Den danske sangfugl Pil fik den store ære at indvie den nye Orange scene, og det var tydeligt fra første øjeblik, at hun sitrede af nervøsitet. Men den danske sangerinde samlede sig med en dyb indånding og brugte nerverne til at skabe en flot og mindeværdig koncert, der bød på store følelser, intime øjeblikke, og ikke mindst en skøn popfest med konfettikanoner.
Pil har de seneste år markeret sig som en af de stærkeste stemmer i dansksproget pop med melankolske, drømmende sange, hvor hun synger med inderlighed og følelserne uden på tøjet. Sidst hun spillede på Roskilde Festival, var på Arena i 2024, og her viste hun, at hun også mestrer at sætte gang i dansegulvet, og springet til Orange føles derfor både enormt og helt logisk.
Hun åbnede med ”Cyklen” fra hendes seneste album Ikk Gi Dig Selv Væk Før Du Føler Dig Hjemme, hvor hun gradvist fik sunget sig varm, og da tonerne til næste sang ”Andre Venner” klingede ud, havde Pil vundet publikums hjerter på den tætpakkede plads. Små piger stod og sang sammen med deres mødre, kærestepar vuggede tæt – ja selv de hårdkogte teenagedrenge overgav sig og tog en kort pause fra ølbongen til at synge sammen med Pil. Derfor stod det tidligt klart, at Pil kan få den store scene til at føles mindre, mere intim takket være hendes overvindende nærvær.
Efter en kort og personlig fortælling om hendes første festivaloplevelse, der var rædselsfuld, så følte hun sig onsdag aften som en dronning af scenen, og de ord blev den naturlige indledning til hittet ”Dronning af Månen”, som ledte til koncertens første store øjeblik. Pil sang med publikum med et lille smil på læben, og ledte an i en skøn omgang fællessang, der kulminerede i en blå konfettiregn foran Orange, mens Pil takkede publikum for indsatsen med synlig glæde og taknemmelighed.
Pil havde vanen tro for danske artister inviteret gæster med på Orange, og fik hjælp til at holde festen kørende bl.a. af Andreas Odbjerg på ”Omvendt”, hvor parret gav publikum en øm duet, der næsten fik en til at længes efter nattemørkets intimitet. ”Gulvet 22” burde have sat mere gang i festen, og selvom Burhan Gs gæstevisit vakte jubel, blev det en lidt flad oplevelse, fordi der ikke var meget sjov og ballade i Burhans optræden. Til gengæld løftede Wads og Pil energien markant på ”Dér”, hvor legesyge harmonier, flirt mellem de to sangere og en festlig tur i pit hos de begejstrede fans skabte et moment, der var Orange værdigt.
Der var undtagelsesvis et par vakkelvorne passager, særligt når tempoet blev sænket efter en gedigen fest. Men Pil fik hver gang samlet publikum op igen, og med leveringen af ”Nattely” som sidste nummer fik publikum på Orange en finale med fællessang fra første strofe, hvor pladsen skrålede sig hæse sammen med en synligt rørt Pil, der kneb en tåre. Det blev til et særdeles rørende øjeblik, der fik selv den mest kyniske festivalgænger til at fælde en lille tåre i fællesskab med den bevægede sangerinde, der overstrømmende takkede publikum for en oplevelse, som hun aldrig vil glemme.
Efter den afslutning står én ting klart: Pil hører hjemme på de store scener. Selvom hun ikke er en kunstner med store, teatralske armbevægelser, så hun har et naturligt nærvær og en rund, fyldig vokal, der smyger sig om publikum. Det er uvurderlige redskaber på Orange, og efter den koncert kan vi kun se frem til næste festivalbesøg fra Pil.
