Amenra indbød til metalhøjmesse i Store Vega.
Forbløffende mange havde indløst billet til begivenheden, så bandets popularitet er støt voksende efter deres skabelse i 99.
Belgierne stillede med fuldt hold og nogle ærefrygtindgydende smukke visuals igennem aftenens små 90 minutter lange tour de force.
Der var andægtig stilhed blandt publikum, så selv de helt stille sekvenser inden et nyt bragende crescendo kunne nydes. For netop vekselvirkningen mellem stille passager og tordnende klimakser, er et trick Amenra dyrker. Det gør at man sjældent trættes, som man indimellem kan opleve hos ligesindede bands som Cult of Luna, Isis og Neurosis.
Amenra lyder flere steder i løbet af aftenen som en benhård og knusende udgave af skotske Mogwai. Naturligvis med mere tyngde og aggression, men med samme udprægede fornemmelse af tristesse og smuk melankoli, der indfinder sig direkte i hjertekulen.
Amenras lange numre er imposante og volumniøse, men aldrig selvfedt selvsmagende. Der hersker en fornemmelse af nødvendighed hos kvintetten og man er ikke i tvivl om, at bandet mener hvert et riff, anslag basgang og strofer.
Colin H. Van Eeckhout synger skiftevis på belgisk, flamsk og fransk. Men man opdager det sjældent, da det er bandets tonale enhed, der er i fokus.
Der lægges ud med overjordisk smukke “Boden” fra Mass V. Herfra står det klart, at lyden er knivskarp og næsten krystallinsk, hvilket gør de mere stille sekvenser godt, men også giver tyngden gode kår. Lyden er fra første anslag til sidste fade out perfekt denne aften.
Med sådanne postmetal/ postrock/ sludgebands kan lyden være uheldigt buldrende, men lydmanden rammer bandet til perfektion og i Vega står Aenra knivskarpt.
Vi får et rigt og varieret udvalg fra Mass III, Mass IIII, Mass IV, Mass V og De Dorn. Sætlisten er i den grad godkendt og man føler ikke man mangler det mindste. Bandet er tændte og især vokalisten Colin H. Van Eeckhout krænger sin sjæl ud til det yderste. Det er næsten som gør han vold på sig selv, så tøjlesløst udadreagerende som han står mestendels med ryggen til publikum.
Så meget desto mere virkningsfuldt er det, når den flamboyante frontmand endelig vender sig i front mod publikum. Der går næsten et gys igennem kroppen, når han stirrer en nådesløst i øjnene.
Salvesesfuldt og katarsisk på én og samme tid. Efter de to tonstunge og monstrøse afsluttere “Am Kreuz” og “Diaken” træder man træt, brugt men lykkelig ud på Vesterbros kolde stræder. En renselsesproces er forbi. Håber snart I kommer igen Amenra. Jeg stiller med garanti næste gang.
Supporten DIY-artisten Youniss fattede jeg derimod intet af. Ene mand med sin guitar og div elektronik leverede en hiphop-afart, der testede publikums tålmodighed. Flere valgte da også retræten til baren af samme årsag. Udover også at være fra Belgien, forstår jeg ikke bevægegrundene for at vælge ham som opvarmning.
Men måske der er en dybere mening, der går min forstand forbi.
