Fredag startede stille og roligt i selskab med Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester. Ud over at fungere som en blid start på dagens musikprogram blev koncerten også et samlingspunkt, hvor vennegruppen kunne mødes, inden den igen blev spredt ud over pladsen i mindre grupperinger.
Det var tredje gang, Jakob Stegelmann gæstede Copenhell, og hvad der tilbage i 2018 kunne virke som en lidt sær booking, er nu et helt naturligt indslag. Som man også kan se, når man bevæger sig ind i Copenhell Con, er der nemlig et oplagt overlap mellem heavy metal og den nørdekultur, som Stegelmann repræsenterer.
At Stegelmann har kunnet holde sig relevant siden 1989 er en utrolig bedrift, men når man oplever hans entusiasme og let underspillede humor fra Helvíti-scenen – ligesom man kender den fra Troldspejlet på tv og podcast – er det egentlig ikke så underligt.
At mærke genkendelsens glæde hos mig selv og de omkringstående, når Stegelmann præsenterede, og Aarhus Symfoniorkester spillede temaer fra Star Wars, Teenage Mutant Ninja Turtles, Rick and Morty, Ghostbusters, Indiana Jones m.fl., var enormt livsbekræftende. Man kiggede på vennerne med et stort smil! Om Aarhus Symfoniorkester spillede, som sådan et orkester skal, skal jeg ikke gøre mig til klog på, men godt lød det, og øregangene fik en stille start. Og Stegelmann kommer godt ud over scenen, på trods af den ro han udstråler.
Distortionen var væk for en stund, vokalen var væk, men fadøllene var der stadig, og fredagen var i gang.
Efter Stegelmann gik turen til Gehenna, hvor Powerplant spillede deres beskidte, støjende, lo-fi-punkede og let elektroniske musik. Tidligere var Powerplant den ukrainske sanger Theo Zhykharyevs soloprojekt, men nu er det et band med faste folk på henholdsvis bas, trommer og synth. Guitaren står Theo selv for. Theo Zhykharyev er Powerplants helt naturlige omdrejningspunkt. Hans vokal skifter mellem det let skingre, rå og rockede, det snøvlende, det rene og det growlende på en næsten black metal-agtig måde. Musikken svinger på samme måde mellem genrerne, men oftest i en nedbarberet og skramlet form. Det var en rodet omgang på den helt bevidste måde, men efter at have været i kyndige og strukturerede hænder hos Aarhus Symfoniorkester, var det præcis, hvad der var brug for.
Mad. Mere øl. Meget mere vand.
Så gik danske Omsorg på scenen på Gehenna. Fremmødet var ikke imponerende, men det lod Omsorg sig ikke gå på af. De tre nordjyder leverede en intens koncert, hvor musikken sparkede fra sig, mens man til gengæld kom ned i gear, når frontmand Jan Fenger Christensen henvendte sig til publikum mellem numrene. Det var befriende, at han ikke spillede en eller anden hård-mand-rolle, men i stedet virkede både rolig, oprigtig og nærværende.
Omsorgs musik bevæger sig i et felt mellem screamo, hardcore og post-hardcore, og netop den slags er Gehenna som skabt til. Den slags musik gør sig bedst på de mindre scener, hvor afstanden mellem band og publikum ikke bliver for stor, og hvor energien ikke skal bevæge sig alt for langt fra scenen. Der var noget sympatisk ved kontrasten mellem musikkens voldsomme udbrud og bandets mere underspillede fremtoning. Når sangene gik i gang, var det med uro, desperation og en lyd, der føltes mere som et åbent sår end som en knytnæve, hvis I forstår. Men mellem numrene blev intensiteten ikke pakket ind i attitude..
Omsorg kom ikke med fællessang eller kedelige livetricks, hvor publikum kommanderes til at klappe med, lave circle pits og hvad der ellers er. De kom med musikken og et sympatisk budskab – og det med circle pits klarede publikum helt af sig selv.
Et af de store samtaleemner op til festivalen var 15 Years in Hell – All Star Show på Helvíti. Showet blev stablet på benene, efter Twisted Sister måtte aflyse. Man havde hyret en række primært danske musikere ind for at spille metalhits, hvoraf mange tidligere var blevet spillet på Copenhell af numrenes oprindelige ophavsmænd. Op til festivalen delte Copenhell og flere af bandene billeder fra øveren, hvor de forberedte sig til det stort anlagte show.
Det startede egentlig ganske fint med de to oplagte åbningsnumre “We’re Not Gonna Take It” og “I Wanna Rock”, nu hvor Twisted Sister ikke selv kunne være der. Derefter skulle Ozzy hyldes (selvfølgelig skulle han det!) med “Paranoid” og “No More Tears”, der havde Ronnie Atkins på vokal. Så fulgte Anthrax’ Joey Belladonna med Deep Purples “Highway Star”. Belladonna var det med afstand største udenlandske navn på scenen, og han høstede da også fortjent hyldest. Her ér der tale om en stjerne inden for metalmusikken.
Som koncerten skred frem mindede det mest af alt om et karaokeshow – og hvem har egentlig lyst til at høre en hel koncert med covernumre? Ikke jeg. Hvis jeg havde lyst til det, var jeg gået i Biergarten, hvor det til gengæld altid fungerer virkelig godt.
Der var dog også lyspunkter. Ditte Krøyer fra Vulvatorious smadrede igennem på Slipknots “Psychosocial”. Er der en mere karismatisk frontperson på den danske metalscene? Det tror jeg ikke. Et andet højdepunkt var, da Ashes of Billys Simon Lindemann Olsen sang Panteras “A New Level”. Ikke et oplagt valg, men det fungerede, og den unge sanger – der debuterede på Copenhell sidste år – indtog scenen yderst selvsikkert.
Det hele lukkede med “Det bedste til mig og mine venner”, sunget af Casper Popp – godt at se ham igen i øvrigt – og Ronnie Atkins. Jeg ved ikke, hvad pointen var med at spille det nummer til en koncert, der skulle hylde 15 år med Copenhell. Jeg tror ikke, der var nogen.
Den fulde setliste kan ses nederst.
Sidste koncert for mig denne dag var Anthrax. Det legendariske thrashband, der tilbage i folkeskolen for mig stod som det klart bedste thrashband i verden. Sådan har jeg det måske ikke længere, men derfor er der stadig noget helt særligt ved at stå foran scenen og høre de sange, der engang var med til at definere min ungdom og hvad metal kunne være.
Af de tolv numre Anthrax spillede, var kun to fra efter 1990. Det siger en del om bandet. Blandt andet at de fra 1993 til 2003 udgav fire album med John Bush fra Armored Saint bag mikrofonen, og at de intet spiller fra den periode. De to numre, som var nyere end 1990, var “Breathing Lightning” fra For All Kings fra 2016 og “It’s for the Kids” fra bandets kommende 12. studiealbum, Cursum Perficio, der efter planen udkommer i september. Vægten var altså lagt på den klassiske Belladonna-periode, og så lige “Metal Thrashing Mad” fra debuten, der havde Neil Turbin på vokal.
Den nye single “It’s for the Kids” lover virkelig godt for det kommende album, og bandet har vel efterhånden brug for et nyt godt album, der kan levere friske numre til setlisten. Folk sang faktisk med, så der er håb. Når det er sagt, er det selvfølgelig en fornøjelse at kunne stå og høre så mange metalklassikere i ét set. Især når man samtidig kan se, at bandet stadig nyder at spille dem.
Koncerten åbnede med “Among the Living”, og derfra var kursen egentlig sat. Som nævnt var der ikke noget nyt under solen, men det har der på den anden side ikke været længe, når det kommer til koncerter med Anthrax. Derfor var det også som forventet, så ingen skuffelse her. Bare sange der stadig virker, fordi de har riffs, energi og omkvæd, der kan samle en flok gamle heavyrockere.
Anthrax’ thrash er noget anderledes end de andre store navne i genren. De har aldrig været lige så dystre som Slayer, lige så storladne som Metallica eller lige så tekniske som Megadeth. Der er mere fest, mere grin og mere klassisk heavy metal over Anthrax. Med Joey Belladonnas høje vokal i front bliver det tydeligt, at bandet ikke kun handler om aggression og tempo, men også om melodier og omkvæd. Belladonnas vokal deler helt sikkert vandende, men med sine 65 år, holder den sig overraskende godt.
Var det en koncert, der bragte nye fans til folden? Det tror jeg egentligt ikke, men det var helt sikkert ikke en koncert, der skræmte gamle fans væk.
.
Program & Setlist for 15 YEARS IN HELL
Were Not Gonna Take It / I Wanna Rock
Vokal: Linnéa Vikström Egg, Guitars: Søren Andersen, Georgios Alevrofas
Trommer: Morten Løwe, Bas: Michael Gersdorff
Paranoid/No More Tears
Vokal: Ronnie Atkins, Guitars: Søren Andersen, Gus G
Trommer: Morten Løwe, Bas: Michael Gersdorff, Keys: Bob Fridzema
Highway Star
Vokal: Joey Belladonna, Guitars: Søren Andersen, Gus G
Trommer: Morten Løwe, Bas: Michael Gersdorff, Keys: Bob Fridzema
Psychosocial
Vokal: Ditte Krøyer, Emma Acs, Guitars: Svend Sværd, Pepe
Trommer: Anton Hajn, Bas: Jacob Hansen
A New Level
Vokal: Simon Lindemann Olsen, Andreas Bjulver, Guitars: Svend Sværd, Tue Madsen
Trommer: Anton Hajn, Bas: Jacob Hansen
Sabotage
Vokal: Victor Kaas, Benjamin Clemens, Guitar: Lola Hammerich
Trommer: Anton Hajn, Bas: Ole Schwartz, DJ: DJ Noize
(Change over: DJ Noize)
Ace Of Spades
Guitars: Amira Hernan, Daniel Aabenhus Hermann
Trommer: Johan Borgaa, Bas: Anton Stampe
Everlong
Guitars: Joakim Kaspersen, Daniel Aabenhus Hermann
Trommer: Johan Borgaa, Bas: Anton Stampe
(Change over: Riff Off Guitar Battle)
HellWalkers
Vokal: Marika Hyldmar, Thomas Burø, Guitar: Asger Mygind
Trommer: Rasmus G Sejersen, Bas: Ketil Sejersen, Krigere: Kriigerkvlt
Break Stuff
Vokal: Marika Hyldmar, Kim Sternkopf, Martin Nielskov
Trommer: Rasmus G Sejersen, Bas: Ketil Sejersen
(Change over: DJ Noize)
Ulvens Ed
Vokal: Casper Popp, Guitars: Tim Christensen, Nicklas Sonne
Trommer: Allan Tschicaja, Bas: Lars Evers
Det Bedste Til Mig og Mine Venner
Vokal: Casper Popp, Ronnie Atkins
Guitars: Tim Christensen, Nicklas Sonne, Daniel Aabenhus Hermann
Trommer: Allan Tschicaja, Bas: Lars Evers
