Dean Johnson er en amerikansk folk- og americana-singer-songwriter fra Seattle, kendt for sine poetiske tekster og sin karakteristiske tenor. Efter mange år som bartender og aktiv i det lokale musikmiljø fik han sit gennembrud med sangen “Faraway Skies” og udgav i 2023 debutalbummet Nothing For Me, Please i en alder af 50 år.
På trods af den indtil videre korte karriere er det anden gang Johnson spiller på Roskilde. Sidste gang var i 2024 på Gloria. Denne gang er han flyttet udendørs til den nye Fauna-scene kl. 13. For mange er det dagens første koncert, og hyggen er på max.
Det er nemlig en af den slags koncerter, hvor man lægger ud med at præsentere alle de tilstedeværende på scenen, og der har vi udover Johnson selv guitaristen Sam Peterson, ligeledes fra Seattle. Og så, lidt overraskende, to danske musikere. Lidt efterfølgende research peger os i retning af Arto Louis på trommer og Jacob Mundt på bas og backingvokal, som har et årelangt samarbejde bag sig, blandt andet i Silent Laika og aktuelt under navnet ARTO.
Dean Johnson fortæller, hvordan de fire har nået at øve sammen én gang dagen før. Og dermed er forudsætningerne, under hvilke vi står her i dag, lagt åbent frem.
At bandet ikke ligefrem er sammenspillet, er dog ikke noget, der mærkes. Johnson bemærker undervejs, hvor imponerende det er, at Mundt har lært alle harmonierne i Johnsons sange. Og det er absolut relevant at fremhæve. De to tilkaldevikarer gør det umanerligt godt.
Det er også sådan en koncert, hvor hvert eneste nummer lige får et par ord med på vejen: ”This song is about being shy.” ”This song is about addiction.” This song is about heartbreak and jealousy.” Den dur. Der er mange sange om heartbreak, men stemningen er let. Vi skal f.eks. også vide, at Johnson har købt sine stribede busker inde i København i dameafdelingen i et supermarked.
Johnsons fremhæver selv en af sangene som særligt ”delicate”, men det er de i grunden alle sammen. Og med alle de forbehold for fremførelsen og de grundige og delvist selvironiske, eller som minimum underspillede, præsentationer af sangene har han lagt op til, at de når som helst kan gå i stykker, ligesom de karakterer, der befolker hans sange. Vi hører om ung kærlighed, om brud, om venskaber, om værtshuse, om ensomhed. Og der ligger en fin skælven under hele koncerten, ligesom i livet selv.
Det kræver mod at stå ved den slags, og deri ligger Johnsons styrke. Derfor kan en 50-årig pludselig dukke op på singer-songwriter-scenen, hvor det ellers ikke skorter på gode historiefortællere, og fylde noget. For så kan vi stå der, en formiddag på Roskilde, og se på vores egne liv og alt det, der kunne være bedre, og alligevel forlade seancen med et smil.
