Der var godt pakket på det hyggelige spillested Mantzius i Birkerød. Venuet har plads til ca. 500 publikummer og der er fin udsigt til scenen, uagtet om du sidder på balkonen, står oppe på reposen eller på gulvet, hvor jeg befandt mig.
Sidst jeg attenderede stedet spillede Love Shop og lyden var glimrende. Det blev den også denne lune torsdag i april.
Inden da var der dog lidt problemer med Lars Top Galias guitar igennem de to første numre. Klassikerne “Popcorn” og “Dog Star Man”. Det blev ingenlunde katastrofalt, men både Top-Galia og roadien var tydeligt frustrede over udfordringerne.
Ellers var der god lyd igennem det 90 min lange sæt.
Én ting kan man med sikkerhed sige om Sort Sol: De er et Fucking cool band!
Lars Top Galia som altid stilet klædt.
Tætsiddende træningstrøje lynet helt op i halsen. Den vanlige kasket, der efterhånden har fulgt ham mange år. Steen Jørgensen som altid i solbriller og hat. Thomas Ortved sad koncentreret bag tønderne. Den hyrede gunslinger Manoj Ramdas iført det pænt ekstreme band Brujeria trykt på kasketten.
AC på bassen var vel mest iøjnefaldende med sine gevaldige briller.
Alt i alt Sort Sol som vi kender dem.
Og det samme kan man sige om aftenens sæt. Bandet har intet nyt udgivet siden Stor Langsom Stjerne i 2017. Et album der i øvrigt delte vandene blandt gamle fans og som gruppen havde valgt at repræsentere med hele tre numre i aften. Nemlig en smuk og dybfølt “…Like a Trance Like…”, en grandios og mægtig udgave af “Life Took You For A Freq” og en prægtig version af “K-141 Kursk”.
Der var ingen tvivl om, at når de spillede materiale fra netop det album faldt entusiasmen signifikant rundt omkring mig. Hvorvidt folk ikke rigtig er fortrolige med det album, eller bare er indifferente, når Sort Sol ikke lige skyder klassikerguldet af, kan man kun gisne om.
Men det samme gjorde sig i og for sig gældende under en tranceskabende “Erlkönig” der med sine østerlandske lydlandskaber fremstår smuk og galant, men også tager luften lidt ud af det rockede fokus. Det samme gælder den majestætiske og fejende flotte afslutter “Tatlin Tower”.
De numre skejede lidt ud, der blev kigget indad og de krævede lidt mere tålmod og eftertænksomhed.
“Godaften Birkerød. Godt at se jer”, sagde Jørgensen efter de fire første numre. Og det blev næsten det eneste, han sagde denne aften, for som altid med Sort Sol er det musikken der taler, det andet er bare fyld.
Når man ikke har nyt at byde på, bliver det naturligvis en best of og Sort Sol kom da også ret godt rundt i diskografien. Bandet spillede fortræffeligt gennem hele sættet. Ikke en finger at sætte dér.
Ortved spillede tight og holdt rytmen perfekt sammen med AC’s bas. Top-Galia og Ramdas spillede glimrende hver for sig, når ikke de duellerede under “Tatlin Tower” og banger-exitten “Shaheeba Bay”.
En suveræn Top-Galia solo i “Kiss The Streets”, satte trumf på, hvor god en guitarist han vitterlig er. Men både Top-Galia og Ramdas spiller badass eksplosivt og er et godt par sammen på scenen.
Der er indimellem et flot laserlys i rødt, blå og grønt over den tæt fyldte sal, der ellers holdes i grå og røde toner.
Vi forkæles med en spændstig og tung version af “Siggimund Blue”. Top-Galia og Ortved spiller begge tungt og huggende, præcis som det nummer skal skæres.
“Daughter Of Sad” spreder også energien og glæde i salen med en herlig tyngde og en flot syngende Jørgensen.
Senere følger en næsten punket og balstyrisk udgave af “Abyss Revisited” og den energi fra de helt gamle dage, kunne jeg personligt godt have tænkt mig lidt mere af.
Efter en kort pause kommer bandet tilbage og da Top-Galia sætter strengene i gang med “Let Your Fingers Do The Walking” bibringer det aftenens største bifald. Folk synger med på hver en strofe, kærester svajer tætslyngede og varmen stråler fra sal til band og vice versa. Her er i sandhed en klassiker i spil.
Afslutningsvis får vi en hæsblæsende “Shaheeba Bay”, der lukker aftenen med knald på alle kedler.
Ikke noget nyt under solen denne aften, men det kan selvfølgelig ikke være anderledes, når der ikke er nyt materiale at plukke fra. En varieret sætliste, der heldigvis ikke kun klassiker-leflede for publikum, men også dykkede ned i mere ukendte numre.
