Det er gået stærkt for Guldimund siden han imponerede på Avalon-scenen på Roskilde Festival i 2023. Projektet har fået vokseværk og populariteten er steget i takt med duetter med alle de rigtige og medvirken i Toppen af Poppen. Så nu er Arena det mest rigtige sted. Orange næste gang.
Guldimund passer også rigtig godt ind i Roskildes nyere musikprofil på de store scener. Og måske ser vi om nogle år tilbage på 2020’erne som en guldalder for dansk pop. Der er i hvert fald aktuelt en generation af kunstnere, der har løftet dansksprogede popsange til nye højder. På Roskilde har vi f.eks. i år, udover Guldimund, Tobias Rahim, Pil og Aphaca, der alle tre spiller på Orange.
Guldimund er noget så sjældent som et produkt af Rytmekonservatoriet, der udover at være en dygtig musiker også er en kunstner med en unik stemme og endda noget på hjerte. Og han og bandet spiller aldeles fremragende denne aften. Arrangementerne er raffinerede, dynamikken er stor, og musikalsk er der meget lidt at udsætte på det, der foregår på scenen. Det er tydeligt, at Guldimund har sat alt ind på denne koncert og overlader intet til tilfældighederne.
Og på den måde fornægter Rytmekons-baggrunden sig ikke; balancen tipper, og det bliver desværre ofte steder teknik, der trumfer følelse. Lydbilledet unødigt pompøst og storladent. Musikken stræber så hårdt efter det forløsende øjeblik, at den indimellem kommer til at presse på for at fremkalde følelser, som sangene egentlig bærer bedre i sig selv.
Mest tydeligt bliver det, da Guldimund inddeler publikum i tre grupper, som hver skal synge sin egen tone. Der går Jacob Collier i den for Guldimund med dette koncertverdenens ældste tricks til at skabe en pæn alle-er-glade følelse af fællesskab. Et fællesskab, man i øvrigt let kan føle sig udstødt fra, i det øjeblik man studser over, hvor leflende det egentlig er.
Hvor er de reelt spontane øjeblikke, der netop kunne fremhæve det uregerlige i det liv, hans sange beskriver? Det hele er så minutiøst planlagt, at koncerten flere steder kommer til at føles mere som en præsentation af en idé eller et projekt end som noget, der er lagt an på nuet.
Men ret skal være ret. Under den perfekte afvikling ligger der stadig noget, der gør ondt. Det høres dog kun i hans vokal, i små aggressive fraseringer og de steder, hvor han nærmest bider ordene over. Der er en irritation, en sorg og en desperation i de meget velskrevne sange, som alligevel ikke fornægter sig.
Grundlæggende bekræfter koncerten dog Guldimunds position som en af sin generations vigtigste danske popsangskrivere. Og om nogle år bliver det nok Guldimund, der følger Kim Larsen, Shu-bi-dua og Alberte Winding ind i Højskolesangbogen.
