De tyske thrashlegender, Kreator, har gennem de sidste fem-seks uger turneret gennem EU og UK som opfølgning på deres seneste album Krushers Of The World, der udkom i januar ’26.
Med sig har de taget tre andre bands, således at denne aften får en vis genremæssig spændvidde. Vi skal omkring Carcass’ melodiske death metal/grindcore-hybrid, Exodus’ klassiske amerikanske thrash metal og Nails, som befinder sig et sted mellem dødsmetal og hardcore.
Det er formentlig meningen, at vi skal se det som en lille festival mere end den sædvanlige albumsupport-tour. Mødestedet i Poolen på Refshaleøen midt i det, der om to måneder bliver omdannet til Copenhell, giver uvægerligt vægt til den følelse.
Omfanget er ligeledes i den store skala: I løbet af 39 dage rammer Krushers of the World Tour 20 lande. København er det sidste stop. De 12 dage, hvor der ikke spilles koncerter, virker planlagt efter logistiske nødvendigheder mere end hvile og restitution. Det kan næppe gøres strammere eller mere ambitiøst.
Nails
Nails er de nye i klassen med kun ca. 20 år på bagen, så det er helt naturligt, at de får lov til at løsne fortøjningerne. De er heldigvis også de helt rigtige til det. Nails handler om vekselvirkningen mellem dødsmetal og så hidsige, punkede ryk. Og selvom særligt punkdelen kan virke en anelse generisk og hørt før, så giver det netop den afveksling, som giver publikum lejlighed til allerede nu at få gang i kroppen og komme omkring den hurtige mosh og den mere kontemplative bangen med hele ryggen.
Der går lige tre-fire numre, inden guitar og bas træder helt i karakter, men derefter er det smooth sailing. Knivskarpe, korte numre leveret med det tekniske overskud, der ofte kendetegner amerikanske livebands.
Særligt da vi nærmer os afslutningen med “Savage Intolerance”, der er ren hardcore uden undskyldninger og som næppe varer meget mere end to minutter, er salen ved at være varmet op. Allerbedst er de dog på sidste nummer, “Unsilent Death”, hvor de er noget mere nede i tempo, læner sig mere ind i dødsmetallen og der bliver plads til lidt flere nuancer og musikalske spidsfindigheder.
Det er, som det skal være, en opadgående kurve, inden scenen overlades til næste band.
5/10
Exodus
Exodus er thrashmetal af den virkelig gamle skole. Vi har med nogle af genrens opfindere og pionerer at gøre her, og det er vist mest af alt et spørgsmål om personlig smag, om de måler sig med genrens bannerførere i Metallica, Slayer, Anthrax og Megadeth. Siden dannelsen i 1979 har der været livlig trafik ind og ud af bandet; henved 20 mennesker kan kalde sig nuværende eller tidligere medlemmer, og nogle er endda begge dele. Tag f.eks. forsanger Rob Dukes, der blev medlem i 2005, blev smidt ud i 2014 og hoppede med igen sidste år inden udgivelsen af Exodus’ seneste plade Goliath, der udkom for blot en måned siden.
Alligevel er det en virkelig konsistent omgang, vi er vidne til denne aften. Efter en lidt spøjs start med afspilning af Queens “We Will Rock You” træder Exodus ind på scenen, og Rob Duke får hurtigt et fast greb om struben på hele salen. Allerede ved andet nummer trækkes titelnummeret fra debutpladen Bonded by Blood (1985) frem, så det circle pit, som allerede under Nails’ koncert begyndte at ligne en fast installation i Poolen, vokser sig større og større.
Og Duke kan roligt tage rollen som indpisker på sig. Hans anden primære opgave, vokalen, ser ikke ud til at volde ham synderligt besvær. Selvom det ikke ligefrem er flotte fraseringer, der er kendetegnet for ham, så ligger han spot on hele vejen. Og det tror fanden. Med resten af Exodus’ i øvrigt fuldstændigt sikre og præcise aflevering af numre, der er mellem 40 år og en måned gamle, kører maskinen stort set som den skal.
Et par steder glipper det dog en anelse. Efter et passende fald i tempo på fjerde nummer, “Blacklist”, som føjer lidt dynamik til forestillingen, går det helt i stå på det slæbende titelnummer fra Goliath. Men decideret underligt bliver det, da der endelig kommer en kobling til “We Will Rock You”-introen, og Duke forsøger sig med en råbeversion af Freddie Mercurys ”Ay-Oh”-publikumsinteraktion til Live Aid. Jeg ser ikke parallellen til Queen her, måske en anelse i guitartonen og de af og til umotiverede soloer, men ellers fortaber pointen sig.
Medmindre, selvfølgelig, at pointen alene er effekten. Det er nok der, vi er. Op til næstsidste nummer, “The Toxic Waltz”, beder Duke om en større circle pit. Det gør han tre gange, inden de starter nummeret. Der går imidlertid ikke mange sekunder, inden nummeret stoppes igen, og cirklen skal gøres endnu større. Nu er vi ved at være tæt på, hvad Poolen kan rumme, og hvad flere i publikum kan holde til. Og så er vi endda kun halvvejs gennem aftenen.
7/10
Carcass
Carcass tager over, lydbilledet bliver mere dynamisk, og der kommer nogle mere kompetente sangskrivere på banen. Samtidig er Carcass uden sammenligning det af de tre ”gamle” bands denne aften, der har haft de største ambitioner i forhold til musikalsk udvikling. Tager man Carcass ud af ligningen, er det ikke til at vide, om genrebetegnelser som grindcore og melodisk dødsmetal egentlig havde givet mening på helt samme måde.
Udvikling betyder i Carcass’ tilfælde imidlertid ikke, at man behøver at kaste det gamle fra sig – den øger blot kompleksiteten. Det står allerede tidligt klart, at vi nok er i gang med aftenens mest komplette, musikalske oplevelse.
Der er vilde skift i tempo, lydtryk, timbre og stram styring af virkemidlerne. I modsætning til Exodus er Carcass mindre fokuseret på interaktion med publikum og guitarsoloer med store smil på læben. Det her er alvor og kræver dyb koncentration. Det er derfor nærliggende at begynde at tale om Carcass’ kliniske præcision, som også afspejles i de visuals med knive, skalpeller og sakse, som kører på scenen – og som i øvrigt kan findes vildere endnu i tekstuniverset.
Men egentlig giver Carcass indtryk af noget mere legende og undersøgende. Ikke alene nyder de tydeligvis at stå på scenen; sangskrivningen må også være præget af legesyge og plads til pludselige indfald. På flere strækninger hælder de endda mod klare indflydelser fra mere klassisk rock eller prog-rock, selvom den jammende tilgang er helt væk på scenen, og der her opereres på et tårnhøjt teknisk niveau. Stor hæder tilfalder de primære sangskrivere guitarist Bill Steer og sanger og bassist Jeff Walker, der også i aften er de styrende kræfter.
Tag for eksempel et nummer som Buried Dreams. Effektiv, groovy dødsmetal med et riff, der hænger fast og så over i et vuggende vers, et kort blastbeat-stykke, hvilket bringer os frem til en guitarsolo, som i de første par takter er svær lige at blive klog på, indtil det hele samler sig og vi er tilbage et sted, hvor enhver skandinav, der har et perifært kendskab til Carcass’ arvtagere i Göteborg, føler sig hjemme.
Det samme gør sig gældende i den mere tempofyldte “Unfit for Human Consumption”, hvor de mere punkede sider kommer tydeligere frem. Det kan ikke undgås, at Bill Steer med sin Gibson Melody Maker stjæler fokus, ligesom Jeff Walker er et sikkert midtpunkt. Men fremhæves skal bestemt også aftenens trommeslager Waltteri Väyrynen fra Opeth, der er trukket ind som sidste øjebliks erstatning for Daniel Wilding, efter sigende uden at der var tid til at øve op inden touren startede. Hvad der måtte have været af tilretninger, må i så fald være foretaget i løbet af touren; denne aften var der intet – som i intet – at udsætte: et amputeret Carcass i absolut topform.
For nogen bliver alder og erfaring på den måde et adelsmærke; noget, der giver en et solidt grundlag for at arbejde videre og søge efter det næste erfaringslag, 9/10
Kreator
Hvilket bringer os til aftenens formodede hovednavn: Kreator. Efter en ambitiøs intro med animerede brudstykker fra konflikter gennem menneskehedens historie – fra kampscener i helleristninger over den franske og den russiske revolution til mordet på Renée Good – indtager Kreator scenen flankeret af to oppustelige djævle. Og så ingen skal være i tvivl om, hvad vi er i gang med, hænger der afhuggede hoveder på mikrofonstativer og trommesæt. Verden er af lave, har altid været det, og Kreator tvinger os til at se på det. Men alligevel er en mistanke vakt: Med al den fokus på staffage, er der så styr på resten?
Vi er tilbage i thrashmetallen, og i genrens spæde begyndelse i starten af firserne, så Kreators tætteste musikalske makkere denne aften er Exodus. I Kreators tilfælde er der imidlertid ikke tale om nogen svingdør. Medlemmer er selvfølgelig kommet og gået, men gennem de sidste 44 år og indtil videre 16 studiealbums har de altid haft Miland ”Mille” Petrozza i front, mens trommeslager Jürgen ”Ventor” Reil lige var ude for en kort bemærkning i midten af halvfemserne. Kreator er et imponerende foretagende, og dedikationen og arbejdsmoralen kan ingen tage fra dem.
Men grænsen mellem Old School og Old Hat er desværre hårfin. Kreator lægger fra land med “Seven Serpents”, åbningsnummeret fra deres seneste plade Krushers of the World, der udkom i januar i år. Og det lyder sådan set meget godt. De spiller fint, der synges rent og de holder takten. Man skal selvfølgelig forstå, at hvis der kommer genreklicheer fra Kreator, så er det nok fordi det er dem, der har opfundet dem. Og man skal være med på, at der ikke rigtig er skruet på knapperne siden de fandt deres winning recipe dengang midt i firserne.
Og så arbejder de hårdt oppe på scenen. Petrozza orkestrerer den første wall of death allerede op til tredje nummer, “Enemy of God”, der er circle pits, der råbes Oi!, der kastes med horn og knyttede næver. Fuld opbakning fra publikum her i starten. Kreator kvitterer med affyring af blodrød konfetti ad flere omgange.
Setlisten er en god blanding af klassiske Kreator-numre fra firserne som “Betrayer”, “Violent Revolution”, “Pleasure To Kill” og “Endless Pain” og så numre fra de seneste tyve år. Både unge og ældre kan være med her, og numrene fra halvfemserne, hvor Kreator ikke rigtig ramte tidsånden, er stort set fraværende. Alligevel er det svært at mærke den nødvendighed, protest og vilje, som der blev lagt op til i starten.
Efterhånden fiser luften da også helt ud af foretagendet. Det, der mangler, er ikke dedikation fra Kreator, ej heller fra publikum, men man begynder at ane frustrationerne hos Petrozza, efterhånden som de knyttede næver bliver færre og Oi!-råbene svagere. De to store oppustelige djævle på hver side af scenen, tager sig efterhånden meget lidt skræmmende ud og jeg når lige at tænke, at de ligner siderne på en hoppeborg, da Petrozza råber ”jump, jump, jump” til publikum.
Der er ikke mere at gøre. Vi mødte måske hinanden med en god portion vilje, men kurven er vendt, og henimod slutningen tømmes salen gradvist, så der ved den store finale er mærkbart færre mennesker til stede end da Nails gik på.
Der er kun ét svar på, hvor det gik galt: sangene. Kreator har dem ikke, og sat over for især Carcass, deres jævnaldrene, der har formået at bevare nysgerrigheden og søge nye veje, så kører Kreator efter samme gamle opskrift.
4/10
