Det fremmødte publikum summede spændt og brudstykker af samtaler afspejlede, at det ikke var første gang, man oplevede Wino og The Obsessed’s tunge metal på disse kanter. På scenen stod Wino selv med sit lange, grålyse hår og vintage Gibson, klar til at styre slagets gang. Snart bølgede tungmetallen ud i rummet og ramte os som en kærlig forhammer lige i fjæset. Wino er i dag assisteret af helt nye medlemmer, hvor det kun er trommeslageren, Brian, der medvirker på de to seneste studiealbums Sacred (2017) og Gilded Sorrow (2024). De to øvrige medkumpaner er helt friske skud på stammen, og den nye rytmeguitarist så ud til at være mindst fyrre år yngre end Wino selv. Men spille, det kunne han!
The Obsessed regnes blandt forfædrene til den klassiske doom metal, og de første tre-fire numre beviste med al tydelighed, hvorfor især Wino har fået den hæderstitel. Det var tungt som bare fanden, og Winos Gibson lynede fra scenen med solid tyngde og den karakteristiske fuzzede lyd, han har skabt til perfektion med sit unikke guitarudstyr. Setlisten denne aften var centreret omkring de to albums Lunar Womb og The Church Within fra start 90’erne, men allerede fra starten fik vi smagsprøver fra de to seneste, fænomenale albums, der oser langt væk af overskud og spilleglæde, hvilket man også kunne mærke på scenen. Det var cool, det var groovy og det swingede pissefedt med en Wino i hopla. Men da ”Streamlined” fra The Church Within buldrede ud af højttalerne kom der pludselig halvpunket fart over feltet og viste, hvordan Wino & Co også er solidt forankret i firsernes punk og Motörheads in-you-face-rock. Da sidste nummer rullede ud over scenekanten fik vi ”Lost Sun Dance” af Spirit Caravan, hvor Wino benyttede lejligheden til at sende en hilsen og hyldest til de venner og bandmedlemmer, som er døde over de seneste år.
”But here we are”, som han sagde og slog gnistrende an til et nummer, som viste Wino fra den mere psychede side med masser af fuzz og udsyrede passager, der lagde ekstra lag på en fænomenal guitarist med begge fødder solidt plantet i doom, syrerock og hardrock, når det er bedst. Med sig havde han et velspillende og swingende band, der leverede en engageret og topunderholdende tour de force i The Obsesseds katalog, som på ingen måde er afsluttet. The show goes on, og Wino viste vejen denne aften med sit insisterende blik, overskud og en sprudlende spilleglæde.
