Let’s face it; Smashing Pumpkins storhedstid lå for rundt regnet tre årtier siden. Nærmere bestemt fra 1991 til 1995. De tre album de skabte indenfor den periode, er til gengæld hovedværker. Dét er Corgan udmærket bevidst om og sætlisten på nuværende tur er da også defineret af især Mellon Collie and The Infinite Sadness og Siamese Dream, hvorfra ikke mindre end 15 numre udgør aftenens sæt. Og det er da også sandt for dyden herunder publikum hengiver sig overordentligt og allermest energisk og henført.
De fire numre Chicagokvartetten har valgt at præsentere fra seneste album Aghori Mhori Mei er heldigvis uomtvisteligt de bedste fra et ellers semisløjt album. Tre stykker fra Machina og det altid spillede “Ava Adore” fra Adore udgør en næsten triumferende god sætliste fra et band, der præcist ved, hvor guldet i diskografien befinder sig.
Deres udgivelser har mildest talt været svingende gennem de senere år.
Alligevel må man tilføje, at Aghori Mhori Mei peger lige lukt tilbage til de tre første album med en potent og vital lyd, der bare er fedt produceret. Bevares, ikke alle numre er lige gode, men de fire Corgan har valgt står alle skarpt og kunne snildt medregnes i den helt gode ende af diskografien. Et par af dem har sågar potentiale til nyklassikerstatus.
Aftenen starter dog med tre kvarters support af Myrkur, som disker op med en rundtur i hendes blandede katalog af Black metal og folklore sat i smuk folkemusik. Hendes seneste plade er en svulstig og muskuløst produceret omgang og der bliver da også vist både tænder og power, når numre herfra spilles.
Myrkurs smukke sirenevokal fylder Vega, mens hun flankeres af en arbejdsom guitarist og en glimrende bassist, der også assisterer hende på vokal og kor gennem sættet. Et enkelt nummer har Myrkur faktisk skrevet i samarbejde med Corgan, så det giver jo fint mening, at netop hun er hidkaldt som opvarmning de to aftner.
Lyset blændes ned og ind træder Corgan i en slags gotisk præstedragt, så han minder om Murnaus Nosferato. Kiki Wong ligner med sin beklædning og flying V guitar en, som snuppet lige lukt ud af et 80’er japaner heavyband. James Iha er som altid cool klædt i rød skjorte og sort/hvide sko. Jimmy Chamberlains trommer fylder 1/3 af scenen, og leder til forveksling tankerne hen på Tools Danny Carey.
Hvorvidt det er 3/4 af den oprindelige besætning, der gør udslaget ved jeg ikke, men de spiller dælme potent og veloplagt – helt som i de gode gamle dage. Efter en lettere buldrende “Heavy Metal Machine” sender bandet en triade af ubestridelige klassikere ud fra scenekanten. Først “Today” med et überengageret publikum der istemmer omkvædet, så INGEN tænker på morgendagen. Derefter katapulteres vi over i en stålsat og tændt version af “ Bullet With Butterfly Wings” igen med et publikum der hopper og skråler med på linjerne: “Despite All My Rage/ I’m Still Just a Rat In A Cage”, så både gulv og vægge gynger og vibrerer. Så lidt ned i tempo med den labre ungdomshymne “1979”, der også synges med på, så Corgan nærmest kan undlade mikrofonen.
Så følger to sublime udgaver fra nykomlingen; storladne og smukke “Edin” og den ørehængsmemorable “Pentagrams” med sit tordnende guitarklimaks. Begge numre er fremragende på plade og viser sig endnu bedre live. Mange er tydeligvis ikke bekendte med det nyeste materiale, men for pokker hvor er det solidt og gennemarbejdet.
Berlins ellers glimrende “Take My Breath Away” synes ret overflødig især med tanke på corgans vokal overfor Terri Nuns ditto, men også fordi de blandt andet intet spiller fra deres ellers mesterlige debut Gish.
Den episke prog-opera “Porcelina Of The Vast Oceans” lyser op og udspiller sig flot midtvejs med sin store emotionelle solo.
På “Mayonaise” står Corgan og Iha indledningsvist i front mod hinanden. Den opstilling Symboliserer meget godt den nyfundne bandkærlighed mellem de to.
Iha og Corgan har sågar også lidt ping pong kørende vedrørende Danmarks mange cyklister og hippier, til stor moro for publikum.
Alle i bandet virker yderst veloplagte og spillelystne. Corgan er sjældent set så smilende og ofte i øjenkontakt og pegende på publikum. Han cracker endda jokes, fortæller om deres tur i går på Christiania – hvor de iøvrigt spillede Loppen i 92. Den sublime koncert så jeg og helt så godt var det naturligvis ikke i Store Vega, men mindre kan sagtens gøre det.
Efter en smuk version af “Mayonaise” får vi igen en tretrins-salut fra den magiske fortid. En krystalklar og frapperende flot “Disarm” hvor salen igen næsten overdøver Corgan i killer-omkvædet. En ligeledes fejende flot orkestret “Tonight, Tonight” ledes over i en tænderskærende olm “Cherub Rock”
Og sådan kunne man såmænd blive ved…
Slutteligt får vi endda en impulsiv leget udgave af Black Sabbaths “ N.I.B” med iha på vokal, inden “The Everlasting Gaze” lukker en aldeles fremragende koncert, der stensikkert står som en af de bedste fra deres hånd i umindelige tider. Jeg har i hvert fald ikke set dem bedre live siden 90’erne
