“Det er 31 år siden vi spillede sammen sidst”. Det var de første ord på scenen fra bassist David Barbe efter 30 intense minutters powerpop med fuld pedal fra den amerikanske trio Sugar. Aftenen igennem blev der stort set ikke udvekslet et ord fra scenen udover momentane “thank you” og “here we go”. Sekunder efter et nummer sluttede, igangsattes et nyt uden slinger. Brooklyn gutterne var kommet for at spille, ikke sludre!
Sugar var oprindeligt sat i scene på Store Vega, men det skulle vise sig at være, at tage munden for fuld. Lille Vega blev taget i brug i stedet og selv ikke her var udsolgt, omend salen var godt fyldt. Der blev gået til stålet både på scenen og i salen. Alderssegmentet var som forventet i den øvre ende, men entusiasmen fejlede sgu ikke noget.
Apropos entusiasme, så kunne mange unge bands lære ét og andet af Sugar. For sikken energi, målrettethed, men først og fremmest spilleglæde skal man dælme lede længe efter. Her var kilometerlangt til bare skyggen af metaltræthed. Især bassist David Barbe var ét stort smittende smil gennem samtlige 90 minutter, hvis ikke lige han havde vokaltjansen på nogle numre.
Og netop hans vokal blev faktisk aftenens eneste anmærkning. For den gik fra det acceptable til det næsten lettere tåkrummende. Måske det var for at spare energistormen Bob Mould for røststrabadser. Eller måske mere sandsynligt for, at sætte tyk streg under, at Sugar vitterligt er et BAND og ikke et sammenskrabet Bob Mould & Band. Malcolm Travis var exceptionelt tight på tønderne, mens han sad der og i øvrigt ikke gjorde meget væsen af sig. Men holde rytmen og give den bund og fremdrift – dét kunne han til perfektion.
Sætlisten var et forrygende pistolbundt bestående af 24 bistre rockprojektiler alle leveret på Ramonesniveau. Uden omsvøb. Bare hey ho let´s go. Vi kom rundt om det meste af Sugar´s repertoire fra Copper Blue,FUEL: File Under Easy Listening, mesterværket Beaster, til div b-sider og kompilationer.
Nogle numre såsom den kradst sparkende instrumentalbasker “Clownmaster” og “Frustration” der i dén grad har gæld til My Bloody Valentine og den Sebadoh-lydende “Anyone”, har de aldrig spillet live før.
Ellers blev vi mødt af klassikere som “A Good Idea” med en basgang og melodi Pixies ingenlunde ville kigge skævt til og “Changes”, “Hoover Dam”, “Helpless” og “If I Can’t Change Your Mind”.
Aftenens bedste nummer blev “Gift” fra FUEL. Her bliver der for alvor lukket op for sprængfyldt noiserock af den gode gamle halvfemserskole. Mould svinger med guitaren rundt om halsen, som afhang hans liv af det og publikums luftguitarer får fulde kedler. I netop det øjeblik oplever jeg en lykkerus, som ellers yderst sjældent opstår live efterhånden. Alt går op i en højere enhed, hvad angår band, lyd, publikum og stemning.
Senere midtvejs i sættet får vi begge numre fra Sugars nye single “House of Dead Memories”. To numre som falder fuldstændig naturligt ind i trioens tidligere diskografi. Når man lytter singlen, er det som om bandet aldrig har været væk.
Det som Sugar gør så fornemt er, at pakke en seriøs dosis støj ind i supermelodiske og memorable melodier. Ikke ulig det Mould også gjorde i ikoniske Hüsker Dü, men som i Sugar er rundet af en lidt mere rund, varm og bombastisk lyd.
Jeg så Sugar på Roskilde Festival i 1993. Den aften for 33 år siden fremstod de gnistrende vitale, tænderskærende og sultne.
Dét gjorde de så sandelig også i går.
