Det britiske band The Cure har siden slutningen af 1970’erne været blandt de mest indflydelsesrige navne inden for postpunk og synthrock. De har spillet på Roskilde Festival adskillige gange, senest i 2019, hvor de leverede en tre timer lang koncert, der cementerede deres status som ikoner. Onsdag aften gjorde de det igen med en set liste, der tog et bredt dyk ned i deres imponerende bagkatalog, der dækker 50 års musik.
Under den drømmende instrumental-intro til åbningsnummeret ”Plainsong” lod den 67-arige forsanger Robert Smith (komplet med hans signatur rodede nattehår og røde læber) blikket glide ud over menneskehavet foran scenen, mens han stod stille og tog øjeblikket ind. Det var en lille gestus, men den satte tonen for en koncert, der bar præg af nostalgi og et mesterligt spillende band.
Fra ”Pictures of You” stod det klart, at Robert Smiths vokal fortsat er helt sin egen. Hjemsøgende, melankolsk og ladet med både visdom og en mærkelig ungdommelig naivitet, som om han stadig står midt i de følelser, han sang om for årtier siden. Hele hans følelsesregister blev undervejs vist med diskrete dansetrin og pantomimestykker, hvor Smith gestikulerede teksten med små, teatralske bevægelser. Det leverede fine øjeblikke undervejs og understregede de store følelser, der ligger bag musikken og teksterne.
Særligt ”Lovesong” gik lige i hjertekulen. Sangen blev leveret med forvrængede guitarer, og Smiths vokal var fyldt med smerte og en inderlighed, der aldrig føltes påtaget. Øjeblikke som dette gør det let at forstå, hvorfor en yngre popstjerne som Olivia Rodrigo har kastet sin kærlighed på Robert Smith og The Cure. Tematisk arbejder Smith og Rodrigo inden for samme spekter med deres sårbare tekster og individuelle take på gloom pop, hvor de begge læner sig op af en guitar drevet lyd. Deres vidunderlige tvær-generationelle samarbejde på sangen ”what’s wrong with me” fra den amerikanske sangerindes seneste album bragte uden tvivl et nysgerrigt yngre publikum til The Cures koncert.
Desværre for dem var koncerten i høj grad for feinschmeckere og connaisseurs, og en stor del af det yngre publikum faldt hurtigt fra, som The Cure gav plads til numre, der talte mere til de indviede end til den gennemsnitlige festivalgænger.
Der skulle en ordentligt omgang tålmodighed til for at komme til en sand hitparade. Efter halvanden times koncert og en kort pause vendte bandet tilbage med deres mest elskede og kendte sange hits, der blev spillet som perler på en musikalsk snor – ”Lullaby”, ”The Lovecats”, ”Friday I’m in Love”, ”Close to Me” og til sidst ”Boys Don’t Cry”. Det gav en forløsende afslutning, hvor de standhaftige i publikum blev belønnet med en synth pop rock extravaganza, der satte fødderne i gang, mens genkendelsens glæde bredte sig på plænen foran Orange.
Der er virkeligt ingen andre bands, der på samme tid kan give melankolsk storhed og dansabel synth pop som The Cure. De spillede en koncert med tyngde, tålmodighed og en kompromisløshed, der netop understreger, hvorfor de stadig står som et formidabelt band efter så mange år. Endnu en gang beviste The Cure, at de kan levere ren festivalmagi.
