af fuzz. I hvert fald når det er tilsat elementer af Califonisk hardcore punk. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de har været til en dårlig koncert med Fu Manchu, i deres 30+ år lange karriere. På samme måde har jeg aldrig hørt nogen mene, at der var et dårligt eller svagt Fu Manchu-album, og at dømme efter deres nyeste single “Hands of the Zodiac” som de også spillede, så holder nyeste og 13. album, samme høje standard.
Det er ikke til at komme uden om, at et så drevet liveband som Fu Manchu selvfølgelig leverede varen. Også på en Copenhell hvor folk måske godt kan være lidt matte i sokkerne efter en hel festival i helvede. Det var i hvert fald ikke til at mærke på publikum her. Hvis, og absolut kun hvis man skulle sætte sin finger på noget, så var det at man kunne synes at lyden måske ikke var helt ok mixet (hvilket vi kommer tilbage til ved High on Fire). Bo Balchs guitar, med fuld fuzz, lå helt klart foran alle andre elementer i lydbilledet: Men for mig ikke nok til, at de andre elementer forsvandt, og hvordan kan man så få for meget fuzz? Med den stemning, der var på pladsen, så er jeg sikker på, at jeg ikke var den eneste, der ikke kunne få for meget. Fu Manchu leverede varen, og er stadig fortjent de ukronede konger indenfor genren.
Body Count – Helviti
Levende legender er også hvad man kan kalde Body Count, og selvfølgelig især bandets absolutte frontmand og kerne, Ice-T. Man kan synes om ham, hvad man vil, det er bare ikke til at komme uden om, det kan ikke diskuteres. Men selv legender, når de stadig er levende, bliver jo også ældre.
Dog er alder ikke lige noget man kan se, da bandet plus hangarounds/hype men indtager Copenhells største scene, alle klædt i sorte hoodies, Dickies, Allstars, Vans, New Eras og bandanas fra top til tå. Yep, som hårde gangbangers fra LA, og det er også lige hvad baggrundsbannerne også lægger op.
Jublen vil selvsagt ingen ende tage, da som sidste mand selvfølgelig, Ice motherfucking T himself går på scenen. Vi har alle allerede overgivet os der, og så går det slag i slag med sirener, pistolskud og fræsende guitar. Body Count in the House! Fik jeg sagt at Ernie C også stadig er med på leadguitar? Ingen Body Count uden Ice-T, men helt sikkert heller ikke uden Ernie C (ud over det tror jeg ikke der er mange tilbage fra den første plade ud over Ernie og Ice)
De spiller absolut flest numre fra den legendariske debutplade, Cop Killer, tilsat de bedste singler fra deres andre plader, så som “This is why we ride”, “Born dead” og “No life matter”, og også Slayer-covernummeret “Raining Blood” og The Exploited coveret “War” begge i deres helt egen udgave.
Ok, lyden er måske lidt ekstra smadret, men det er jo ikke nødvendigvis deres skyld, og måske er det muligvis også mine smadrede ører, der heller ikke gør det bedre.
Men så kommer vi til den anden aber dabei. Ice-T er tydeligvis heller ikke helt ung mere. Udstråling, attitude og helt sikkert skarp, skarp tunge har han tydeligvis stadig. Men stemmen er ikke helt så stærk mere, resten af bandet kommer let til at overdøve ham, og der er ikke meget hoppen rundt og des lige fra hans side af. Han ved det også godt selv, han har hvad jeg mener er hans søn med (der er højere end ham). Little Ice eller Tracy jr, som han kaldes løfter nogle af opgaverne for farmand, både hvad angår sang og at være en aktiv del på scenen, samt at tage en tur ud i moshpitten, og rate publikums indsats på det område. Ices yngste, nemlig hans 8 årige datter, får også lov til at være med på scenen. Hun kommer op på brormands skuldre, introducerer “Talk Shit, Get Shot” (med fuld Ice-attitude) og laver også mic-drop.
Så Ice-T ved det godt, og han siger det også selv til sidst. Han gider ikke det der ekstra nummer bullshit. “i’m too old for that shit, I’m 66 years old! When I go off the stage, I don’t come back out again!” Så i stedet får han os til at lave et virtuelt ekstranummer, som han kalder det. Hele bandet vender ryggen til, vi råber på ekstranummer, de vender sig om og giver os ekstra-numrene, bum, færdig, ikke mere bullshit!
Alt i alt kunne man ikke bede om mere fra Body Count. En koncert med alle hits og attitude, fra legenderne. Men (levende) legender bliver tydeligvis også gamle, det er ikke til at komme uden om. Og jo, de har nok peaket, men ok, når det er sagt, så håber jeg stadig på at være lige så på og skarp som Ice-T, hvis jeg når de 66, alt taget i betragtning.
High on Fire – Pandemonium
Tilbage på Pandemonium, var vi efterfølgende klar til noget mere guitarfræs fra Californien. Denne her gang i form af High on Fire. Der hvor Fu Manchu er fuzzdrevet i retning af det udsyrede, så har High on Fire en klar arv fra Motorhead. I form af en speedfreak fræsende højere hastighed, og forsanger Matt Pikes rustne Lemmy-agtige vokal (og overskæg).
Der er en stor plads i mit hjerte til High on Fire, så jeg havde set frem til denne koncert.
I begyndende regnvejr gik High on Fire så på scenen, med foden på speederen fra starten og fuld tryk derudaf. Matt Pike som hovedfokus med vokal, guitar, bar overkrop, dunk, tatoveringer, truckerskæg og tilbagestrøget hår, og den føromtalte smadderstemme. Egentlig skulle alt jo være godt, men… det var det egentlig alligevel ikke. Lyden fra scenen var nu helt klart ikke så god, som den kunne være, men mere et pløret mudder. Og det ikke på en god måde, der passede til musikken. Det var dog ikke kun det. High on Fire syntes ikke helt at komme ud over scenen, og ud til os. Måske, måske fordi de simpelthen ikke er et band, der skal ses på en stor scene, men i en klub, tættere på. Det ændrer desværre ikke på, at koncerten ikke var, hvad jeg havde håbet at den ville være. Jeg var ihvertfald skuffet, og jeg tror ikke, jeg var den eneste, der var det. Men det på den måde, at jeg håber på at fange dem en anden gang, til en bedre koncert nok et mindre sted.
Tool – Helviti
Som rosinen i pølseenden, eller rettere det helt, helt store trækplaster, hovednavn og nok hovedgrunden til at lørdagsbilleterne var udsolgte, var almægtige Tool. Tool-fans er der en del af, især ihærdige, let fanatiske og ret trofaste Toolfans. Jeg er, desværre måske, ikke på den måde Tool-fan. Jeg kan meget godt lide dem, nogle gange, og jeg har set nogle virkeligt gode koncerter med dem. Jeg er altså ikke nogen Tool-hader full, disclosure her, men ikke en af deres kernepublikum.
Derfor, da koncerten gik igang, var det som jeg nok havde forventet. Et meget imponerende, cinematografisk farveshow på de store skærme, uden nærbilleder af musikerne, overhovedet, under hele koncerten. Tool spillede deres musik lige så skarpt orkestreret som filmene på storskærmene. Og, som jeg tror alle der læser dette ved, er deres musik langsomt, messende og insisterende. De tager sig tid, i hver eneste sang. Dette er selvfølgelig en klar kvalitet for sig, særligt for deres fans. Men på den sidste aften, efter en lang, men god festival, med fire dage på benene, måtte jeg erkende, at jeg ikke var i form til det her. Jeg anerkender at den halvdel-ish af koncerten jeg så, var teknisk imponerende, og gennemarbejdet og velproduceret, og helt sikkert ikke nogen fjumren med lyden der. Men (eftersom jeg også vidste hvor lang tid Tool normalt spiller), jeg måtte kaste håndklædet i ringen, og sige, det var det. Sige tak for i år, og traske hjemad. Jeg er sikker på at alle Tool-fans, og alle lørdagsgæster med en masse frisk energi, har haft et brag af en koncert. Det er dem velfortjent.
