Hvad har bands som Green Day, At the Drive-In, My Chemical Romance og Against Me! til fælles? De har alle taget springet fra et uafhængigt pladeselskab til et major label. Inden for mange andre genrer ville det blive betragtet som et klap på skulderen og et skridt fremad. Sådan er det ikke nødvendigvis inden for punkmusikken, hvor uafhængighed, modstand mod det etablerede og antikapitalisme traditionelt har fyldt meget. Flere af musikerne i denne bog har da også tidligere udtrykt afsky for den kapitalisme, de store pladeselskaber repræsenterer, og ligefrem forsvoret, at de nogensinde ville skrive kontrakt med et af dem. Men man har som bekendt et standpunkt, indtil man har et nyt.
Netop det at skiftet potentielt er kontroversielt for det miljø, musikerne er en del af, og nogle gange også for dem selv rent personlig, er en af bogens store styrker. Der er noget på spil ud over pladesalg og hitlisteplaceringer. Det handler også om troværdighed, loyalitet og forholdet til de mennesker, der har støttet bandet fra begyndelsen og loyalitet til egne holdninger. Hvor meget skylder man sit miljø? Og hvor længe skal man holde fast i et princip, hvis det samtidig gør det svært at leve af sin musik? Og hvad har man at falde tilbage på, hvis skiftet ikke bliver en succes?
Bogen er bygget kronologisk op efter udgivelsen af bandenes første major-album, startende med Green Days Dookie i 1994 og afsluttende med Against Me!s New Wave i 2007. Den består af elleve selvstændige historier med fokus på ét band ad gangen. Man kan derfor sagtens læse et enkelt kapitel uden at have læst de foregående. Den opbygning betyder, at det store samlede billede over emnet træder lidt i baggrunden, men til gengæld får man mulighed for at dykke grundigere ned i det enkelte band, og springe bands man ikke har interesse i over.
Kapitlerne er på omkring 30–40 sider, hvilket er tilpas. Man kunne naturligvis ønske sig flere sider om de bands, man har et særligt forhold til, men Dan Ozzi formår at få meget godt stof ind på den plads, han har til rådighed. Ved nogle bands får man en længere forhistorie, inden de skriver kontrakt med et major label. Ved andre starter fortællingen senere og dvæler mere ved samtiden, musikernes egne refleksioner over at gå major og ”sælge ud”, eller hvordan det så kom til at gå derfra. Det kan røbes, at langt fra alle fik succes.
Selv om kapitlerne har samme overordnede omdrejningspunkt, er der altså tilstrækkeligt forskellige historier og dilemmaer til, at formen fungerer. For nogle er kontrakten en mulighed for at nå længere ud med deres musik. For andre bliver den begyndelsen på et forløb, hvor forventningerne fra selskabet, publikum og musikerne selv viser sig at være svære at forene. Større budgetter og mere opmærksomhed er tydeligvis ingen garanti for, at et band fungerer bedre, eller at det næste album bliver en succes.
I nogle kapitler er der andre kendte musikere, der fylder meget. Forbindelsen til Rancids Tim Armstrong fylder eksempelvis en del i kapitlet om The Distillers. Han var både Brody Dalles daværende ægtemand og medejer af Hellcat Records, som bandet udgav på før skiftet. Her bliver personlige relationer og pladeselskabspolitik tæt vævet sammen. Det giver også et indblik i, hvor kompliceret det kan være at forlade et miljø, hvor ens private liv, musik og professionelle muligheder hænger sammen. Når man, som jeg, er mangeårig Rancid-fan gør det kapitlet mere interessant. At jeg under læsningen virkelig fik øje på The Distillers kvaliteter er en sidegevinst ved at læse sådan en bog.
Det klæder bogen, at Ozzi giver plads til musikernes overvejelser og lader flere af de involverede komme til orde. Man får også indblik i pladeselskabernes arbejde og deres jagt på det næste band, der kan slå igennem. Undervejs bliver det tydeligt, at også de uafhængige selskaber har økonomiske interesser, og at en kontrakt med et major label kan have forskellige betydninger for forskellige bands.
Sellout er på den måde en interessant bog for dem, der har fulgt punk, emo og hardcore gennem perioden. Den giver både baggrund for nogle velkendte udgivelser og indblik i de beslutninger, der gik forud for dem. Dan Ozzi beskriver dette nuanceret og uden at dømme, og titlen Sellout handler mere om, hvad man inden for miljøet (nogle steder) kaldte det at skifte til et major label, end det handler om Dan Ozzis personlige holdning.
Følgende bands har deres eget selvstændige kapitel i bogen: Green Day, Jawbreaker, Jimmy Eat World, Blink-182, At the Drive-In, The Donnas, Thursday, The Distillers, My Chemical Romance, Rise Against og Against Me!
Sellout: The Major-Label Feeding Frenzy That Swept Punk, Emo, and Hardcore udkom i oktober 2021
