Lørdag er jeg som oftest ved at være godt træt. De sociale batterier trænger til opladning, og lysten til at stå og lytte til musik begynder at aftage. Derfor er det ekstra vigtigt for mig, at lørdagens program er attraktivt. Sådan skulle det dog ikke helt være i år. Det første band, jeg skulle høre, var Social Distortion kl. 16.15, og det sidste var Volbeat kl. 22.00, så det var muligvis min korteste dag på Copenhell nogensinde.
Volbeat var jeg spændt på at opleve på Helvíti. Der er blevet talt stolpe op og stolpe ned om, hvorvidt Volbeat hører til på Copenhell, men selvfølgelig gør de det. End of discussion.
Dagen startede med legendariske Social Distortion, der har spillet deres let genkendelige punkrock’n’roll siden 1978. Det er kun Mike Ness, der stadig er med fra dengang, men de øvrige medlemmer har efterhånden også været en del af bandet i mange år. Tidligere i år udgav Social Distortion deres første album i 15 år. Et fint og klassisk Social Distortion-album uden de helt store udsving. Tre af koncertens første fire numre var fra det nye album, og senere kom endnu et. Med så mange nye numre så tidligt i koncerten er det helt naturligt, at publikum var lidt afventende. Det var også lige, hvad de var, selv om de nye numre blev afbrudt af ”Untitled”, der stammer fra mit favoritalbum, White Light, White Heat, White Trash. Senere kom yderligere tre numre herfra: ”Through These Eyes”, ”Dear Lover” og ”Don’t Drag Me Down”. Alle er de for mig klassikere, hvilket mange af numrene på White Light, White Heat, White Trash i øvrigt er.
Koncerten sluttede på smukkeste vis med ”Dear Lover” og ”Don’t Drag Me Down”. Der var tydeligvis en del blandt publikum, der kendte numrene – og muligvis også havde ventet på dem. Indtil da havde vi fået et engageret band, en Mike Ness i topform og en sætliste, der spændte over 43 år.
Desværre var Helvíti nok en for stor scene til Social Distortion, og det lykkedes aldrig rigtigt at engagere de forholdsvis få fremmødte. Mest liv kom der vel egentlig i publikum, da Mike Ness uddelte en verbal sviner til Donald Trump.
Så var det danske Katla på Pandæmonium. Da bandet spillede på Copenhell i 2022, foregik det på Gehenna, men denne gang var de rykket op på den væsentligt større Pandæmonium. Det virkede som et naturligt skridt og området foran scenen var stopfyldt.
Bandet var netop vendt hjem fra en større europæisk turné og var tydeligvis ikke kommet for blot at levere en standard festivalkoncert. Med sig havde de et sceneshow, der var større og mere gennemført, end man normalt møder hos et dansk band på deres niveau. En stor borg fyldte stort set hele scenen, og i midten sad sanger og trommeslager Rasmus Bang placeret som koncertens naturlige centrum. Han var flankeret af guitarist og bassist der stod i hvert sit tårn. Opbygningen gjorde ganske vist de to musikere noget stationære, men til gengæld gav den koncerten et markant visuelt udtryk, som sammen med en rigelig mængde pyroteknik gav det koncerten karakter af en hjemmelavet dommedagsforestilling. Der var også konfetti.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg syntes om setuppet, men musikken talte heldigvis sit tydelige sprog. Musikken er nemlig no nonsence. Riffene var langsomme, enkle og massive, og Rasmus Bang brølede energisk bag trommerne. Det må have været en hård omgang i varmen. Bandets musik bevæger sig ikke voldsomt meget, men det virker og der er noget befriende og afstressende over det. Ja, det lyder underligt.
Publikum var tændte og Katla virkede til at have fundet sig en ny hjemmebane, og de må gerne komme tilbage om et par år. Måske på Hades.
Eyehategod har jeg fulgt sporadisk, siden jeg på Roskilde Festival købte deres album Take as Needed for Pain fra 1993 udelukkende på grund af coveret. De har de seneste 15 år spillet en hel del gange i Danmark, men det var første gang, de spillede på Copenhell. Når de har spillet i København, har det ofte været BETA, der har lagt hus til, og på Copenhell var det også den lille scene Gehenna, det amerikanske sludge- og doomband fik stillet til rådighed.
De leverede en rigtig fin og tung koncert, men uden at gøre det store væsen af sig. Det gør de sådan set aldrig, og efter det musikalske tag-selv-bord, man havde været igennem på Copenhell, virkede det denne gang en smule kedeligt. Paradoksalt nok var der også noget rart ved det efter nogle dage fyldt med indtryk. Bare at kunne stå og slappe af til musikken uden at skulle forholde sig til ret meget andet.
Klokken 22 gik dagens hovednavn på. For første gang skulle Danmarks største metalnavn spille på Copenhell. Jeg blev kun til fem-seks numre, og så var jeg mør og træt i ørerne. Der, hvor jeg stod – forholdsvis tæt på scenen ude til højre – var det en lidt kedelig omgang. Michael Poulsen kæmpede for at få gang i publikum. Hans indsats fejlede intet, og om det lykkedes at få gang i publikum længere inde i koncerten, ved jeg ikke.
Bandet havde uden tvivl glædet sig til endelig at spille på Copenhell, og det tror jeg også, at størstedelen af publikum havde. Men jeg havde på det tidspunkt nået min grænse og måtte overlade resten af festen til dem, der stadig havde energi tilbage.
Jeg tog tidligt hjem – og nåede hjem, inden lyn, torden og regn ramte – efter endnu en god Copenhell. Det er altid godt! Denne gang ramte programmet ikke helt mig, men mindre kan også gøre det.
Vi ses i 2027.
