DIY punkrock med kønspolitiske bredsider
Babe Haven fra Durham, North Carolina, har i den grad noget på hjerte. Måske fordi de kommer fra en udpræget republikansk stat i et dybt polariseret USA, har de behov for at stå frem med deres kønspolitiske og aktivistiske budskaber. Budskaber, som handler om retten til at bestemme over sin egen krop og sin egen seksualitet.
Med en sprudlende Lillie Della Penna i front og en fyrig Naomi Poesel på en hæsblæsende guitar tager Queer-bandet fat om et ømtåeligt emne i det konservative USA, hvor der mange steder ikke er plads og rum til den enkeltes seksualitet, hvis den bare afviger et my fra den herskende normalitet. Men jeg skal da love for, at Babe Haven levede op til sit rygte denne aften på et fyldt Beta, hvor bandets sludge metal fik publikum godt op at køre. Selv en circle pit i det lille lokale blev der mobiliseret flere gange. Men først skulle publikum trakteres med det medbragte Chicago-band Latter med lydkunstneren Meredith Haines i front.
Latter
Jeg ved ikke helt, hvor lydkunstneren blev af denne aften, for Latter eksekverede en solid omgang punkrock, der detonerede som små bomber på scenen. Der var i hvert fald ikke noget subtilt over deres lyd og attitude, som bedst kan beskrives som højeksplosive energiudladninger med Haines’ imponerende vokal til at bære showet. Selvom punkrock i dag ikke har meget tilfælles med den historiske punks lyd og indhold, er der et fællestræk i musikkens kompromisløse fuckfinger til det etablerede. Og Latter leverede den ægte vare denne aften, selvom deres show ikke varede mere end en god halv time.
Babe Haven
Når setuppet er så simpelt som det var denne aften på Beta, tog sceneskiftet ikke mange minutter, og pludselig stod den næste kvartet på scenen og gik straks i gang med en punket omgang rock, der tog stafetten op fra Latter. Publikum var med fra starten, og selvom ingen af de to bands nogensinde har spillet på det europæiske kontinent, har de tydeligvis allerede en dedikeret fanskare.
Hvor Latter var mere stramt komponeret og eksekveret i sit udtryk, lod Babe Haven energien flyde mere frit, især båret af en ekstremt støjende guitar, der spyttede numrene ud som et arrigt maskingevær. Og hvor Latter er mere ensartet, har Babe Haven et langt mere varieret udtryk, der både favner det hæsblæsende punk og det tonstunge sludgemetal. Og så har de Penna i front til at piske en stemning op. Og der bliver ikke lagt fingrene imellem. Det handler ikke kun om seksuelle rettigheder, det handler i høj grad også om lesbisk kærlighed. Et af numrene handler om, hvordan Penna nød sex med en anden kvinde i en sådan grad, at hun mistede bevidstheden af ren lyst. Et andet nummer har ikke nogen titel – endnu – så de kalder det bare for “Awesome song” fordi det er et fedt nummer.
Det sidste afspejler også den omstændighed, at Babe Haven, bortset fra en enkelt selvudgivelse på cd, kun har udgivet et enkelt reelt album i form af “Nuisance” fra i år. Vi fik stort set alle numrene fra dette album, og mere har de potente damer simpelthen ikke i bagagen – endnu. For til næste års Copenhell skal de igen på scenen i Danmark, og måske har de flere fræsende sange om LGTB-rettigheder og lesbisk kærlighed klar til den tid.
Latter gik på kl 20, og jeg forlod Beta kl 22. To timer tog det at fyre to højeksplosive sæt af. Det kan jeg ikke erindre, at jeg nogensinde har oplevet, men det gjorde egentlig ikke noget, da musikken var så intens og nærværende, at man var rusket godt igennem alligevel. Og på bedste DIY-stil stod Penna forpustet og forpjusket klar i merchandiceboden et kvarter efter showet var slut. Ikke så mange dikkedarer.
