Tidligere Megadeth-guitarist klar med album

Den tidligere Megadeth-guitarist Chris Poland er klar med ny musik i projektet Nuclear Messiah, der netop har udsendt en fortolkning af Uriah Heep-klassikeren “Look At Yourself”. Nummeret fungerer som en appetitvækker på det kommende konceptalbum Black Flame, der udkommer 24. april via Cleopatra Records.

Indspilningen samler et bemærkelsesværdigt hold af musikere. Udover Poland medvirker blandt andre Sebastian Bach (Skid Row) på vokal, mens også Mick Box (Uriah Heap), Bob Daisley (Ozzy Osbourne/Raibow), Derek Sherinian (Dream Theater/Black Country Communion) og Carmine Appice (Vanilla Fudge) bidrager til indspilningen.

Ifølge Poland selv er valget af “Look At Yourself” som første single ikke tilfældigt. Han fremhæver sangens progressive kant som et naturligt omdrejningspunkt på albummet og peger samtidig på Bachs vokalpræstation som et af højdepunkterne. Undertegnede var kæmpe fan af Sebastian Bach vokal på de to første Skid Row-album, men… ja, bedøm selv herunder:

Sebastian Bach trækker i den forbindelse tråde tilbage til sin egen musikalske opvækst, hvor Uriah Heep var en del af lydsporet i barndomshjemmet. Han beskriver nummeret som et mere underspillet valg fra bandets katalog – med en lyd, der også leder tankerne hen på Deep Purple – og understreger ambitionen om at balancere respekt for originalen med sit eget vokale udtryk. Igen… bedøm selv.

Black Flame præsenteres som et ambitiøst konceptalbum med en række prominente gæster, og udgivelsen markerer samtidig en genstart for Poland, der i de senere år har holdt en lav profil på udgivelsesfronten.

0 replies on “Tidligere Megadeth-guitarist klar med album”