Show Me The Body
New York-trioen Show Me The Body blander hardcore, støjrock og hiphop til et udtryk, hvor frontmand Julian Cashwans elektriske overstyrede banjo fungerer som bandets mest markante selling point.
Resultatet er råt, hurtigt, aggressivt og politisk, og man er hurtigt med på, hvad det handler om. Men når det udelukkende er støttet af føromtalte banjo, trommer, bas og backingtracks, er det også et format, hvor man skal passe på, at det ikke sætter for faste rammer for, hvordan musikken kan bevæge sig.
Især når bas og banjo stort set aldrig går klart igennem. Begge er begravet under en tyk omgang pedalsovs. Der er noget hiphop i udtrykket fra backingtracks og trommespillet. Det løfter det lidt, men det bliver lidt til en pølse af noget. Det lyder fedt, men ikke for evigt, jo. Der mangler simpelthen dynamik.
Selv Cashwans isoleret set imponerende evne som indpisker, hvor han energisk vandrer med stormskridt på kryds og tværs af scenekanten og har direkte kontakt til de forreste rækker, kan ikke ændre på hovedindtrykket. Og det er ærgerligt, for man fornemmer hele tiden et mere interessant band end det, der kommer ud over scenekanten.
Først i det afsluttende nummer løfter det sig. Her begynder det at lugte lidt af Algiers’ elektronisk og punkede uregerlighed og tungere, industrielle hiphopnavne som Dälek. Pludselig åbner lydbilledet sig, og man får et glimt af en legestue, der kunne have været langt mere spændende at tilbringe tid i. Havde der dog bare været mere af den slags.
Deafheaven
Efterfølgende føles Deafheaven som at få alle sluser åbnet. Der er ikke længere spor af denne what-could-have-been-fornemmelse. Der er smæk på fra start, og alt er skruet op på max.
Californienske Deafheaven har siden gennembruddet med Sunbather i 2013 været et af de mest indflydelsesrige bands i krydsfeltet mellem black metal og shoegaze. De var ikke de første med dette mix, men mens andre dyrker kulde, isolation og nihilisme, har Deafheaven insisteret på at kombinere intensiteten med melodisk sans og en art stærk, romantisk Weltschmerz. Med Lonely People With Power fra 2025 har de samtidig leveret deres stærkeste album i over et årti.
Og det er her, koncerten begynder. Der lægges ud med “Incidental I”, der, som på pladen, går direkte over i “Doberman”, og sørme om ikke tredje nummer til koncerten er tredje nummer fra pladen, Magnolia. Den dynamik, vi savnede før, er der nu til fulde. Primært takket være de to Les Paul-guitarer, som står fuldstændig klart i lydbilledet. Godt med diskant. Punktum dk.
Der er ingen faste pladser på scenen. Trommeslageren kan af indlysende grunde ikke, men resten af bandet vælter rundt mellem hinanden og er helt ude på scenekanten. Vi kører trådløst i dag, ellers ville det blive et farligt rod. Opfordringen til publikum er klar: Prøv at se, om I kan følge med.
Det er black metal og det er shoegaze, så det er ikke de vilde ridt på guitarerne eller den tekniske præcision, der er styrende. Det er stemningen, passionen og dynamikken, det handler om. Store akkorder og store følelser. Man skal selvfølgelig kunne sine ting, og ingen problemer der, men det kræver i særdeleshed også en anden form for teknik. Det kræver samspil. Og goddamn, hvor er de dog tight.
Videre gennem “Brought to the Water” fra 2015’s New Bermuda og så til “Sunbather” fra pladen af samme navn. Disse ældre sange rammer med en tyngde, som efterhånden kun tiden kan give dem. Sangene fra denne periode er gået hen og blevet klassikere, og der er en særlig stemning blandt publikum, når de bliver spillet. Andægtig er måske ordet. Det var her, det hele begyndte. Men gudskelov ikke her, det sluttede. De ti år mellem New Bermuda og Lonely People With Power har været lidt sløve for Deafheaven. Aldrig dårligt, aldrig ikke godt nok, bare ikke helt deroppe.
Så fra klassikerne går vi hurtigt videre over “Garden Route” og “Body Behaviour” fra Lonely People With Power. Og det viser sig, at vi er inde i et længere stræk af numre fra den seneste plade. Derpå følger “Amethyst”, “Incidental II” og “Revelator”. Fem af de nyeste i rap. Deafheaven har en enorm tillid til den plade. Der er 12 numre på den. De spiller 10 af dem i aften.
Undervejs falder lyden ud for en kort bemærkning, men Deafheaven spiller videre. Måske ved de det ikke engang. Måske kører in-ear-systemerne, som de skal, men under alle omstændigheder er der ingen grund til at dvæle ved den slags små forhindringer. Og hvad så, hvis man ikke lige kan trænge igennem som planlagt? Fortsæt. Hold tempo. Hold intensiteten. Insistér på den. Bliv ved. Deafheaven fremstår på alle måder fuldstændig ustoppelige.
Derudover er den Pitchfork-crowd, der bragte dem på alles læber midt i 10’erne, for længst gået videre til nye bekendtskaber. Det gør Amager Bio til et særligt rum i dag. Deafheaven er tilbage i absolut topform og er ikke længere et statement, men noget man dyrker.
Og det gør aftenens publikum tydeligvis. De har holdt ud. Og de giver den så meget gas nu, at en vagt på dette tidspunkt i koncerten kan fortælle mig, at ti mennesker indtil videre er blevet bedt om at forlade Amager Bio på grund af crowdsurfing. Hård justits, men af en eller anden grund går flere af dem alligevel smilende derfra.
Tilbage i tid med “Dream House” fra Sunbather, inden vi lukker og slukker med “Incidental III” og “Winona”, igen-igen, fra Lonely People With Power.
Publikum ved snart ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Hvilket er fuldt forståeligt. Det er et massivt angreb, vi er udsat for. En lille håndfuld mere er røget ud for crowdsurfing, og nu forsøger nogle at få gang i en circle pit. Sådan er det vel i disse Copenhell-tider. Uden nogen form for opbakning fra scenen går den heldigvis hurtigt i opløsning, inden der går boogie-woogie i den.
For der er simpelthen for meget på spil til den slags. Det er alvor, det her. Deafheaven er for tunge til en fadølsfest. For tunge til at blive reduceret til en kulisse for disse ritualer. De bliver ved med at insistere på, at et vildt, sammensat kunstnerisk udtryk bestemt ikke er uforligneligt med skønhed og en sært overvældende følsomhed.
