AySay er en dansk/kurdisk/tyrkisk trio, der forener anatolsk folkemusik med nordiske musiktraditioner. Grænser krydses og øst møder vest; tradition møder nutid. Og det med at se grænser og forsøge at overskride dem, eller som minimum italesætte dem, er også et tema i teksterne. Helt konkret, når der tales om migration og situationen i Palæstina, men også når det kommer til det personlige – hvor man hører til, og hvem der skal blande sig i, hvordan man ser ud.
Koncerten starter med AySays absolutte fikspunkt, sanger og saz-spiller Luna Ersahin bag scenen. Bandet står klar, og pludselig dominerer hendes smukke stemme hele det formiddagssøvnige Laguneområde. Så sætter det ekstremt velspillende band ind, og festen er i gang.
Det viser sig, at inspirationskilderne absolut kan kobles fuldstændig gnidningsløst, og blive en omgang dansabel og let popmusik, der sprudler af spilleglæde og lyst til livet. Er vi i tvivl om, at kærlighed er central, er det blot at notere sig kontakten mellem musikerne på scenen. De kigger på hinanden, smiler, griner, ser hinanden. Det her er et fællesskab, man gerne vil være en del af.
Fællesskabet har dog en dybere klangbund end lydbilledet umiddelbart giver indtryk af i de første par numre. Det er så velspillet og vellydende, at der ikke rigtig er noget at stikke sig på – trioens to andre faste medlemmer, Aske Døssing Bendixen på trommer og percussion og Carl West Hosbond på guitar, er hver især helt eminente. De får rig lejlighed til at udfolde sig, og vi får rig lejlighed til at læne os tilbage og bare nyde det imponerende tekniske niveau.
Snublende nær det ufarlige, hvis ikke det var for, at Lena Ersahin har så meget på hjerte. Hun er klar over den sproglige barriere, der naturligt opstår, fordi teksterne veksler mellem dansk, kurdisk og tyrkisk, og at der derfor er mange, der alligevel ikke kan være helt med. Så vi får grundige forklaringer på sangenes emner og temaer undervejs, og de er ofte tunge og formuleret i trods.
Mest bemærkelsesværdigt er oplægget til en palæstinensisk folkesang, som hun tydeligt berørt nævner, at de har spillet mange gange før, som hyldest til ”vores brødre og søstre i Palæstina og til alle, der ikke har det privilegie at være trygge.”
Inden den lavmælte og overvældende smukke fremføring siger hun: ”Hvordan skulle jeg kunne stå på den her scene og ikke spille den sang, når intet har ændret sig?”
Dette lille menneske bærer meget på sine skuldre, og nu mærker vi for alvor dybden i AySay – Lena Ersahins rørende stemme afslører et dybfølt svigt.
Det er meget passende, at en af AySays melodiske inspirationskilder – i en dansk kontekst, for det er nu engang den, der er udgangspunktet for denne anmelder – sine steder trækker tråde til ligeledes Roskilde-aktuelle Savage Rose. Med hvem de deler et andet slægtskab: Deres tætte, inkluderende fællesskab med publikum og en insisteren på kærligheden som svar på alt det had, der er derude i verden. Vi er inde ved Roskildes Festivals dna her. Protesten lever. Kærligheden lever.
03.07.26 – AySay – Lagune, Roskilde Festival
