Da hollandske The Gathering indtager Næstved Metalfest, er det med fokus på Mandylion, albummet fra 1995, der gjorde dem til et af de mest indflydelsesrige navne i den bølge af atmosfærisk og melodisk metal, som siden skyllede ind over Europa.
På denne turné, som netop fejrer Mandylions 30-års jubilæum har de desuden fundet sammen med Anneke van Giersbergen igen; stemmen, der for mange er uløseligt forbundet med klassikere som “Strange Machines”, “Leaves” og “In Motion #1”. Spørgsmålet er ikke, om publikum stadig elsker sangene. Det er jo derfor de er her. Spørgsmålet er snarere, om sangene stadig har noget at sige så længe efter. Det får Næstved hurtigt svar på.
The Gathering lægger nemlig ud med andet nummer fra Mandylion, ”Eleanor.” På flere planer er det et skoleeksempel på, hvad The Gathering står for. Der er den klare metalliske bund sammen med de store klangflader og interessante melodiske skift – og så selvfølgelig Anneke van Giersbergens imponerende stemme. Og sikken en start. The Gathering rammer den rent.
“ANNEKEEE!” råber manden ved siden af mig efter “Eleanor”. Jeg tænker, at han mener: ”Velkommen tilbage, Anneke. Jeg har aldrig glemt dig.” Og det er der næppe mange på Næstved Metalfest, der har. Lige her skal vi vist stadig lige lande i følelsen af, at det er virkelighed, at halvfemserne – helt konkret – er tilbage.
Anneke van Giersbergen forlod The Gathering i 2007, så det er noget af et hul, der lukkes denne aften. Og i de årtier, der er gået siden The Gathering for alvor satte barren for, hvordan tung rock og kæmpe melodier med en kvinde i front skal skrues sammen. Spørgsmålet er, hvordan sangene står i dag.
The Gathering tager tre Mandylion-numre i rap. I “Fear The Sea” lægger man særligt mærke til Hugo Prinsen Geerligs flydende bas, der driver nummeret fremad. Solide planker på dækket af et gyngende skib. Og “In Motion #1” fortsætter i den maritime afdeling. Nummerets vuggende 3/4-takt har næsten noget sørøvershanty over sig. The Gatherings evne til at lade sangene ånde og skabe en fortættet atmosfære står skarpt her.
Da “On Most Surfaces” fra 1997’s Nighttime Birds melder sig, melder tvivlen sig imidlertid også. For egen regning er det i forvejen et nummer, hvor balancen mellem det storslåede og det generiske tipper, og live bliver det lidt en tandløs sølvbryllupsversion, og jeg begynder at frygte lidt, hvor stor en rolle nostalgi skal have denne aften.
Men kedsomheden varer heldigvis ikke længe. Allerede under “Probably Built In The Fifties” fra How To Measure A Planet (1999) begynder nerven igen at melde sig. Og relevansen med den.
Selv når René Rutten giver guitarerne allermest tyngde, er der luft omkring tonerne og han efterlader plads til de andre instrumenter. The Gathering er et fællesskab, der går mere efter at skabe atmosfære på aftenen end at lave hitparade.
Men apropos hitparade, så får vi kort efter igen tre numre i rap fra Mandylion: ”Leaves”, ”Sand & Mercury”, ”Strange Machines.” Stemningen vokser støt nu. Under det lange instrumentale stykke til sidst i “Leaves”, hvor Anneke overlader scenen til de andre, får de for alvor vind i håret. Gamle venner har fundet hinanden igen, og kan fortsætte samtalen, hvor de slap. Det er en fornøjelse at være med til.
Da Anneke vender tilbage til ”Sand & Mercury”, er der nye klapsalver – så store, at man skulle tro, at folk var bange for, at de havde mistet hende igen. Men nej, den er god nok. Alle er samlet. Og nu rykker vi mod målstregen.
“Strange Machines” løfter stemningen yderligere på pladsen. Granvoksne mænd synger med alt, hvad de har. Der kommer endnu mere tyngde i lyden. Endnu mere bevægelse i publikum. En enkelt crowdsurfer finder endda vej frem mod scenen.
Og hvor er de i grunden et stærkt band, når de lægger denne solide bund under Annekes fejlfrie og ekstremt vedkommende vokal. Det står klart, hvorfor netop disse sange og Mandylion er blevet klassikere. Men nostalgien er der ikke meget tilbage af. Det handler om nuet.
Da “Saturnine” fra If_then_else (2000) lukker koncerten, står folk med armene om hinanden. En mand rækker sin krykke op mod scenen. Nu kan han stå selv. En anden vender sig mod de fremmede bag ham og skråler af fuld hals, som om han vil sikre sig, at de også er med. At de hører, ser og mærker det samme. Men det er ikke nødvendigt, makker. Vi er med dig.
