To ting gør, at aftenens koncert med Suede imødegås med spænding; Har Brett Anderson stadig stemmen til de høje toner og hvor godt fungerer de nye numre live.
Jeg så sidst bandet i 2022, hvor Andersons vokal måtte resignere på de høje toner flere steder igennem koncerten. Bandet og frontmanden leverede dog på samtlige andre parametre, så det blev alligevel en glimrende koncert.
Suede fremstår aldeles revitaliserede på deres to seneste fremragende album Autofiction og Antidepressants.
De to plader hviler på en bund af postpunk inspiration iblandet Suedes Glam-signaturlyd. Anderson har selv udtalt, at Autofiction er deres punkplade, mens Antideressants er deres postpunkplade. Og der er bestemt noget om snakken. Guitarfigurerne på de to er som snuppet ud af postpunkens mestre og man aner både bands som Bauhaus, Magazine og Killing Joke i bandets lyd. Suede har ganske enkelt ikke været bedre siden Dog Man Star, så forventningerne er høje til snittet fra de nye album.
Inden bandet går på scenen skal vi dog lige forbi skotterne i Swim School, der har fået supporttjansen indeværende aften. Bandet har udgivet en håndfuld album og nævner selv, at de kiler sig ind imellem Slowdive og Wolf Alice. De syv numre bliver dog en lidt flad omgang og mens Wolf Alice bestemt er en reference i øjenhøjde, kan Slowdive kun være en ønskedrøm.
Inden Suede går på scenen kører båndet Iggy & The Stooges og Clash, hvilket vel ikke er tilfældigt. Royal Arena er tæt på udsolgt. Med tanke på tidligere koncerter for mellem 1500 og 4000 publikummer, må man sande at Suede ingenlunde er blevet mindre populære med alderen. Faktisk er der overraskende mange unge blandt det forventede ældresegment.
Scenen er sat med gråt bagtæppe og Brett skitseret som engel iklædt statisk støj. Rundt omkring i salen panoreres “Broken Music For Broken People” langs flankerne. Den titel skulle Antidepressant-albummet oprindelig have haft og det er jo egentlig passende for bandets lyrik gennem årene.
Kl. 21 præcis kommer bandet på scenen til vild jubel og tonerne af “Antidepressant”. Det fuldfede omkvæd står med skrift på bagskærmen så alle kan synge med. Og dét gør de. Der er fuld plade på singalong fra salen og alle synes at istemme. Overbevisende start på en parade af klassikere iblandet nye tracks.
De nye numre fungerer rigtig fint og publikum har læst lektien og kan synge med på de fleste. Numre som “Personality Disorder”, den superlabre ballade “June Rain” og især bangeren “She Still Leads Me On” med det uimodståelige omkvæd, må simpelthen blive en nyklassiker i Suede-regi, hvis der er retfærdighed til.
Noget af det Suede kan i særdeleshed – udover at skrive blændende numre naturligvis – er at favne alle i salen. At få alle til at føle sig set og hørt. Et fællesskab for rendestenseksistenser og håbløse romantikere. Brett benævner det selv Suedelove og Suedeworld. Og det virker sgu, man bliver revet med og føler sig båret af bandet på en følelse af fælleskab, kærlighed og omsorg.
Netop litter on the streets begrebet accentueres fuldt ud i den næsten kriminelt melodiøse ørehænger “Trash”, der former et menneskehav af syngende dansende eksistenser, ikke bare på gulvet, men også oppe på siddepladserne, hvor jeg befinder mig.
Eller siddepladser er så meget sagt, for praktisk talt ingen sidder ned gennem de 100 minutter og 20 numre, Suede beriger os med.
På “Animal Nitrate” behøver Brett næsten ikke synge. Publikum overtager tjansen og gør det for ham. Mageløst at være vidende til.
Sætlisten til koncerterne skifter hver aften, i al fald for en håndfuld numre. Altid fedt når et band ikke bare autopiloter den, men gentænker aftenens sæt op til hvert gig.
Brett er i fuldt vigør og i konstant firspring. Hvis ikke dansende rundt, så oppe på monitoren. For så at lægge sig ned på alle fire.
På “Pantomime Horse” ligger Brett med ryggen på gulvet og synger. På netop den smukke ballade kommer hans vokal fint op på de høje nagler.
Det kunne han ikke sidst jeg så dem og det virker som om den 58 årige frontmand har øvet vokallektioner og smurt røsten med de rigtige fluidum. Han falder faktisk kun en smule igennem to steder. Det ene melder han faktisk selv inden.
Da “Wild Ones” leveres akustisk med kun Richard Oakes på guitar og Brett på vokal med de velkendte linier ‘There’s a song playing on the radio’
meddeler Brett, at stemmen ikke er hvad den har været og derfor må han have hjælp.
Dét får han!
Hele salen synger med. Unikt øjeblik at opleve og man glemmer helt, hvor stort et rum Royal Arena vitterligt er.
Lige dér føles det virkelig som en stue for blot ti mennesker. Det øjeblik bliver tæt på magisk.
Der er stort set ingen pauser mellem numre. Det ene går direkte over i det andet. Imponerende at så aldrende et band kan mønstre så meget energi. Tror faktisk kun jeg kan komme på Dave Gahan eller Mick Jagger af jævnaldrende, der kan holde samme tempo uden at give slip på elegancen.
100 min lyder umiddelbart ikke af voldsomt meget, men med den ildhu og det engagement Brett og band lægger for aftenen er man decideret forpustet til sidst. Han holder sig dælme godt, den gamle velklædte elegantier. Næsten som at se ham i 90’erne.
Bandet spiller forrygende. Matt Osmans bas sidder i skabet. Han er som vanligt en cool glamrocker. Det samme kan siges om Richard Oakes på guitar. Hårde tørre hug veksles med sørgmodige og emotionelle soloer. Simon Gilbert spiller tight og med udpræget finesse i de stille passager.
En irriterende drone svæver foran scenen konstant. Men den slags skal man nok vende sig til. Det lander dog heldigvis i småtingsafdelingen
Brett nævner flere gange, at de er et nostalgisk band der elsker og vægter fortiden. Når de store klassikere rammer, erkender man da også selv hvor guldet ligger.
“Metal Mickey” spreder glæde og “So Young” følger og begejstringen vil ingen ende tage for de to 90’er darlings. De fremstår præcis lige så friske i 2026 som ved fødslen for 34 år siden.
Alt godt må som bekendt have en ende og man fornemmer at bandet skal til at runde af.
Syng det lille ord na-na-na råber Brett og påkalder sig vores opmærksomhed endnu en gang, hvorpå en fuldfed “Beautiful Ones” slutter hovedsættets fest og ALLE deltager i omkvædet.
Ekstranummeret “The Only Way I Can Love You” som bandet har for vane at slutte indeværende tours koncerter med leveres med inderlighed – men pga deres kæmpeglæde for danskere og fordi det er lørdag, får vi lige “Saturday Night” at gå hjem på.
En stor aften i arenaen er til ende.
Stemmen holdt.
De nye numre holdt. Hele baduljen holdt.
Formodentlig den bedste Suede koncert jeg har set siden de gyldne 90’ere.
