Jacob Bellens: The Daisy Age
Jacob Bellens har sit særpræg gennem vokalen, og man skal blive draget af dette unikke våben fra start, hvis man skal holde af dette album. Hvis den forudsætning er på plads, så har Jacob Bellens også meget at byde på.
Sebastian Oscar: Reason To Stay
Sebastian Oscar debuterer med et album, hvor han har fine kvaliteter, når han bekender genremæssig kulør. Når han rammer et sted midt imellem den ene og den anden ende af spektret, rammer han ikke rigtig nogen steder. Og det er synd, for potentialet er der – det gælder bare om at stole på den vej, man vælger.
Balthazar: Rats
“Rats” er et ujævnt album, der kan virke usammenhængende, men som alligevel har et sært drive, der giver en rød tråd gennem de forskelligartede stemninger. Balthazar forsøger sig med et stilskifte, og på de numre, hvor de tager skridtet fuldt ud, lykkes de.
The Reptones: Ingrid, It’s Only a Movie
Der er ingen tvivl om, at The Reptones er dygtige musikere, men i en genre, hvor det meste er hørt og prøvet, skal der mere til end en guitarsolo og en tight rytmesektion. Og det er først og fremmest, når tempoet skrues ned og bandets personlighed for alvor skinner igennem, at The Reptones lyder som noget andet og mere, end hvad man har hørt så mange gange før.
Gottschalk: Let The Sun Shine On Me This Time
Maria Gottschalk og band efterlader et fint indtryk på denne EP, der med sin fine og drømmende indie-pop/rock positionerer Gottschalk som et navn, man med rette kan holde et vågent øje med. Niveauet skal dog løftes på flere af numrene før det bliver rigtig interessant.
Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med: Varme hænder koldt hjerte
Morten Skou Andersen har med seneste udspil understreget sin status som en ganske ubestridt ener på den danske musikscene. Jeg synes, at han denne gang af og til giver sine tekster en alt for parodisk drejning, som skaber tvivl om substansen i de ellers så skarpe holdninger og meninger.
Songs for Joebs: Handing Out Blessings
Songs for Joebs byder på en samling folk-prægede sange med et kristent tekstmæssigt udgangspunkt. Ofte er sangene velkomponerede, men albummet har en stor udfordring i, at udtrykket aldrig rigtig finder sig til rette mellem det jordnære og nærværende og det mere højstemte, højtidelige og storladne.
Marie Key: De her dage
Marie Key har godt fat om den elektroniske og moderne pop, og hun skriver fortsat eminente sange, og hendes tekster har en dybde, der klæder den ellers så intetsigende popscene. Alligevel savner jeg det gamle charmerende og tænksomt små-naive udtryk.
Rum 37: Mellem rum
Rum 37 debuterer med en ambitiøs fuldlængde-udgivelse, der ikke indfrier de høje forventninger, der er skabt. Det er såmænd et udmærket debutalbum i forhold til at give fine løfter om fremtiden, men de løfter blev allerede givet for med sidste års EP, og albummet lægger sig blot i forlængelse uden at bringe væsentligt nyt.
Ukendt under andet navn: Ekskursion
Henrik Olesen har kunstnerisk og kvalitativt begået en fin EP, men efter min smag bliver lyden lidt for kølig til, at den minimalistiske stil står stærkt nok frem. Det er med til at skabe et klart skel til Olesen-Olesen-lyden, selvom sangene ellers har mange tråde dertil – og det er et spørgsmål om smag, om det er godt eller skidt.
Interview: Levellers
Brighton-bandet Levellers spiller i Vega 27. oktober og kan fejre 25 års jubilæum næste år. Bandet har på de to seneste udgivelser fundet tilbage til deres klassiske lyd og udtryk, og forsanger Mark Chadwick fortæller i dette interview om, hvordan Levellers selv og musikscenen generelt har udviklet sig.
Yellowbellies: Daylight Savings
Yellowbellies ved lige præcis, hvordan de skaber en flot, rar og nydelig lyd, og de ved stadig, hvordan de skal skære en god popsang. På ”Daylight Savings” gør de bare lidt for meget af det samme hele tiden, og derfor er der langt imellem, at vellyden også fæstner sig i bevidstheden i længere tid ad gangen.
Tiny Ruins: Some Were Meant For the Sea
Hun dukker op fra stort set ingenting, sangerinden Hollie Fullbrook fra New Zealand. Hun debuterer under navnet Tiny Ruins, og det gør hun med et album, der sitrer af nærvær og autencitet, og som bringer skyhøje løfter.
Källing: Det dårlige i TV
Jeg nyder absolut et enkelt stykke Källing i ny og næ, og alle numre på dette album har hver deres berettigelse. Som helhed bliver albummet bare for pænt og ensartet, og er det svært at fastholde opmærksomheden om albummet fra start til slut.
Thomas Thomsen: Alt det jeg troede du bedst ku’ li’
Jeg hylder Pluto for, at bandet aldrig er gået på kompromis. Havde dette album været et Pluto-album, havde den hyldest måske ikke haft samme substans, for man kan hævde, at Thomas Thomsen søger tættere til mainstream-poppen med denne solo-plade.