Op til og under Copenhell var der en del snak om årets Copenhell-program – og ikke uden grund. Mange har kaldt det et af de svagere lineups i festivalens historie, og særligt åbningsdagen, onsdag, fik kritik for at mangle tyngde. Men alt det virker pludselig mindre vigtigt, når man nærmer sig indgangen med en kold øl i hånden, mens solen skinner over Refshaleøen, og lyden af menneskemængden bliver blandet med lyden af metal. For uanset hvad programmet byder på, er stemningen på Copenhell noget helt særligt, og musikalsk er der altid en masse spændende at undersøge.
I år ankom jeg lidt sent, så efter at have bevæbnet mig med en øl, have hooket op med nogle venner til den sidste del af Skunk Anansie-koncerten gik det lidt til højre mod Hades, hvor engelske Sylosis, sparkede min musikfestival i gang med deres opdaterede thrashmetal, som de efterhånden har haft godt styr på en del år.
De lagde stærkt ud med ”Pariahs”, der på rigtig Copenhell-manér var ledsaget af flammer. Det hører sig til på Copenhell. Ja, selv Ashes of Billy havde det med på sit repertoire torsdag på Gehenna. Sylosis gjorde vel egentligt det de skulle, men alligevel var det som om de aldrig rigtigt kom ud over scenekanten, så den forsvandt jeg hurtigt fra.
Efter Sylosis stod den på Battlesnake på Gehanna. Mit kendskab til bandet begrænsede sig til researchen op til festivalen, der blandt andet bestod i at se videoen til ”I Am the Vomit”. Videoen er præcist lige så dum som titlen antyder. Forventningen var pubertært metal, der var mere gimmick end musik. Det skulle vise sig at blive en af festivalens helt store positive overraskelser! Klædt ud i noget, der kunne minde om pavekostumer indtog det seks mand store band scenen. Mine parader var nede (jeg er i udgangspunktet kritisk overfor bands med udklædning) og måske derfor ramte Battlesnakes energi og rå og upolerede musik mig desto hårdere. Der var masser af gimmick og sange om troldmænd, drager og dæmoner – og de sædvanlige introer om det samme. Det der var anderledes her var, at det føltes som om, at musikken kom først og det ‘sjove’ var sekundært.
Musikalsk blev der trukket veksler på navne som Iron Maiden og Judas Priest, men det var var når Sam Frank skiftede til en mere rå vokal, at magien for alvor opstod. Ikke magi som i fantasy, men musikalsk magi. Den mere klassisk melodiske metal blev blandet med breakdowns og hurtige guitarriffs med circle pits og crowdsurfing som den naturlige konsekvens.
Kommer Battlesnake til Danmark igen er jeg at finde blandt publikum, men de får ikke meget spilletid på anlægget derhjemme.
Genrehoppende og hypede Poppy var den næste på programmet. En lettere skizofren oplevelse med sin blanding af metal, nu-metal, industial, pop, you name it. Fra tyggegummipop til tyrkisk peber. Det var et godt fyldt Hades, der kiggede med, men desværre må de fleste være gået derfra med en vis skuffelse, for det var hverken fugl eller fisk, men mere et godt iscenesat show. Poppy selv var iklædt en sort skolepigeuniform, som Wednesday nok også ville vælge, hvis hun skulle gå en mere rocket vej.
Bedst var Poppy, når hun slog over i metalcore, men det skete bare for sjældent, og skal man være helt ærlig, så er der mange andre bands, der leverer den genre bedre.
Dizzy Mizz Lizzy var hovednavnet onsdag. Ifølge plakaten. De gentog D:A:D’s ’by request’ fra 2022, hvor Dizzy Mizz Lizzy også spillede. Konceptet går kort og godt ud på, at det er publikum, der på forhånd har stemt om, hvilke numre, der skulle på setlisten. Det blev til 17 numre, hvor debuten var omdrejningspunktet, krydret med udvalgte hits fra kataloget. Lyden var i starten mangelfuld, men det blev bedre gennem koncerten, der helt forudsigeligt var præget af fællessang på de største hits. Hvem havde troet, at man skulle synge med på ”Love is a Losers Game” på Copenhell? Det virkede forkert, men alligevel var det svært at stå stille, da Dizzy Mizz Lizzy lukkede ned med ”Silverflame”.
Direkte videre til VOLA – som i øvrigt også spillede i 2022 – der var mit hovednavn denne onsdag. De skuffede på ingen måde. Med en blanding af metal, pop og elektronisk musik – akkompagneret af et smukt lysshow – havde de publikum i sin hule hånd fra start til slut. Koncerten startede kl. 22:45, så mørket havde lagt sig over Copenhell, og normalt ville det ikke være denne genre, jeg har brug for på det tidspunkt, men VOLAs store lyd og sceneshow bragede smukt ud fra Pandæmonium.
På bandets seneste single har VOLA Anders Fridén fra In Flames med på vokal. Det har han også været live, og da In Flames også spillede på dette års Copenhell (dog en anden dag) havde man lov til at håbe, at han ville dukke op, da de indledende toner af ”Cannibal” bragede ud i aftenluften. Det gjorde han ikke, men i stedet var Christoffer Bach Kofoed fra Neckbreakker med på vokal, og han var naturligvis en fuldgod erstatning. Tidligere havde Gavin Mistry fra Gradience været på scenen på “The Black Claws” i stedet for Shahmen.
Asger Mygind er en stor sanger, bandet spiller tight og veksler mellem det storladne, det indfølende og det aggressive. Det lover godt for deres koncert i DR Koncertsalen d. 30. november.
