Der var lagt op til den helt store aften med Pantera denne aften på dansk grund. Et næsten fyldt Royal Arena sad forventningsfuldt klar til en power groovemetal fest og salen sydede og kogte allerede, da supporten – Dallas drengene Power Trip starter effektivt ud med to de klassiske Thrashbaskere “Soul Sacrifice” og “Executioner´s Tax (Swing of the Axe)” fra det bragende album Nightmare Logic. De får sat godt gang i folk på trods af en tilfældig søndags kedelige vejr og andre fortrædeligheder. Det er fem år siden de sidst har besøgt København, så i aften skulle den tydeligvis have Èn over nakken.
Der har også været stille på pladefronten for Power Trip af naturlige årsager siden Riley Gales alt for tidlige død af en overdosis, så det var primært numre fra den plade, Texanerkvintetten katapulterede ud i den store sal i aften. Efter tre numre får de skabt en pænt stor moshpit med “Hornet´s Nest”. En moshpit som varer resten af koncerten. Ret imponerende. Seth Gilmore, som også slår sine folder i Fugitive, er en glimrende arvtager for Riley Gale. Han får sparket masser af saft og kraft ud over scenekanten. Kvintettens tætte Thrashlyd tænder tydeligvis crowdet oppe foran og koncerten de gav på Voxhall i går, har gjort dem topklar til supporttjansen. 8 tændte bundsolide numre forærede de os som appetizer til mægtige Pantera. En værdig opvarmning til et af 90´ernes helt store metalbands.
Han har budt sig selv og sin krop meget, ham Anselmo. Tonsvis af våde varer, weed og stoffer. Han tjekkede endda ud af livet et par minutter efter en OD, dengang han angreb verden allerhårdest og allermest nådesløst. Og han sparede aldrig sig selv og tog absolut ingen fanger dengang, når han var på scenen. Men han er her endnu. Og folk er fulde af forventning og ærefrygt overfor aftenens helt store hovedrolle.
Aftenen starter med en underholdende storskærmsintro med diverse sjove videoer fra Panteras fortid tilsat “Regular People (Conceit)”. De har sgu utvivlsomt haft det sjovt dengang.
Fronttæppet falder og texanere starter med en tonstung version af “A New Level” fra Vulgar Display of Power. Fra første sekund står det helt klart, at ALLE er med og har bandets ryg i aften.
Publikum brøler af begejstring alt imens små 16.000 nakker headbanger i groovende takt. Det kan simpelthen kun blive en fantastisk aften.
Men efter introen sætter Anselmos vokal ind og noget er galt. I al fald fra hvor jeg sidder. For hans vokal falder helt ud og man kan intet høre, selvom manden brøler så tindingernes blodårer er ved at eksplodere. Lyden fra bandet er ellers glimrende, men han falder ud og ind som en anden yoyo under første nummer. Der er fuld blæs på pyroen fra otte store jernstandere bag bandet og man fornemmer Pantera vil give lidt ekstra Rammstein-lir til de betalende fans.
“Mouth of War” overtager og Anselmos vokal forbliver yderst tvivlsom. Da “Strength Beyond Strength” fra Far Beyond Driven skydes af står det klart, at ikke alene er der et lydmæssige problemer med vokalen, men Anselmo synger simpelthen ikke godt. Han mangler både højde og dybde. Falder uheldigt igennem både i ren vokal og de karakteristiske brøl og skrig. Hans stemme brister flere gange og han ser næsten forpint ud, når han skal op i et ekstra gear i et omkvæd. I løbet af aftenen må han mange gange suge vejret ind får at finde luft og dybde til næste udbrud.
Fem gange må han standse op, læne sig forover og kalde ud til publikum: Everybody – now we take a deep breath. Nej, Anselmo. Tak for omsorgen, men nej, vi har ikke brug for vejrtrækningsassistance, men det har du har tydeligvis.
Især viste det sig under “This Love”, hvor Anselmo helt utvetydigt tilkendegjorde: “I Can’t Sing anymore” under det sidste omkvæd. Så var det jo heldigt, hvordan horden foran scenen sang så begejstret med, at man næsten ikke opdagede det. Næsten. Han er næsten heller ikke hørbar på “Suicide Note Pt II”, der netop kræver sin mand og en fullblown vokalpræstation.
Anselmo kan simpelthen ikke være med på det niveau og den intensitet, den sang kræver længere.
Anselmo er sgu lidt en skygge af sig selv i aften. Går tilbagelænet rundt som en udsonet halvskæv zombien i bare tæer og sender klichefyldte verbale dialoger ud til folk i håb om, at folk er med. Det er de heldigvis, men det bliver ligegyldige monologer og en for ham tiltrængt tidstrækker, inden hans skal brydes med sin mangelfulde vokal under næste nummer Jeg er med på, at de vilde 90’ere ligger langt tilbage og at han er blevet en ældre herre efterhånden, men han virker uengageret og udfordret af det, publikum kræver af ham i aften.
Bandet spiller sgu ellers tungt, træfsikkert og helvedes groovy. Rex leverer bassen helt som den skal. Charlie Benante er helvedes tight og tung på tønderne. Zakk Wylde kan man synes om, hvad man vil. Personligt synes jeg, han fylder for meget med sin typiske guitaronani, men han leverer varen uden de store udenomssoloer. Man kan dog ikke undgå at savne Dimebag på scenen og både han og brormand Vinni bliver da også behørigt hyldet på skærmene under en i øvrigt godkendt udgave af “Floods”. Dimebag og Vinnie er i øvrigt med flere steder på scenen i aften. Både på Benantes stortrommer og på Zakks battlevest.
Af nævneværdige numre i aften der stort set lykkes, er “5 Minutes Alone” ganske hæderlig og der skråles godt med på omkvædet fra salen. Men aftenens helt store vinder, er måske ikke så overraskende kongenummeret og velsagtens efterhånden Panteras signaturnummer “Walk”. Som Anselmo selv så rigtigt introducerer det: ONE RIFF IS ALL IT TAKES!!. Det nummer tager alle med storm og sjældent, hvis nogensinde, har jeg hørt Royal Arenas betonvægge skælve, som da publikum alle som én istemmer – Respect, are you talking to me!! Her kom det mægtige Power groove riff for alvor til udtryk i sit reneste væsen.
Under seancen kom Childbite ind på scenen og skrålede med på omkvædet. Det rene circus med armbøjninger og fuld filur, men gjorde ikke spor for det smittede humøret.
Mod slut var Anselmo blevet varm og i sit lune hjørne. Zakk Araya, you play that riff man, sagde han henkastet da “Cowboys From Hell sætter igang og bliver aftenens hovedsæt exit.
Ekstranummeret “Fucking Hostile” blev desværre også leveret så ringe vokalt, at man dårligt genkendte nummeret, havde man havde hørt det flere hundrede gange op gennem 90’erne.
75 min i selskab med et af mine helt store heltebands er forbi og jeg går slukøret mod bilen med bevidstheden om, at jeg heldigvis oplevede mægtige Pantera to gange i deres velmagtsdage i 90´erne.
En koncert som kunne have været helt oppe og ringe, hvis Anselmo havde været der for alvor. For bandet spillede glimrende, lyden var helt ok og publikum var flyvende helt fra Power Trip betrådte scenen tre timer inden.
