Denne mandag aften i Amager Bio bød på to forskellige tilgange til tung rock. Hvor Earthless åbnede med en langstrakt, psykedelisk og improvisatorisk tilgang, stod The Sword for en langt mere struktureret, riffbaseret og klassisk heavy rock.
Earthless
Den stort set instrumentale californiske trio arbejder med lange, sammenhængende forløb i krydsfeltet mellem psykedelisk rock og improvisation, hvor fokus ligger på samspil, gentagelse og gradvise forskydninger frem for klare sangstrukturer. Det er et format, der i højere grad inviterer til fordybelse end forventningsopbygning. Earthless er for folk, der har en anelse nørdet interesse i musiceren, og som synes, at det er ægte spændende, hvilken tone guitaristen mon nu vælger.
Efter en kort intro gled trioen ind i et langt, sammenhængende forløb, hvor grænserne mellem numre hurtigt opløstes. Det var tung, psykedelisk bluesinficeret rock, spillet med fokus på fastholdt momentum snarere end dramatiske skift. Sine steder mindede de om norske Motorpsycho i de mere kontemplative dele af deres live-improvisationer. En art frokostjazz for modne heavyrockere.
Bassen spillede en afgørende melodisk, stabiliserende rolle og fungerede som anker for trommernes frie, hårdtslående stil, mens Isaiah Mitchells guitararbejde bevægede sig frit og afsøgende hen over. Solospillet var langtstrakt, delvist improviseret og interessant nok for det meste holdt i et noget dybere register end de fleste guitarvirtuoser. Hverken musikalsk eller fysisk forlod Mitchell sin rytmesektion, og der var ingen klassisk solistposering, ingen smelten af ansigter, selvom niveauet var urimeligt højt.
Efter længere tids instrumental fordybelse ændrede udtrykket sig til allersidst i sættet, da der pludselig kom vokal på. Men egentlig ikke fordi Earthless forsøgte at presse et klimaks ud af det hele og give os en eksplosion at tage med videre. Næ, de afsluttede med samme rolige overbevisning, som koncerten havde været båret af hele vejen. Det er modigt nok af The Sword, som er så tungt centreret omkring guitarspillet, at lade aftenens bedste guitarist stå for opvarmningen. Men siden de kører hver deres ting, er alle egoer formentlig intakte.
7/10
The Sword
The Sword spiller riffcentreret heavy rock med rødder i klassisk metal og doom, tydeligt forankret i 70’ernes og 80’ernes tunge traditioner, især dem fra Black Sabbath. Over årene har udtrykket bevæget sig i en mere amerikansk classic rock-retning.
De gik i opløsning i 2022, men det varede ikke længe, og efter et par år begyndte de at spille live igen, bl.a. så de kunne understøtte 2010-albummet Warp Riders 15-års jubilæum. På samme måde er årsagen til, at de står i Amager Bio denne aften, at vi holder 20-års jubilæum for debutalbummet Age Of Winters.
Så man skal ikke forvente noget særligt nyt i aften. The Sword lægger fra land med fem numre fra to af deres seneste albums, High Country og Used Future. For at sige det ligeud, så er det en undervældende start. De første numre tøffer af sted uden for alvor at få greb i rummet. Det fungerer mekanisk korrekt, bortset fra en rungende bas og uklar vokal, men uden den fremdrift og tyngde, man kunne forvente. Balancen tipper af og til over mod ZZ Top her i koncertens indledning. Det er sigende, at selv lidt guitarfeed i slutningen af et af de første numre lukkes ned på få sekunder, så der kan gøres klar til næste. Det virker lidt febrilsk kontrolleret.
Men det ændrer sig gradvist. Samspillet mellem de to guitarister Kyle Shutt og John D. Chronise begynder at løfte sig. Riffene får mere bid, og der kommer en tydeligere fremdrift i koncerten. Vokalen, som John D. Chronise skal håndtere samtidig med guitaren, forbliver dog en akilleshæl: den bliver aldrig et styrende element, men snarere en eftertanke, der er tilføjet allerede vedtagne sangstrukturer.
Og cirka midtvejs samler The Sword for alvor trådene op. Det er sjovt nok også der, de leverer tre numre fra Age of Winters i træk. Bassen falder bedre ind i helheden og understøtter uden at overdøve, og på Barael’s Blade føles det, som om toget for alvor sættes i bevægelse. Det er her, bandets styrker står klarest: De to guitarer, der af og til laver hver sin ting, men altid (altid!) mødes igen i ét massivt riff. Læg dertil en bundsolid rytmesektion, og så bliver det rigtig svært for publikum at stå stille. Selv bagerst i Amager Bio nikkes der i takt med halvt lukkede øjne; langt de fleste er fuldstændig synkroniserede med lyden fra scenen.
“Freya” markerer et klart højdepunkt, hvor dynamikken virkelig kommer til sin ret, men det fortsætter faktisk uden nogen særlige anmærkninger hen over fire numre fra Warp Riders og Gods Of The Earth. Vi er lige tilbage ved Age Of Winters for en kort bemærkning med en imponerende udgave af “Iron Swan”, som indeholder en fuldstændig ublu, men stinkende effektiv hyldest til Black Sabbath’s “War Pigs”. Det nyeste nummer, der spilles i denne del af koncerten, er ekstranummeret “Cloak Of Feathers” fra 2012’s Apocryphon. Man kan kalde det nostalgisk, og det er der jo noget om, når numrene fra det tidlige bagkatalog samtidig er dem, der trækker allermest på hele genrens spæde begyndelse. Men selv The Sword mener jo tydeligvis, at det er her guldet er.
Og hvor har de dog ret i det. Når The Sword er tungt, er der reel tyngde, og når der løsnes lidt op, er kontrasten tydelig. Her afsløres også kompleksiteten i musikken, som først træder frem, når samspillet står så klart, som det gør her i de sidste to tredjedele af koncerten.
Alligevel slipper den ikke helt for sine begrænsninger. Chronise har stadig så travlt med guitaren, at han konsekvent misser halve ord og endelser, hvilket betyder, at al variation og spænding må bæres af instrumentarbejdet alene. Men pyt, når det er så solidt som her, og materialet især er hentet fra de tidligere plader, så er det også næsten nok. Når først The Sword er oppe i omdrejninger, har de et drive, som man ikke kan undgå at blive trukket med af.
8/10
