Den sydkoreanske sangerinde og rapper Jennie fik sit globale gennembrud som medlem af BLACKPINK, et af verdens største K-popnavne, og hun har siden markeret sig med en lyd, der blander K-pop, hiphop, R&B, electropop og cluborienteret attitude. Med debutalbummet Ruby er hun nu trådt ud som solist, og forventningerne til den unge sanger var høje.
Det startede egentligt fint. Jennie indtog scenen med ild på bagskærmen, et dusin back up-dansere og et sceneshow, der fra første sekund signalerede international popstjerne i fuld arenaformation. Åbningsnummeret ”Filter” blev leveret med tung rockguitar, dramatisk koreografi og et visuelt udtryk. Men efterhånden som koncerten skred frem, stod det klart, at alt i Jennies optræden er poleret og planlagt ned til mindste bevægelse, hvilket kostede gevaldigt, når det kom til et personligt aftryk – for hvor var Jennie henne i det store maskineri?
Der var ingen tvivl om, at showet var professionelt. Jennie sang til kameraet, ramte sin koreografi benhårdt og lod danserne fylde scenen med præcision og energi. Men numrene gled hurtigt ind i hinanden som et langt, velproduceret medley uden de store udsving. ”Start a War” fortsatte den rocktunge linje, mens ”Handlebars” blev bygget op omkring en gimmick med en metalstang som danseredskab. Bevares det så da fint ud, men føltes mærkeligt tomt.
Jennie har vokalen og hun kan danse – det viste hun til fulde på hendes numre. Hun har også nærværet, men som performer står hun endnu ikke frem som en imponerende solist. Hun blev overskygget af koreografi, effekter og indstuderet attitude, og manglen på spontanitet og frigørelse på scenen betød, at publikum heller ikke slog sig løs, som de burde havde gjort til en koncert med en af verdens største popstjerner.
Tame Impala collab nummeret ”Dracula” blev derfor et af de få reelle højdepunkter, hvor der pludselig kom beat, kant og musikalsk nerve. Her kunne man mærke et hjerte banke bag popfacaden. Men øjeblikket forsvandt hurtigt igen, og ikke engang et JLO – ”Jenny from the Block”-sample lidt senere kunne redde den efterhånden noget slukkede fest. Vi skulle helt hen til sidste nummer, før vi med hittet ”Like Jennie” endeligt fik den popeksplosion, som vi utålmodigt havde ventet på. Efter lysene slukkede på scenen, stod det klart, at fansene forrest i pit fik muligvis det, de kom for. For os andre sad Jennie fast i sit eget maskineri, og hendes Roskilde-koncert blev en fesen popfest fra en stjerne, der burde have brændt langt klarere.
