Pladsen blev entreret med tømmermænd denne torsdag. Sådan er det altid. Men når musikken spiller, er det hurtigt glemt. Der var en hård dag i vente, da Lorna Shore først gik på kl. 00:00, og det var en af mine must see koncerter i år.
Den største scene blev stort set forbigået torsdag. Bullet for My Valentine fik jeg hørt lidt af på afstand, men det fik ikke benene til at gå tættere på scenen. The Cult hørte jeg et nummer eller to af, og det var den chance, Ian Astbury fik. The Prodigy var det store navn torsdag. Jeg fik bevæget mig forholdsvist tæt på scenen, men efter to numre, stod det klart, at mine forventninger blev indfriet. Jeg prøvede, men jeg opgav derefter at lade mig indfange. Mange jeg mødte, havde dog heldigvis haft en fest til deres koncert!
Klokken 14:30 indtog columbianske Syracusæ Gehenna. Der kørte et introtrack, der skulle gå over i et breakdown fra bandet, men desværre var der kludder i tracket. De prøvede igen. Denne gang lykkedes det, men overraskelsesmomentet var væk. Det stoppede dog ikke det fremmødte publikum i gengælde bandets anstrengelser med et solidt moshpit. Publikum var, tømmermænd eller ej, klar til at fortsætte festen fra onsdag. Selv stod jeg på behørig afstand med dagens første øl. Jeg var ikke helt klar endnu, og brugte mest af alt koncerten som opvarmning til Syl X Eyes på Pandæmonium kl. 15:00.
De to danske harcorebands Syl og Eyes havde slået pjalterne sammen og gav en fælles koncert. Det blev årets oplevelse. Jeg vidste på forhånd ikke, hvordan de ville gribe koncerten an, men det viste sig, at alle 10 bandmedlemmer konstant var på scenen og spillede hinandens numre, afsluttende med et fælles nummer. Altså to sangere, der sang på skift og sammen, to trommeslagere, der bankede løs konstant og seks guitarister og bassister. Genren og de mange musikere på scene samtidig taget i betragtning, skulle man tro, at lyden ville være rodet og mudret. Det var den på ingen måde. Den var knivskarp, og mit bud er, at bandene må have brugt lang tid på at øve numrene sammen.
Med Syl og Eyes har Danmark to fremragende hardcorebands. Med Syl x Eyes fik vi noget helt exceptionelt på Copenhell. Havde man kunnet købe bandenes merchandise efter koncerten, havde jeg købt et stk. af hver slags. De havde dog valgt ikke at tage t-shirts m.m. med til Copenhell i protest mod, at festivalen tager 25% af omsætningen.
Er man til thrash, var der ingen grund til at være kritisk over årets program. Flere af de nye store og gamle store var på programmet. Exodus hører naturligvis til i den sidste kategori, og skulle big four of thrash metal udvides med flere bands, ville Exodus være svær at komme udenom. Kirk Hammett var i øvrigt en del af Exodus i bandets første fire leveår, inden han skiftede til Metallica.
Når store gamle navne går på scenen, er det altid med en vis nervøsitet, jeg stiller mig op blandt publikum. Får man noget kun for nostalgikere eller noget, der også holder med ’nye ører’? Med Rob Dukes som ny (og gammel) sanger og Gary Holt som Exodus’ ankermand var det ikke kun for de gamle. Selvom Exodus ikke har de der sange som alle kender (som det er tilfældet med the big four), er deres materiale solidt, og særligt flere af numrene fra debuten Bounded by Blood skiller sig ud. Dem fik vi fire af.
På album har det været vokalen, der har holdt mig fra at dykke grundigere ned i Exudus’ ’80er-katalog. Live er der intet dårligt at komme efter. Rob Dukes sang solidt og var en energibombe, at observere på scenen.
Danske Ashes of Billy var blevet placeret på Gehenna. Havde arrangørerne kunnet nå at vælge en anden scene, havde de helt sikkert gjort det. For det unge danske band er blevet danmarkskendte blandt musikelskere på kort tid. Der var da også stuvende fuldt på og omkring Gehenna. Forsanger Daniel Hermann kvitterede med et ”Fuck, der er mange mennesker”. Udover 17-årige Daniel består bandet af 16-årige Anton Stampe på bas og 16-årige Johan Borgaa på trommer. ”One guitar a bass and a drummer, that’s really all it takes”, som et andet ungt band sang for 31 år siden. Og det kræver faktisk ikke mere!
Ashes of Billy udgav sin debut-EP for tre år siden og har stadig sit første reelle album til gode. De har altså ikke mange sange og vælge imellem, når en setliste skal sættes sammen. Det de har er dog alt rigelig for nu, og de tre Roskilde-drenge leverede et brag af en koncert med en autoritet, jeg ikke tidligere har set fra så ungt et band, og som mange ældre bands kunne lære noget af. De har formentligt været pissenervøse, men det var ikke til at se. Her var ingen klovnerier, men kun er seriøs tilgang til musikken. Ashes of Billy brændte igennem fra start til slut og havde endda taget lidt gimmicks i form af ild og balloner med.
Stilen var en form for grunget rock, som vi kender den fra midt-90erne. Tænk bands som Bush og Silverchair. Hvis Ashes of Billy kan holde gryden i kog, venter der en stor fremtid.
Som nævnt blev det til to numre med The Prodigy, og så var jeg videre. Der var en øl, der skulle drikkes, inden der skulle sprintes mellem Wiegegood kl. 23:00, Abbath kl. 23:15 og Lorna Shore kl. 23:30. Sikke en afslutning.
Der var af gode grunde ikke mødt mange op til Wiegegood, og jeg blev der også kun kort, da Copenhell havde valgt at placere et anden black metal act næsten samtidig. Heldigvis lagde Wiegegood ud med ”FN SCAR 16”. Det er en perfekt åbner, der også passede perfekt til den træ-omkransede Gehenna. Med sit repetitive guitarriff og den skrigende vokal var det en perfekt start på koncerten. En start, der også blev slutningen for mig, der skulle til Abbath.
Koncerten med Abbath skulle blive næsten ligeså kort for mig, som den med Wiegegood, for lige om hjørnet ventede Lorna Shore. Abbath Doom Occulta er nok bedst kendt som frontmand i Immortal, der var en del af scenen i den norske black metal-hovedstad Bergen. Selvom Abbath har udgivet tre studiealbum, bestod aftenens setliste udelukkende af Immortal-numre. Det er der sikkert mange, der havde glædet sig til, inkl. undertegnede. Det blev kun til et par numre, men som med Wiegegood, ville jeg gerne have hørt meget mere. Med klassisk corpse paint indtog Abbath scenen med stor autoritet og gav publikum en intens oplevelse med sin isnende kolde skrigende vokal, der for mig er hans helt store styrke.
Lorna Shore var vel et af torsdagens helt store navne. Hvis det ikke var tydeligt før koncerten – så var det det i hvert fald under og efter. Det amerikanske deathcore band kvitterede for det store fremmøde med en magtdemonstration i moderne metal. Det var teknisk perfektion blandet med brutale breakdowns – og så med bandets helt store aktiv, vokalist Will Ramos, der beviste, at der ikke er mange sejere frontmænd inden for den brutale ende af metalgenren. Ramos var en autoritet på scenen. Lyden var krystalklar og Ramos’ vokal gik helt rent igennem. Ingen har en vokal som ham. Med en blanding af skrig og growl fra den dybeste afgrund kommer man på en følelsesmæssig rutsjetur – og med et teknisk godt spillende band går det op i en højere enhed. Det gjorde det til denne koncert!
Om et par år må Lorna Shore gerne indtage Helvetí i prime time.
