Jeg så Sixteen Horsepower et par gange tilbage i 2000 og 2003. Begge fremragende koncerter. Herefter valgte David Eugene Edwards og bandet at lukke ned, mens Eugene fortsatte sin hypnotisk messende prædiken i ligeledes glimrende Woven Hand. Efter to soloalbum og et enkelt album i samarbejde med Alexander Haacke fra Einstürtzende Neubauten, har Sixteen Horsepower nu valgt – på mirakuløs vis havde jeg nær sagt – at gendanne sig. Foreløbig til en koncertrække uden nyt materiale, men man har jo lov at håbe på, at genforeningen kaster ny lyd af sig.
Ikke desto mindre blev vi i går aftes i et propfyldt Amager Bio beriget med en noget nær perfekt sætliste, der kom godt rundt i diskografien. 21 numre fordelt på 100 min. Så kan man vist ikke ønske sig meget mere.
Sixteen Horsepower stiller i oprindelig besætning og selvom det er rundt regnet 22 år siden, de sidst har stået sammen og spillet på en scene, er der absolut ingen slinger i valsen eller rust i geledderne. Bandet spiller både tight og med tydelig fornemmelse for hinanden. Eugene skifter mellem guitar, banjo, mandolin og harmonika, mens Pascal Humbert benytter sig af diverse basser inkl en gulvbas typisk spillet med buestreng. Jean-Yves Tola styrer trommerne præcist og ganske sammenbidt.
Guitaristen på venstre flanke er Chuck French fra Wovenhand og han er måske aftenens eneste anke. Ikke at han spiller dårligt, tværtimod, men lyden på hans guitar er simpelthen for lav. Man hører primært Eugenes guitar, hvilket gør, at mange finesser fra French’ guitar forsvinder ift numrene på plade. Endvidere mangler der derfor også indimellem den nødvendige pondus, når numrene når deres crescendo. Heldigvis er der masser af muskler i de tre andre, så det er på ingen måde katastrofalt.
Publikum omkring kan deres 16HP lektie og mange synger med på flere numre. Der klappes også begejstret og man mærker tydeligt glæden og dedikationen fra de fremmødte over, at gendannelsen er en realitet. Bandets unikke sound; mixet mellem rootsrock, country og southern gothic rock har tydeligvis været savnet og selvom Eugene ikke ytrer meget mere end “thank you” enkelte steder, synes det alligevel som om der er en helt naturlig kommunikation og smittende symbiose mellem bandet på scenen og folk på gulvet.
Der spilles med koncentration og nerve og man mærker hele tiden der er noget vigtigt på spil for Edwards både i hans tekster og performance. Et par gange taler han lidt i shamanske strofer, selvom han på ingen måde revser os med tungetale, vilde blikke og fagter, som i de fortidige dage. Men han sidder som altid på sin skammel, med sin hat inkl indianerfjer koncentreret om sit foretagende med røst og instrumentering.
På trods af hans stillesiddende figur, suger han meget opmærksom til sig på grund af sin medfødte karisma og personlighed. Hans år på landevejen som prædikant efter sin far, har gjort sin indvirken og fornægter sig ikke, nu er den blot iblandet musik og poesi.
Man fornemmer tydeligt hvor publikum synes guldet ligger. Både under “American Wheeze” og “Harms Way”, hvor Eugene hiver sin store gamle trækharmonika frem, lyder der begejstring fra salen. Jeg er slet ikke fan af det instrument, men når lige han fremfører det, virker det helt uundværligt og spiller perfekt ind i sammenhængen.
Ellers er der ekstra høje begejstringsråb, da bandet bl.a leverer fine og ret intense udgaver af “Splinters”, “South Pennsylvania Waltz” og “Black Soul Choir”.
Hovedsættet afrundes med en majestætisk og dunkel udgave af “Poor Mouth” der er trukket lidt ned i tempo, inden bandet forlader scenen. Heldigvis skal vi ikke trækkes med unødig langvarig ventetid inden de afsluttende ekstranumre, som nogle bands desværre har for vane.
Sixteen Horsepower runder aftenen af med tre fornemme numre. To numre fra det – i 16HP regi – lidt introverte album Folklore, der i øvrigt blev det foreløbigt sidste fra deres hånd.
Nemlig de sublime “Hutterite Mile” og “Blessed Persistance”. Her bliver tempoet skruet ned og i stedet erstattet med masser af atmosfære og nærvær.
På én gang dystert, knugende og smukt!
“For Heavens Sake” bliver aftenens exit og hvor aftenens visuals ellers har været præget af mørke, ildevarslende billeder af pulserende slangeskind, dyrekranier og lignende, dukker en himmel fuld af skyer frem, der nølende må vige for solens varme stråler, som presser sig igennem skydækket.
En meget delikat og perfekt symbolsk afslutning på en dybt tilfredsstillende aften i selskab med et band, der på fortrinlig vis viste, hvor skabet skal stå og hvorfor det vitterligt er helt på sin plads, at Sixteen Horsepower er tilbage på livescenen og absolut fortsat har sin berettigelse.
Skulle man pege på en lille ting, jeg personligt kunne have ønsket mig, så er det, at bandet altid spillede et Joy Division cover til deres koncerter back in the heydays.
Men hey – det er petitesser på en indiskutabelt godkendt og fuldendt aften.
Velkommen tilbage drenge.
