I takt med navnene til årets Copenhell blev offentliggjort, stod det mere og mere klart for mig, at det i første omgang nok var mødet med vennerne og festivalen som festival, mere end selve musikprogrammet, der trak. Sådan er det tit med festivaler og heldigvis er det også ofte sådan, at når man får lyttet lidt grundigere til programmet og navnene begynder at sætte sig, så kalder musikken alligevel på en.
Onsdagen begyndte med smørrebrød og fadøl med tre venner i Tivolihallen, inden den altid gode første tur mod Copenhell ventede. Der er noget helt særligt over den forventningsglæde, der breder sig i kroppen, når man nærmer sig Refshaleøen – og ikke mindst over den første øl inde på pladsen. Onsdag er som regel præget af rigeligt øl, men i år også af rigeligt vand. Det var varmt. Støvet klæbede til kroppen, lungerne fik nok også deres del i støvet, og med fadøl i hånden og vand i tasken gik det zigzag mellem scenerne og genrerne.
Copenhells første dag blev for mig et gensyn med mange gamle kendinge – nogle i deres sædvanlige bandsammenhæng, andre i nye klæder. Det hele blev krydret med svensk metalcore i form af Thrown og den mere spraglede, moderne tyngde hos Loathe.
Det begyndte på Pandæmonium med svenske Thrown, der med korte, hårde og nærmest maskinelt sammenpressede sange var sat til at vække den del af pladsen, der allerede havde fundet frem til de første pits – eller i hvert fald var klar til at finde dem. Thrown er et band uden mange overflødige fagter. Deres metalcore er skåret ind til benet: nedstemte riffs, brutale stop/start-markeringer og breakdowns, der ikke nødvendigvis overrasker, men som normalvis næsten altid lander godt hos undertegnede. Det gjorde det dog ikke helt på samme måde, som det burde.
Publikum virkede klar på eksplosionen, og der var godt gang i pitten koncerten igennem. Der var ingen tvivl om, at mange havde en fest. For den mere stillestående koncertgænger – aka mig – var det sværere at blive fuldt engageret. Musikken er hård og kontant, og den svingede sgu egentlig rigtig godt, men det blev også en anelse ensformigt i længden. Når bandet samtidig var forholdsvist statisk på scenen, blev det svært for alvor at blive suget ind. Bestemt ikke nogen dårlig første koncert, og jeg blev da blæst godt igennem i solen på den ellers vindstille dag.
På Helvíti var billedet et helt andet. Tom Morello var en perfekt åbner på festivalens største scene. Mange ventede sikkert, helt forståeligt, på noget med Rage Against the Machine eller Audioslave, men koncerten endte faktisk ikke med kun at hvile på de mest oplagte kort.
Det politiske element var naturligvis ikke til at komme udenom. Det skal det heller ikke være hos Tom Morello, og særligt da han vendte guitaren om, og der på bagsiden stod “Hold fingrene fra Grønland”, havde han publikum på sin side. Men det afgørende var, at det ikke stod alene. Riffene bar koncerten. De velkendte numre gav fællessang og fællesskab, og de mere løsslupne passager gav plads til, at koncerten både blev rockshow og kampplads. Der var noget befriende ved at se en musiker, der stadig tror på, at rockmusik kan ændre verden. Med sig på scenen havde Morello sin søn Roman Morello, der flere gange fik lov at træde frem som mere end bare et charmerende familieindslag. Det kunne nemt være faldet igennem som en sælsom form for nepotisme, men det gjorde det ikke. Roman spillede med en selvsikkerhed, der gjorde far-søn-dimensionen til et aktiv frem for en gimmick.
Midt i koncerten spillede bandet en hyldest til Ozzy Osbourne med “Mr. Crowley”, efterfulgt af Bruce Springsteens “The Ghost of Tom Joad”. Begge fortolkninger fungerede fremragende og var faktisk også rørende at lytte til. Førstnævnte blev båret stærkt af Carl Restivo, der gjorde det virkelig godt koncerten igennem på guitar, man hvor han også varetog en stor del af vokalarbejdet.
Jeg havde oprindeligt ingen planer om at høre Tom Morello, men tak til Jeppe for at trække mig med.
Tilbage på Hades ventede Six Feet Under. På den ene side er det umuligt at komme uden om Chris Barnes’ historiske betydning. Hans fortid i Cannibal Corpse kaster stadig en lang og mørk skygge – på den gode måde, det er jo metal – og Six Feet Under har, uanset de senere års hån og hovedrysten, en plads i dødsmetallens mere groove-orienterede hjørne. På den anden side har bandet længe været et navn, hvor forventningerne ofte er lige så lave som guitarstemningen.
Koncerten blev ikke helt det kollaps, man kunne have frygtet. Bandet kunne stadig groove, og de tunge midttempo-riffs fungerede fint nok. Men Barnes’ vokal kunne simpelthen ikke bære at skulle engagere Hades. Det blev hurtigt kedeligt, og jeg gik videre. Alligevel var det ikke helt uden værdi. Der er stadig noget tilfredsstillende ved god gammeldags primitivt dødsmetal, også når den leveres af et band, der ikke har fremtiden foran sig.
Det gik mod Pandæmonium hvor Loathe skulle levere deres blanding af metalcore, shoegaze, ambient mørke og voldsomme udbrud, der har gjort dem til et af de mere interessante navne i dag. De svinger mellem det smukke og det brutale, når de er bedst. Det lykkedes kun delvist denne dag. Når Loathe ramte plet løftede koncerten sig ud af den almindelige metalcoreramme. De kan noget med kontraster, og deres bedste materiale har en følelsesmæssig tyngde, som mange genrefæller mangler. Men koncerten føltes også ujævn.
Så var der tid til et af festivalens helt store navne. 78-årige Alice Cooper indtog Helvíti. Det er sjældent jeg klapper i mine hænder og kaster djævlehorn i forventningens glæde, når de store koryfæer indtager Copenhell. Af og til kan det være som at være inviteret til en fest, der foregår i en anden tid – og her er Alice Cooper virkelig en, der kan falde igennem. For de virkemidler, der var bidragende med at gøre ham stor engang er efter min bedste overbevisning håbløst bedagede.
Heldigvis var Cooper i topform. Vokalen fungerer stadig og de teatralske virkemidler var doserede og sangene fik lov til at træde frem i egen ret. Og hvem har så ikke lyst til at høre klassikere som “Poison”, “No More Mr. Nice Guy”, “School’s Out”, ”Hey Stupid” og ”Smells Like Teen Spirit”? Egentligt havde jeg ikke lyst til at høre Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit” med Alice Cooper og det fremstod som en noget tam afslutning på en ellers god koncert. Der må være en god grund, som jeg ikke kender, til, at de slutte af med den.
Alice Cooper fik bevist, at han stadig er relevant. Numrene fungerer stadig og han har formået at skrue ned for det mere teatralske.
Suicidal Tendencies på Hades havde en anden slags veteranenergi. Hvor Alice Cooper arbejder med iscenesættelse, arbejder Suicidal Tendencies med bevægelse, råb og fællesskab, som det er tilfældet med den crossower/hardcore bølge, som bandet var en del af i start-80’erne. Mike Muir er den eneste gennemgående person i Suicidal Tendencies, men det betyder intet. Bandet har haft et hav af medlemmer, men Mike ”Cyko Miko” Muir har med sin bandana hele vejen igennem været gruppens levende logo. Mike Muir har stadig masser af energi, leverer stadig sin klassiske vokal – og publikum kvitterer stadig med mosh pits.
Desværre var der ingen numre fra The Art of Rebellion (min favorit med bandet) til gengæld var der to numre fra Lights…Camera…Revolution!, hvorfra ”Send Me Your Money” og ”You Can’t Bring Me Down”, som åbnede showet, blev spillet. Der var gang i bandet hele vejen igennem, der blev leveret gode numre, men samtidig var der også malurt i det fine bæger. Hvor hardcore-musikken har tradition for korte numre, har Suicidal Tendencies på nogle album gået i en retning af længere numre. Til koncerten her, blev numrene dog trukket for langt ud og energien røg ud af numrene og publikum.
Næste år må Mike Muir gerne komme forbi med Infectious Grooves, som jeg aldrig har hørt live.
Der findes bands, hvor anmeldelsen næsten er skrevet på forhånd. Sådan kunne det være med Iron Maiden, der stod på Helvíti med deres Run For Your Lives-tour, der strækker sig over halvandet år. Sætlisten på touren er en gave til dem, der helst vil have Iron Maiden koncentreret omkring de klassiske år. Numre som “The Trooper”, ”Run to the Hills”, “The Number of the Beast”, “Fear of the Dark”, “Hallowed Be Thy Name”, “Aces High”, “2 Minutes to Midnight”, “Wasted Years” er nærmest kanon inden for heavy metal, og de spillede naturligvis hver og en af dem – og mange flere. Koncerten var dog ikke uden ujævnheder. Den første del føltes ikke helt så eksplosiv, som man kunne have håbet, og publikum virkede ikke samlet fra første sekund. Måske var folk trætte efter en lang, varm dag. Måske var de først klar, da de største fællessange begyndte at lande. Men efterhånden fandt band og publikum fælles fodslag.
Bruce Dickinson synger fortsat med stålsat nærvær, men de 67 år på bagen sætter helt naturligt sine begrænsninger i forhold til såvel vokal som fysik. Det var længe siden jeg sidst havde hørt Iron Maiden live, og jeg havde min frygt for, at det ville blive en middelmådig koncert; særligt fordi jeg dagen forinden havde hørt fra en ven, at han ikke syntes de var så gode de seneste par gang, han havde set dem.
Var det perfekt? Nej. Var det stort? Ja. Iron Maiden behøvede ikke bevise, at de stadig er et af heavy metallens vigtigste livebands, men de gjorde det alligevel i store dele af koncerten. Publikum endte med at kvittere og jeg kunne godt tilfreds med dagen vende snuden hjemad.
