Der er skrevet mangt og meget om Orange Scene de sidste par år, som det efterhånden er blevet svært at finde de store og samlende kunstnere til; dem, der favner bredt på tværs af generationer og kan give os den der oplevelse. I år er den virkelig blevet testet med nye artister, der knapt nok havde brudt igennem for et år siden, men alligevel er der også navne på programmet, der passer ind i den klassiske beskrivelse af et Orange Scene-navn.
Sådan et navn er Foo Fighters. Med 30 år på bagen og adskillige klassikere i deres diskografi er de årets helt store rocknavn, og fredag aften står vi samlet og er klar til at synge med på deres mange udødelige hits. Dave Grohl er en af rockens store frontmænd, som har levet et utal af liv og gennemgået flere tragedier undervejs, senest med tabet af bandets trommeslager Taylor Hawkins.
Sharp 21:00 begynder bandet uden så mange dikkedarer med “All My Life”, og herfra er vi ellers i gang. Der er dømt folkefest i aftensolen, og jeg mærker hurtigt den berømte orange feeling. Vi får en smuk udgave af “Times Like These”, der starter helt stille ud, inden nummeret eksploderer, “Learn to Fly” og “The Pretender” fyrer op under publikum — ja, alle, de store numre går rent hjem, og som Dave siger på et tidspunkt med et stort smil på læben, mens han rækker sin åbne hånd ud: “I got you motherfuckers!”
Det har han da også for det meste. Koncerten mister dog lidt pusten her og der, som vi får nogle af bandets mindre kendte numre. Selvom der 100% er megafans blandt publikum (pitten er helt proppet), som kan hele bagkataloget, så er det ikke altid, at han har hele dyrskuepladsen med sig.
Der går dog aldrig lang tid, før vi igen er tilbage i Foo Fighters’ trygge favn. Da vi får nummeret “Aurora”, som var Taylor Hawkins’ yndlingsnummer, og hele pladsen lyses op af lightere og mobillommelygter, er der ikke et øje tørt, specielt ikke hos Dave Grohl, der for første gang i løbet af koncerten er mundlam. Det er tydeligt, at han har en speciel forbindelse med denne festival, som kun bliver bekræftet denne aften.
“Everlong” slutter koncerten af på behørig vis. Næsten to en halv time er der gået, hvor vi har nydt Grohl og co.’s selskab — sådan en hitparade tror jeg ikke, at der er mange, hvis nogen, på årets på program, der kunne levere. En herlig aften og lige præcis en af forenende oplevelser, som det stadig er vigtigt at have på en festival som Roskilde.
