Før den første tone bliver slået an, hører vi stemmen fra en prædikant, der opfordrer publikum til at ”test yourselves”. Velsagtens en henvisning til Paulus’ andet brev til korinterne, hvor der står ”Jer selv skal i ransage, om I er i troen; jer selv skal i prøve. Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke prøve.”
Og videre siger stemmen: ”There are people in this room right now, who if they die will be sent by the judgment of god – straight to hell.”
Bloodbath går derefter direkte på med ”So You Die” fra Ressurection Through Carnage fra 2002. Ironien er tyk, og der er lagt i kakkelovnen til en times ægte, old school svenskerdød.
Men det står allerede fra start klart, at det bliver en bumpy tur, vi skal ud på. Og det er desværre manden i centrum, Nick Holmes, kendt fra Paradise Lost, der sørger for det. For 12 år siden tog han over fra Mikael Åkerfeldt, kendt fra Opeth, som bortset fra en kort pause i nullerne havde været i front for Bloodbath siden bandets start i 1998.
I Holmes’ normale job i Paradise Lost er det en anden stil, vi er ude i, med mere doom og goth. Så det kan ikke undre, at han kommer med noget andet. Men dette andet er desværre ikke særligt spændende. Tværtimod bliver det en klods om benet for Bloodbath. Selvom det langt fra er det hurtigste dødsmetal, der findes, har Holmes lige fra starten problemer med at holde trit med de andre i bandet.
Og skal vi lige runde dem? For vi gnubber skuldre med metal-royalty her. Bloodbath er lidt af en supergruppe. Da bandet blev dannet i 1998, bestod det af Mikael Åkerfeldt (Opeth), Dan Swanö (Edge of Sanity) samt Anders Nyström og Jonas Renkse fra Katatonia.
De bevægede sig en smule væk fra de proggede tendenser, de udforskede i andre bands, og fokuserede her på det klassiske, svenske dødsmetal, som de var rundet af. Måske var det lidt for sjov, humor er i hvert fald ikke fremmed for Bloodbath, men folk kunne lide det, og nu har de snart 30 år på bagen.
Der har været lidt ændringer i Blodbaths besætning gennem årene, og der har været flere ombord end de nævnte. Vigtigst er, at Martin Axenrot, også fra Opeth, kom til som trommeslager i 2004. Og så forlod Jonas Renkse bandet i 2023, men den del kan hurtigt blive en længere historie. Denne aften handler det om Bloodbath as is, og live-besætningen er:
Anders Nyström på guitar, Martin Axelrot på trommer, Joakim Antman på bas (ikke officielt medlem) og så Nick Holmes på vokal.
I starten er lyden lidt mudret, men med tiden kommer Nyströms guitar mere og mere på plads, så den markante lyd af en sort ”BOSS Heavy Metal”-pedal skærer tydeligere igennem, bassen bliver mere veldefineret, og trommeslager Axenrot sætter effektivt og med stor præcision retningen. Det begynder virkelig at ligne noget.
Hvis ikke det var for Nick Holmes. Det er da utroligt, som han ikke kan trænge igennem. Utroligt, at en frontmand i et dødsmetalband skulle være så svag en growler. Der er ikke rigtig nogen kraft eller vilje bag. Der er noget effekt på hans vokal, der minder om Marvel-karakteren Venom, men uanset dette formentlig kunstneriske valg er det stadig Holmes, der står med aben.
Jeg rykker mig fremad for at se, om det bliver bedre. Men nej, og nu bliver det tydeligt, at publikum også er bemærkelsesværdigt stille. Der bliver kastet nogle horn, men det skorter samtidig ikke på korslagte arme. Det her skulle være den store finale på Næstved Metalfest. De er det sidste band, og klokken er 23 på en lørdag aften. Og her står Holmes i solbriller og trækker os alle ned.
Jeg trækker bagud igen, ned til lydmanden, for at se, om det bliver bedre af det. De sætter i gang med ”Cancer Of The Soul” fra 2005-pladen Nightmares Made Flesh. Vi er tilbage ved det gode gamle nu, og jo, der kommer noget mere smæk på, og instrumenterne står klarere og klarere.
Dødsmetalmaskinen kører. Guitaren er helt i fokus nu og rytmesektionen lægger en tung, tung bund. Det går fra ”Mock The Cross” over i ”Fleischman”. Det er veldrejede numre, skrevet af folk, der kan deres ting. Den helt rigtige afveksling mellem højt tempo og tungere stykker, og så Nyström, der med guitaren tydeligt markerer, hvor vi er, hvor vi skal hen, og hvad det vil sige at hyre en rigtig håndværker til at udføre et stykke arbejde. Så kommer ”Let The Stillborn Come To Me” og ”Cry My Name”. Det kører sgu.
Men det er umuligt at se bort fra den konsekvent svage og mangelfulde vokal. Backingvokalerne fra Nyström og Antman er faktisk bedre – dybere og mere ondskabsfulde. Så der opstår et kæmpe mismatch mellem den energi og den nerve, musikerne i Bloodbath leverer, og den meget statiske Holmes, som hverken med sin krop eller sin stemme gør noget for at skubbe på.
Han råber “LET ME SEE SOME HANDS!” og “LET’S GO!”, men alt ved ham signalerer det modsatte, mens maskinen kører videre bag ham.
