Deftones er efterhånden et band, der ikke behøver den store introduktion – men alligevel er det ret vildt at tænke på, hvor længe de har været med, og hvor mange generationer de har fået med på vognen undervejs. Fra nu-metal-dagene til i dag har de formået at udvikle sig, uden at miste det, der gør dem til noget særligt: det hårde, det melodiske og det drømmende i én stor, støjende pærevælling.
På Arena denne aften er forventningerne til at tage og føle på, og allerede fra første nummer mærker man, at bandet stadig kan levere. Chino Moreno er i hopla – han styrter rundt på scenen, slynger mikrofonen om sig og får publikum med fra første strofe. Det er ikke bare rutine; der er en energi og et nærvær, som smitter hele vejen ned bagerst i teltet.
Sættet er tætpakket med sange, der får både gamle og nye fans til at synge med. “Be Quiet and Drive (Far Away)”, “Diamond Eyes” og “My Own Summer (Shove It)” bliver leveret med en intensitet, der minder én om, hvorfor Deftones stadig står så stærkt. De kan det tunge og det hårde, men de kan også det mere drømmende – især på “Change (In the House of Flies)” og “Rosemary”, hvor stemningen i teltet pludselig får en mere eftertænksom kant.
Det hele føles ret kompakt og fokuseret – måske lidt kort, men til gengæld uden fyld. Chino Moreno bærer virkelig bandet denne aften, og selvom man godt kan savne lidt mere modspil fra resten af holdet, fungerer det alligevel. Der er stadig plads til både nostalgi og fremdrift, og publikum kvitterer med energi og fællessang.
Koncerten rundes af med et par solide indspark – “Rocket Skates”, “Genesis” og ikke mindst “7 Words”, der sender et sidste sus gennem Arena. Det er ikke en koncert, der revolutionerer noget, men det er en aften, hvor Deftones viser, at de stadig har formatet og kan samle både de trofaste og de nysgerrige. Jeg er virkelig glad for, at de landede på Arena denne aften efter, at deres aflysning på Glastonbury gjorde en lettere nervøs.
