22.03.25 – Die Nerven – Lille Vega

Inden Die Nerven skulle på scenen i Lille Vega blev vi mødt af support fra danske Decorate. Decorate. Det er 16 år siden de sidst spillede her og jeg erindrer det som en god aften. Jeg grovlyttede deres album Normandie dengang i 2008 og bandet har ligget i dvale siden da. Forsanger Asbjørn Grimm nævnte, at der var et nyt album i støbeskeen og det nye singleudspil “A Sun” er aldeles forrygende. 

Bandet spiller fire numre fra den kommende plade og det lyder helt som i de gode gamle dage. Bandet spiller godt og Grimm tegner i luften med div fagter, mens han synger. “A Sun” viser sig også at være et godt livenummer og guitaristerne løfter de brusende guitarbredsider på fin vis. På det nummer lyder Grimm næsten som Bowie, når han gik dybt. Ellers får jeg mindelser om vores egen andedams Jacob Bellens fra I Got You On Tape parret med Robert Lund fra Kitty Wu. Og så selvfølgelig Paul Banks fra Interpol. For er der ét band Decorate Decorate er dybt inspirerede af, er den cool New Yorker kvartet. Nogle vil måske indvende for meget. 

Mod enden på det 30 min sæt får vi “Surname of Copenhagen” – åbneren fra Normandie. At de undlader at spille “Karen” fra samme plade undrer mig, for det er i sandhed er klassisk postpunk anthem, der går lige i hjertekulen. Men alt i alt en fin support. 

Efter en halv times smuk overgangsmusik fra hedengangne Low, løber de tre gutter fra Die Nerven ind på scenen. 

Max Rieger på guitar, Julian Knoth på bas og spiloppen Kevin Kuhn på trommer. Især sidstnævnte har kæmpeglimt i øjet og er en udpræget spasmager gennem hele koncerten. Fakter og skøre blikke med ophold i rytmesektionen virker rigtig godt og man trækker ofte på smilebåndet. Kuhn arbejder stenhårdt gennem hele koncerten. 

Knoth er iført en Nihilist T-shirt og Kuhn en Hellhammer T-shirt. Så ved man hvor skabet skal stå. Ikke at Die Nerven lyder som ovennævnte men energien og tyngden er tilstede. Det Die Nerven mestrer så udmærket er, at skrue genkendelige memorable ørehængere sammen tilsat fuldblodsattack fra bas og guitar. Her minder de en del om eksempelvis Hüsker Dü og Dinosaur Jr. De to mægtige trioer fra 80’erne og 90’erne der havde samme gehør for den gode melodi pakket grundigt ind i støj og bredsider. Postpunk, noiserock og indierock som en buket med iørefaldende melodier. 

Die Nerven vælger at spille hele seks numre i streg fra deres nyeste album Wir Waren Hier fra 2024. En fremragende plade, der indeholder nogle af deres måske mest eftertænksomme numre i karrieren. Herefter bliver resten af sættet fordelt mellem Fake, Fun og Die Nerven. Desværre undlader de numre fra Fluidum og Out, men man kan jo ikke få det hele. 

Trioen lægger fra land med “Als Ich Davonlief”, men da “Das Glas Zerbricht Und Ich Gleich Mit” følger bliver det for alvor stærkt. Et af de bedste numre fra den nye plade og en ren killer live. “Grosse Taten” leveres i en meget lang af pænt syret version, der viser hvor godt og sammentømret et band Die Nerven efterhånden er. Der jammes og lægges til og trækkes fra alt imens de tre gutter føler hinanden an med blikke og ansigtsudtryk. “Wier Waren Hier” titelnummeret fra seneste album stopper midtvejs og kokser helt ud i lange støjeskapader der bare viser tænder. Den meget smukke nærvedballade “Achtzehn” får det meste af de forreste rækker til at synge med på klingende tysk. En ungdomshymne der på flotteste og melankolske vis handler om, at vi aldrig vender tilbage og bliver 18 år igen. Det er næsten så man for tårer i øjnene. 

“Europa” og “Niemals” er også livefavoritter som tydeligvis falder i god jord hos publikummet i det tæt på fyldte Lille Vega. Især “Europa” bliver der sunget med på med stor entusiasme og applaus efterfølgende. Ingen tvivl om Verdens og Europas nuværende udfordringer giver den ekstra fylde og aktualitet til aften. “Aufgeflogen” bliver også en vidtløftig affære med en længere intermezzo, hvor musikerne føler hinanden an på tænderne og driller hinanden til stor moro for salen. 

Selvom Die Nerven fra Stuttgart området bestemt har sine holdninger og tager tingene alvorligt, er der stadig rig plads til humor og gevaldigt glimt i øjet. De tager ikke sig selv mere alvorligt end godt er.  Efter en meget emotionel og næsten bevægende “Ein Tag” gåes der igen til stålet på “Der Erde Gleich” som også forlænges og får et par musikalske twists eller tre undervejs. 

“Angst”, som efterhånden er blevet deres signaturnummer afslutter som altid et bemærkelsesværdigt godt hovedsæt. Bandet er i godt humør og fuld af spilleglæde. Arrigt potente hér og melankolsk emotionelle dér. Herligt at se divergensen og legesygen hos germanerne gennem hele aftenen. 

Efter en kort sortie returnerer trioen og spiller en tændergnistrende  version af “Frei” mens de afslutter på funklende og elegant vis med “Dunst” i en både bidsk larmende og i stunder næsten jazzede sarte anslag, hvormed de poler Die Nerven arbejder med kommer flot til udtryk. Nummeret ender selvfølgelig ud i et dundrende infernalsk klimaks. 

Det er fjerde gang jeg ser Die Nerven og selvom der har været bragende fede koncerter på Loppen og en mageløs på Roskilde, var det her bestemt mere end godkendt. 

Kom endelig igen.