Den canadiske band Alvvays er favoritter indenfor alternativ pop og indie, og de leverer konsekvent stærke, melankolske melodier med poetiske tekster, der sætter sig i sjælen på lytteren. Men desværre og på ærgerligst vis udeblev magien på Arena fredag aften.
Det introverte band, der er ledt an af forsanger Molly Rankin, var så tilbageholdte og reserverede, at de mere elle mindre tabte publikum på det støvede Arena gulv. De valgte for det meste at lade musikken tale, og det er fint, når man spiller for fans. Men på en festival, hvor publikum består af en blanding af connaisseurs og nysgerrige besøgende, så går det ikke. Det blev derfor en koncert, der udelukkende tiltalte de med kendskab til bandet og deres tre albums.
De resterende i teltet mistede hurtigt interessen, og mellem numrene kunne snakken tydeligt høres, hvilket var mærkbart særligt i den stille indledning til ”Belinda Says”. Det var nærmest kun under småhittet ”Marry Me, Archie” at det samlede telt viste fuld interesse.
Det manglende engagement fra band og publikum betød en forplumret totaloplevelse, som ellers var ganske god for de få, der lyttede til det velspillende band.
Kvintetten er ekstremt dygtige, og hvert taktslag og guitar riff sidder præcist. Hver gang. Særligt ”Tile By Tile” og ”Pomeranian Spinster” fra 2022-albummet Blue Rev gjorde indtryk på undertegnede.
Alvvays på Arena blev således en lukket affære for fans. For alle andre var det, som om Alvvays ikke helt var til stede eller var totalt uinteresseret i at formidle deres musik. De kom slet ikke ud over scenekanten til det brede publikum. Derfor blev det for de fleste en skuffende og små-trist oplevelse, særligt for dem, der havde haft store forhåbninger til indie bandet, men som desværre slet ikke fik indfriet forventningerne om en magisk koncert med fængende alt-popperler med skramlede guitarer.
